Dato
21 september 1882

Amalie sitter i strålende høstsol og studerer bildet av Erik. Hun må innrømme at hver gang hun skriver til Erik tror hun at det er siste gang. Men så får han lokket henne i gang igjen med de kjærlige og interessante brevene sine. Hun er fremdeles svært forelsket, men hun har bestemt seg for at det fra nå av kun må være vennskap mellom dem; det må være noe intenkjønnsaktig mellom dem nå, det er det eneste som kan fungere, alt annet blir det bare rot med.

Bjørn Bjørnson, som har bodd hos henne den siste tiden, har nå reist til Tyskland for å bli skuespiller. Han var svært motløs da han dro, skriver hun.

Amalie arbeider for tiden intenst med oversettelsen fra engelsk av den religionskritiske boken som Bjørnstjerne Bjørnson har funnet på sin foredragsturné i Amerika. Han er svært utålmodig; han syns arbeidet hennes går for langsomt unna. han vil ha den ut så fort som mulig.

Transkripsjon av brevet

Kr.ania 21de septbr [1882]

Tusinde tak for din vrimmel af photografier, du søde, bedrøvede menneske! Der er et jeg synes bedst om, og et jeg synes mindst om. På det sidste ser du meget ældre ud, og så er det slet ikke den Erik Skram jeg kjender, – nok ham på en måde, men ikke sådan som han var, da jeg var sammen med ham. Det er det, som er taget hos Pettersen på Nørrebrogade, med dette sedate, gammelmandsagtige, selvfornøiede udtryk, jeg ikke kan like, – nei jeg mener, – synes mindre om end de to andre. Jeg vil ikke have et, officielt, og tage ét til nåde, og rive et itu, du kommandérsergeant! Jeg vil ha’e dem allesammen for mig selv alene, og ikke vise et menneske dem.

Hvergang jeg skriver til dig, tror jeg det er for sidste gang, og jeg synes at være så ganske og aldeles færdig med det hele. Men hvordan det er eller ei, så forstår du altid så snedigt at få lokket mig frem fra mit skjul igjen. Der er altid noget, jeg må svare på. Så er det da bedst at give sig over på nåde og unåde, og med en rask beslutning opgive at der skal være ende på det. «Sørg for at jeg får dine breve på lørdagene Amalie», siger du, som om der ikke havde været en skygge af noget galskab imellem os, og som om ikke den samme Amalie nogensinde i verden havde sagt farvel til dig for bestandig. Det kalder jeg at trumfe sig frem. «Becheidenheit [sic] ist eine Zier, doch kommt man weiter ohne ihr.» Nei, alvorlig talt – skal vi så alligevel prøve det med at være venner? Først tænkte jeg det slet ikke kunde gå, – der var så meget sårt, som blødede, og som jeg tænkte vilde virke forstyrrende; men nu tror jeg dog det er forsøget værdt. Venskabet er dog altid og evindelig det jeg foretrækker, og vender tilbage til, – det andet er der så meget klus,Bildet er fjernet. så fortvilet megen uro og elendighed med. Og så går man hen og bliver lidende og føler sorg, og bilder sig ind at man har lov til at føle sig skuffet, medens sandheden er at det er livet som idelig og altid har ret til at beklage sig over at sligt et fæ som jeg f.e.x. aldrig lærer noget af det, og det uagtet det har taget mig så nidkjært og omsorgsfuldt i skole. Jeg vil ikke svare noget i særdeleshed på dit brev. Fra nu af skal der komme en anden, roligere, ganske intetkjønsagtig tone mellem os, og du begynder! Vi kan jo godt være dus, ikke sandt? I allefald skriftligt. Mundtligt tror jeg det vilde genere mig, – men herregud – så kan vi være de’s når vi ses, hvis det sker, hvad der ikke er sandsynligt. Jeg tror du tager feil af dine følelser for mig. Bare begynd at analysere dem med ærlig nøiagtighed, så skal du se hvor de reduceres. Der er jo nok af kvinder i verden, og nok af dem som du kunde komme til at elske, nok af dem som du har elsket, eller i allefald stået i forhold til. Hvorfor skulde så netop jeg kunne få en større betydning for dig, eller have nogen evne til at binde dig varigere og stærkere. Du må ikke tro at jeg et øieblik vilde være indbildsk og naiv nok til at bilde mig det ind. Desuden, når bægeret er tømt, sætter man det fra sig, – det gjør jeg, det gjør du, det gjør alle fornuftige mennesker. Men jeg vil ikke være et tømt bæger, jeg, – jeg vil, jeg vil det ikke. Jeg vil meget heller være et fyldt, som ingen får lov at drikke af, skjøndt de brænder af lyst dertil. Uf nei, – hvor jeg snakker, – ved du, – jeg har en glimtagtig fornemmelse af at jeg kunde blive slet. Tænk det, – og jeg som hele mit liv har været så sikker på at være god, bare god. Du må ikke tænke, at det nytter at ville omstemme mig, eller atter at vende mit hjærte til dig på den tidligere måde, – for det er, det er umuligt. Det vilde være uærligt og uhæderligt af mig ikke at sige dig det, og sige dig det så, at du ved det er sandt. Men det kommer aldeles ikke af det du betroede mig om dig selv. Det gjorde en voldsom virkning på mig i øieblikket, – det er sandt, – jeg kunde ikke fatte, hvad du mente, hvad du tænkte, hvad du var for noget, og så på samme tid var jeg så taknemmelig for din ærlighed. Men nu forstår jeg alt det bedre. Jeg ved du har ret, – du er vist netop således som de bedste mænd, eller den bedste mand kan være, for tingene er nu engang ikke anderledes. Men alt dette med dig har gjort mig utrolig klog og klar på mig selv. Det er på grund af min beskaffenhed og ikke på grund af din, at jeg aldrig kan blive andet end en ven for dig. Gud give du vilde forstå det, og tro det. Du har, i allefald for mit vedkommende, så decideret uret, når du siger at der ikke gives andre vilkår i livet end at bruge den lykke jeg en stakket stund følte ved min kjærlighed, eller at gå tilgrunde. Jeg føler det hos mig, at jeg aldeles ikke skal, ikke kan gå tilgrunde ved nogen lov i verden, hvis jeg selv ikke vil. Hvis jeg går i vasken, så er det fordi jeg med rolighed har valgt at ville være slet. Men det kommer jeg aldrig i evighed til at ville, når jeg ret betænker mig. Jeg har jo mine 3 gutter, som jeg føler levende ansvar og pligter med. Et menneske behøver ikke mere for at blive stående på et sted, hvor intet smuds driver omkring, om det end kunde være aldrig så lysteligt at være med på farten blandt dem, der er ligesæle om alt andet end det at gå på eventyr og komers – – – –

