Dato
1–8 oktober 1882

Erik Skram bruker en uke på å skrive et langt brev til Amalie Müller der han legger ut for henne det han har forstått av kjærligheten. Han forsøker å få henne over på sitt lag; det laget som tror på og priser både den fysiske og den åndelige kjærligheten.Erk Skram er fortvilet over at Amalie insisterer på at det er bes for henne å ikke være i et kjærlighetsforhold til henne. Han bruker en uke på å skrive et langt brev til henne der han legger ut for henne det han har forstått av kjærligheten. Ikke minst skriver han om seksualiteten. Han går systematisk til verks i forsøket på å få henne over på sitt lag; det laget som både tror på og priser  den fysiske og den åndelige kjærligheten, og som mener at de to henger nøye sammen. Det er på grunn av Amalie uheldige kjærlighetserfaringer i ungdommen at hun tenker som hun gjør om dette, insisterer han.

Transkripsjon av brevet

Kbhvn. Søndag Eftrmdg den 1 Oktober 1882
(sluttet den 8 s. M.)

Jeg kan næsten ikke tænke mig, at der ikke er gået mere end en Uge, siden jeg læste dit næstsidste Brev,Bildet er fjernet. så meget er der foregået i mig siden da. Jeg fik det Lørdag Efterm. i forrige Uge. Som sædvanlig vilde jeg ikke blande Dig ind midt i mit daglige Vrøvl, og det lå i min Brevtaske til næste Morgen, da jeg i en Jernbanekupé – jeg skulde besøge nogle Venstrebønder i Kultusministerens Valgkreds i SydsjællandBildet er fjernet. – lukkede det op og læste det. Jeg havde flere Timers Kørsel for mig og glædede mig til at leve i Tankerne frem til en ny Vinding i mit nye Liv. – Jeg forstod kun Brevet langsomt. Jeg er ganske dum ved slige Overgange i mit Liv. Så groede der en ond og ildeartet Smærte op i Brystet på mig, den satte sig fast og fejede som med en Hånd, der i sin Sikkerhed ikke vilde forhaste sig, enhver glad og god Tanke ud af mit Sind. Jeg glemte Brevets Enkeltheder – jeg har siden ikke kunnet læse det – og tilbage blev kun Visheden om, at Du nu «var kommen Dig» efter Dårskaben, jeg en Tid havde indgydt Dig. Ser Du min Ven, når denne «Dårskab» nu uheldigvis var bleven den Grund, som jeg havde tænkt skulde bære den Bygning til Dig og til mig, hvori jeg Smule for Smule vilde slæbe al den Livets Lykke ind til Dig og til mig, som en ihærdig Stræben kunde overkomme – så er det en Skuffelse, at denne Grund pludselig svigter under Ens Fødder. Ens Stræben bliver noget håbløs derved, for den har intet Sted at gå hen. – Hvor meget eller hvor lidt en sådan Skuffelse piner i et Tilfælde som mit, er det næppe Umagen værd at undersøge, kun vil jeg med ét Ord sige, at det var, som om Alt visnede inden i mig, og når det sker pludselig, er der ikke ringe Smærte forbunden dermed. – Jeg tænkte i min Pine meget på, hvad jeg vilde sige til Dig, om jeg skulde give den snigende Ringeagt Ord, som i Smærtens Øjeblik vilde til at flænge i mit Hjertes Kød – om jeg skulde give hele den Bedrøvelse Luft, der begræd de tusinde Spirers ynkelige Død – om jeg skulde samle al den Mildhed, jeg ejede i min Natur, og kaste den som en varmende Kåbe om dit stakkels golde Hjerte – ak, jeg tænkte onde Tanker, og gode fornuftige imellem: det Hele beroede jo derpå, at jeg var langt borte fra Dig. Du var som Gertrude: Du vidste slet ikke hvad det var at elske og kunde kun langsomt lære det. Men jeg vidste også, at Smærten med Gertrude vilde jeg ikke leve om igen.Bildet er fjernet. Man kan ikke to Gange give sit Liv og Intet vinde. Så blev tilbage denne ene Beslutning: Jeg vilde sige til Dig, at der var kun Ét jeg fortrød i mit Forhold til Dig, dette at jeg havde sagt, at jeg vilde bejle til Dig. For det var usandt, og jeg vidste det, da jeg skrev det. Jeg har aldrig villet bejle. Da jeg brugte Ordet var min hemmelige Forståelse derved, at jeg vilde bejle til den Kærlighed, som måtte blot være krøben i Skjul, som umulig kunde have lagt sig til at dø, som altså endnu var der, som jeg kendte, som jeg havde kysset. Bejle mig en Kærlighed til! Aldrig. Således forstår jeg ikke to Menneskers Kærlighed. Det er for stolt og god en Ting, for kraftig for modig og ærlig en Følelse, til at den Ene eller den Anden kan bejle om den. Du gav på Skibet din Kærlighed, Du bejlede ikke – jeg er vel så stolt som Du.

