Dato
23 oktober 1882

Amalie Müller sitter i et overopphetet rom og skriver til Erik Skram for å takke for smykket han har sendt henne. Hun har hatt gjester. Det er Margrethe Wullum og en dame fra Bergen Amalie har hatt på besøk, sammen med noen unge menn. Det hra vært sang og musikk og høy stemning i selkapet. Men tjenestepiken har lagt for mye i ovnen, så det er hett i stuene hennes nå. Amalie skriver om den politiske situasjonen i Venstre. Det diskuteres mye politikk i hennes stuer.

Hun skriver om den lille scenen som utspilte seg på tollboden da hun skulle hentet smykket. Tollbetjenten varmet hendene hennes i sine. Det er blitt kjølig ute nå.

Hun sender Erik et brev hun har fått fra Bjørnstjerne Bjørnson. Men hun tviler på om han klarer å lese det. Bjørnsons håndkskrift er umulig å tyde.

Transkripsjon av brevet

Mandag aften kl. næsten 12. [23/10/82]

Endelig slipper jeg til; jeg havde bestemt at skrive strax i eftermiddag for at takke for det nydelige smykke, som jeg selv hentede på posthuset idag, men så var der kommen bud fra fru Wullum at hun og en dame fra Bergen vilde komme her idag til kaffe. Så kom de da og siden kom en student og en anden fyr, og først i dette øieblik gik de sin vei. Vi har brændt af et stort fad bruleau, og pigen havde lagt formeget i ovnen, og her er endnu så forsmædelig varmt at jeg næsten ikke kan puste, endskjøndt jeg har sat døren åben til mit soveværelse. Her har været såmegen sang og musik iaften; den unge dame sang så deiligt forelskede sange, og du kan vide hvor jeg tænkte på dig. Du, det er ikke «fred» netop min kjærlighed har bragt mig, som du siger tilfældet er med dig, snarere uro, men dog mest en stille fryd. Nei, men hvor knapperne var nydelige! i langt høiere grad end jeg kunde ha’e tænkt. Jeg elsker det smykke, og må hvert øieblik ta’e det frem for at betragte det. Jeg håber du har kysset det, før du sendte det afsted; derfor kyssede jeg det, da jeg fik det. Skal jeg gå med det, siger du? Men det er jo aldeles umuligt. Mine bekjendte, især mine bedste, og dem er der mange af, kjender jo på en prik alle mine eiendele, og især alle mine smykker og det er så kjedeligt at stå og lyve, når de spørger, hvorfra jeg har fået den smukke tingest. Ja – for den er så iøinefaldende og egen, at alle strax ser den, og jeg kan jo ikke sige, at du har sendt den, du søde elskede. Altså jeg går ikke med det, – ja det måtte da være om nætterne, at jeg brugte det istedetfor knap i mit natlinned; men den vil stikke mig under hagen, er jeg bange for, eller gjøre ondt med sine høie tapper. Hvor det var morsomt at jeg fik det, når jeg treffer dig, skal jeg nok kysse dig for det. Jeg betalte ingen told. Det var en gammel herre med hvidt hår og forgyldte knapper, der gav mig det. «Nei, der er ingen told at betale, når en så smuk dame kommer og henter det» – sa’e han, og så tog han begge mine hænder. Heldigvis var der en disk imellem os. Jeg blev et sekund bange, men så følte jeg i det næste, at der ingen grund var, og så blev jeg bare så fuld af latter indvendig, (som jeg dog ikke gav luft) fordi han var så varm, så varm i hænderne, og mine fingre så stivfrosne i de stramme handsker, (det var en bidende vind) at det slet ikke var ubehageligt. Han opholdt mig så længe som muligt, og da han endelig kom med pakken tog han atter og varmede mine hænder, og takkede fordi jeg var kommen selv. Han kjeder sig naturligvis rædsomt der nede, den gamle kavaller, eller også er han fjollet. Som sagt, bange var jeg ikke, og da jeg sagde adieu, lo jeg endog en ganske liden smule. – – Hvor skrækkelig kjedeligt du dog må ha’e det dernede, efter hvad du skrev idag. Bestandig bare ved arbeidet. Ja, det forstår sig, – arbeidet er jo det vigtigste af alt, heller formeget end for lidt – men alligevel. Når du ikke bli’er bedt ud, så er det naturligvis din egen skyld. Der har vel været en periode, hvor du slet ikke har giddet gå nogetsteds, og så holder man op at sende indbydelser tilsidst. Man kommer ud af vane. Men at du ikke har sét din søster Emma på over en måned, er dog mærkværdigt. Går du da ikke daglig indom til din mor? Forresten har du sét hende, siden du lagde smykket hos din mor, thi hvor kunde du ellers vide, at hun var strålende fornøiet over det, – å jo, – du kan jo ha’e hørt det gjennem andre. Herefterdags kommer brevene at ta’e længere tid; den mørke, fæle årstid er kommen med tåge og storm og regn. Uf, det er så bitterligt vanskeligt at komme gjennem denne tid; den har i mange år været mig en hård nød at knække; mørket virker så nedstemmende på mig. Såsnart det lysner, er det ingen sag at leve. Men i år bli’er det vel bedre, for nu har jeg jo dig at tænke på. Skal jeg ikke blive kjed af dig? Jeg vilde ønske du vidste hvor liden udsigt der er til det. I ethvert fald må jeg jo først lære dig at kjende. Men du værs’god skal være klogere og flinkere og dygtigere end jeg er, for ellers går det galt, så meget du ved det. Jeg er så enig, – det var ikke værdt at jeg skrev noget for «Morgenbladet», – jeg har fået ulyst, ganske instinktmæssig, (foruden at jeg ikke ellers gad, eller kunde) siden jeg er kommen i dette forhold til dig. Jeg sender dig Bjørnsons brev. Kan du læse det, kalder jeg det godt gjort, men det kan du naturligvis ikke, for det kan ingen uden folkehjælp. Du må ikke tumle det bort for mig, men give mig det smukt tilbage engang. – – – Godnat, nei hvor jeg elsker dig, du eneste!

Din Amalie

[Tilføyelse på første side]:

Der bli’er nok alligevel ikke omvalg i februar. Venstre har båret sig så dumt ad, har fjantet omkring med hundreder af ulovlige bygselmænd; derfor har de tabt så mange stemmer fra sidst. Nu er de glad til at tie stille.

Avsender
Mottager
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882