Det er et så strålende, deiligt veir idag. Haven er fuld af sollys og ren, blå luft. Når jeg strækker mig henimod vinduet fra skrivebordet, kan jeg se de træer, som skjuler bænken, hvor vi sad. Hvor det dog er en drøm for mig, – og så fjern, så fjern. Synes du ikke også?

Vær nu ikke altfor bedrøvet over mine breve! Du beder mig om ikke at gjøre dig altfor bedrøvet. Jeg var ved at græde, da jeg læste det, for jeg frygter for mit brev har bedrøvet dig, og det vil vel dette også. Men hvad skal, hvad skal jeg dog gjøre? Jeg kan jo ikke skrive anderledes end jeg skriver. Der kan du se hvor meget bedre det havde været om du aldrig havde indladt dig med mig, både for dig og mig. Det er så forsmædeligt at tænke på at dit arbeide skal falde dig tungt for min skyld, og at du virkelig skal lide ved mine breve, eller ved mig overhovedet, at jeg kunde ha’e lyst til at tage dit hoved mellem mine hænder, og kysse dig sålænge til du blev rigtig god og glad igjen. For det kunde jeg godt gjøre med en ven, ja i allefald til nøds! Vær nu rigtig kjæk og mandig, og lav det bedst mulige ud af dette, – og det bedst mulige er, at du lærer dig op til at betragte mig som en ven og kammerat. Du kan gjerne sende mig smykket, siden du har lyst til det. Men kanske, nu vil du ikke, – for jeg ved godt hvor egenrådig du er – jeg husker nok må du tro, at jeg ikke måtte få det, hvis jeg ikke lovede at være med dig hele eftermiddagen.

[i margen] Tænk nu hverken med bedrøvelse eller vrede på din fuldtro ven

Amalie Müller.

Siden der er mere papir, skriver jeg lidt til. Bjørn reiste først i forgårs ved middagstiden. Han tog veien over Fredrikshavn, tror jeg det var, for at nå snarere frem. Jeg syntes i det hele så godt om ham, og jeg havde så uhyre ondt af ham. Han var så mismodig da han reiste, rent nedfor af flere grunde, også af den at fremtiden lå så mørk foran ham. Han kom nu til et rent fremmed sted, til en filleby, og et ukjendt theater med naturligvis bare second class kræfter. Der er meget som duer hos ham, meget mere end jeg tænkte.

Jeg arbeider så flittigt, næsten forceret om dagen på oversættelsen af den engelske bog af Waite om «History of Christian Religion». Bjørnson raser fordi det går for langsomt. Men jeg har været så forfærdelig meget på farten, og også selv flere gange havt fremmede; så kommer dertil at jeg, såsnart jeg havde en times ro, sank hen i grublerier over dig og alt det. Du må forresten ikke tro, jeg var kvit det nogensinde på dagen. B.B. har skrevet en alenlang fortale til bogen. Jeg har ikke læst den, men Bjørn fortalte mig om den, og efter det at dømme, må den indeholde det værste og voldsomste og hensynsløseste anfald på geistligheden og alt det theologiske humbug, som endnu nogensinde har været trykt i Skandinavien, kanske i Europa, hvis det ikke skulde være at Bradlaugh i England har været ligeså slem. Jeg vil blive set på som en rent fortabt person af præster og konservative, når det bliver bekjendt at jeg har oversat en så antichristelig bog. Og mange af mine bekjendte vil blive bedrøvet over mig, endnu mere end de alt i forveien er det. Du skulde se mit skrivebord. Det ser så lærd ud med disse store folianter og masser af beskrevne papirer. På det ligger først den engelske store bog, så Schleiermachers «Kritischer Versuch über Schriften des Lucas», så Protevangeliet på græsk hvorved min broder kontrollerer en del af min oversættelse, så bibelen på norsk og engelsk, så et par vældige lexikon. Som sagt, man kunde tro, det var en lærd man kom ind til. Og jeg synes næsten jeg ikke er langt fra at være det om dagen. Jeg må stjæle mig tid til alt muligt, også til at skrive til dig, du kjære.

Din

A.M.

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882