Min Ven, så kom jeg hjem. Mandag Aften fik jeg dit Brev. Jeg læste det ved en Gaslygtes Skin på Vejen forbi min nye Bolig – der var Flyttefolk og Rumsteren i mine nye Stuer. – Der var en anden Tone i det Brev. Jeg greb den som en Druknende – ja, lad mig kun bruge det Billede; der var Noget slået sammen over mit Hoved, som gjorde mig sanseløs – og jeg skrev hos en Ven de Par Ord jeg sendte Dig, og hvoraf jeg nu kun husker, at jeg fastholdt min Advarsel til Dig om ikke at have færdige Meninger om Ting, hvis virkelige Natur og Væsen Du ikke kendte men mulig kunde lære at kende. Og siden har dette Brevs Tone og hvad der altsammen er sket imellem os arbejdet i mit Sind, som om dette havde jeg nær sagt var et stort Vand, der gik i Dønning eller Bølgeslag alt efter Påvirkningens Art. Jeg begyndte med min gamle Tro på Umuligheden af, at din Kærlighed var omkommen, og på mine Ture om Morgenen og Aftenen til og fra Redaktionskontoret skrev jeg Breve på tyve Sider og mere til Dig om denne Ting. Jeg syntes det var de alvorligste Øjeblikke i mit Liv, og at mit Livs Lykke afhang af, om jeg fik sagt det rette Ord. Du undrer Dig over min Langsomhed til at fatte den Sag, Du alt havde været på det rene med et Par Dage efter min Afrejse og Modtagelsen af mit første Brev, og Du forstår ikke den Ihærdighed, hvormed jeg har overhørt dine Forsikringer om, at Alt var forbi. Jeg skal sige Dig, at vor Natur og Tankegang her er meget forskellig. – Jeg lægger ind i Kærlighed Alt, hvad Livet ejer af godt, for jeg har elsket én Gang, og jeg véd, at jeg ved denne Følelse blev til Mand. Jeg kom til at lide utrolig, ethvert åndeligt Ledemod i mig blev som slidt i Stykker, og jeg ser dog tilbage på denne Lidelsernes Tid med ubetinget Andagt, for jeg husker denne Følelses uhyre Styrke, dens Ubetingethed, Selvsikkerhed, Værdighed og utrolige Evne til at føre enhver nok så lillebitte levedygtig Spire i Sjælen frem til Lyset. Og jeg husker den sejerstolte Glæde, hvormed en sådan Følelse begynder. – Du ser i Kærlighed en Forstyrrelse af Livets regelmæssige Udvikling, for Du har nået den modne Alder uden Kærlighed. Fra dit eget Liv har Du kun Vidnesbyrd om, at der lader sig prægtig leve uden det, som andre Folk snakke så meget om, og Du smiler ad et sådant Ord som, at man skulde gå til Grunde, hvis man ikke fik Kærlighed. For Dig har Kærlighed Sammenhæng med Alt, hvad der er svagt i et Menneskes Sjæl, den fører i Følge med sig Svigten af Pligter, Selvfortabelse, ja går den rigtig højt, bliver man netop en Slave af sine Lidenskaber. Er man inde under Kærlighedens Magt, har man netop mistet det, som dog er det eneste Holdepunkt man har: sig selv i ren og uforvansket Form. Og således vilde Du kunne blive længe ved uden synderlig tydelig at mærke, at Du taler uden virkelig inderlig Overbevisning, kun af Indignation over alt det Slette, Du har set, at Kærlighed kan volde. Din Viden er kommen udvendig fra til Dig, Du har i dit Liv lige som været kørt i Kvas af det lange Brudetog man møder overalt i Vejene – din lille fine enslige Karriol har ligget splintret ved deres ustyrlige Færd, og Du passer med Harme på ikke mere at komme ud for sligt et Tog. – Og så, Amalie, kommer der så en ensom Vejfarende, en forsinket Gæst i Livets store Brudefølge, og han er klædelig, munter eller taler smukt, bliver dit Sind helt blødt, og Du går ind på at køre med ham til næste Station, og undervejs lytter Du med et for Dig selv aldrig helt forklarligt Behag til hans Opfordring til Dig om at slå Følge med de Andre – dem Du ringeagter for deres grove Ubændigheds Skyld –, bad han Dig ikke om at være med, vilde Du føle Dig skuffet. Hvori kan dette dog ligge? Hvorfor har Du ikke en Gang for alle kunnet vende denne foragtede Side af Livet Ryggen? Er det fordi det er morsomt og behageligt at være efterstræbt, være det fyldte Bæger, som Du siger, Alle gad sætte til Munden og derfor gøre Anstrængelser for at nå? Nej Amalie dette er ikke Grunden – var det i alt Fald oprindelig ikke; hvor langt Du nu er kommen ind i en af Omstændighederne lavet Natur, kan jeg ikke nøjagtig måle – Grunden er simpelthen den, at også Du har stået, da din Natur var ung og ufordærvet, jeg mener upåvirket, med Pigelængslen i dit Sind, Længslen efter hensynsløst at give. Du har målt med dit Øje Svendene, som drog forbi og tænkt på: hvilket Hjerte af disse er det ærligste, til hvem af dem skal jeg give Alt, hvad jeg ejer? Du har ikke oprindelig tænkt på vedblivende at være det fyldte Bæger, Ingen skulde komme til at tømme, Du har drømt om selv at bringe hele dit Livs Skat til en Mand, og Du har søgt at udmåle for Dig selv Dybden og Omfanget af den Fryd, Du skulde føle ved at se ham henrykt tage. At så også han vilde give, var selvforståeligt, men det kom for din Tanke i anden Række. Om dette store Grundforhold i Naturen er nået langt ind i din Bevidsthed, jeg mener om denne din Længsel i sine brede Træk har været Dig synderlig klar, ikke tidlig er bleven forstyrret, tør jeg ingen Mening have om, jeg véd kun, at den fra første Færd ved Vanrygt er bleven ynkelig fordærvet. – Du har aldrig fået at vide, aldrig følt hvad det var at give. Det, Du kom til at skænke bort [«at give» krysset ut] var et Intet, Fryden, Du ængstelig havde søgt at udmåle, svandt som en Tåge. Du har endnu Dig selv fuldstændig i Behold, ingen Mand har ejet end ikke en Unse af dit Livs Lykke. Ser Du, Amalie, når Du vil vide, hvori det for Dig aldrig helt forklarlige Behag ligger i idelig at få Opfordringer til at slå Følge, så beror det derpå, at Livets uendelige Glæde ligger stille inden i Dig, endnu urørt, den trykker sagte på dit Sind, når Du hører smukke forelskede Ord, den vil ud, når Tiden kommer, den er så blid, så blød, så salig ventende, denne Glæde, der er i Livet den eneste, som fylder sig selv helt, Glæden ved at give sig bort. Du véd det ikke tydelig, men Naturen lader sig ikke spotte, den volder Dig Uroen, Utilstrækkeligheden i Alt, Du har endnu aldrig kunnet give Rum til denne Glæde, som er sin egen Skaber, denne runde store frydefulde Hengivelse i en eneste Alt omfattende Salighedstilstand – og derfor taler Du ilde om Kærlighed. Du har aldrig været tvungen til at tænke denne Sag igennem, for Du har aldrig følt Kærlighedens Vilje sprænge noget af de Hylstre, som Naturen og Omstændighederne lægge om den. Men derfor ligger ikke mindre vist Kærligheden i Dig som en Puppe og venter på sin Befrielses Dag. – Mit Møde med Dig var så menneskelig smukt, for da trængte, uden at jeg vidste det, mine Ord helt ind til Glæden i din Sjæl, og den rørte sig, og et af Båndene brast. Men Hylstret forblev urørt, fordi de mange År har gjort det hårdere end Naturen oprindelig har dannet det. – Du må ikke tvivle på, at jeg har Ret med denne Glæde, som jeg taler om. Den er der. Den vimrer i Fiskestimerne, når de sanseløse for alt Andet under deres Kærlighedsrus lade sig skovle ind i de Både, som styrte sig over dem; den findes i Insekternes Summen og forlibte klirrende Lyde; Fuglene synge om den, og de Firbenede gå fra Sans og Samling, når Lysten melder sig. I Menneskene er Driften i al sin bløde Skønhed Tanke og sanselig Atrå i uadskillelig Forening. Den er det, som har skabt Alt hvad der falder ind under Skønhedssiden i Livet. Det er jo så, at i Mennesket blive alle Jordelivets Kræfter – alle de Magter, alle de stoflige Forbindelser, der med ét Ord danne det vi kalde vor Jord – til en Del af vort Åndsliv; der er ikke den mindste Smule Gæring i den usleste lille mikroskopiske Celle af de Millioner, der stykke os sammen, som ikke har sin Del i det Produkt, vi tage og føle på som vor Ånd. Nu vel, to Virksomheder driver Naturens store Værk: Ernæringsdriften og Formeringslysten. Den første driver sit Spil i vor Tanke som Alt hvad der på nogen Måde kan komme ind under Selvbevaringslysten – og det går meget højt: der er ikke nogen Heltebedrift, ikke nogen stor videnskabelig Udforskning, hvis Rod ikke findes i vore Urforfædres simple Pønsen på at tilrane sig det bedste Stykke af det fældede Vildt. Og Formeringen? Det er den forunderlige ligesom modgående Strøm. Der har Naturen samlet alle sine Midler til at danne en Lyst, som kan tage det op med Selvbevaringsdriften. Det mætte Legeme kan forestille sig en endnu bedre Mættelse; Mættelsen kan mulig næste Gang blive endnu fyldigere behageligere for det hele Befindende. I Parringen derimod slutter al Forestilling om livsalig Nydelse; ud over denne Tilfredsstillelse kan Sanserne ikke danne sig det mindste Billede af Lyst. Det er Højdepunktet, selve den absolute Tilfredsstillelse. Se, dette måtte nu også til for at bringe Formeringen i Stand. Den betyder jo på de lavere Trin Moderdyrets Tilintetgørelse, på de højere en Række af Lidelser og Savn (Svangerskab, Afkommets Røgt). På menneskelige Vilkår findes denne Udviklingsrække om igen i den halve Side af Åndslivet, som hviler på Formeringslystens Grund. Hos de Vilde kun ligefrem Begær; op efter: Hengivenhed, Ømhed, Troskab og så, Amalie, alt det fint udviklede Smukke, som nu kan fødes i to Menneskers Forening. Det er Selvhengivelsen, de to nøgne Menneskers dybe og inderlige Forening, den forunderlige Taben sig selv og Finden sig igen, det er Sansernes og Tankernes usigelig mættede Fryd, Naturens virkelige Lykke. Der gives ingen anden, som er hel. – Alt dette er nu måske Græsk for Dig eller på en eller anden Måde hæsligt; imidlertid, således er Kærlighed: Det er Naturens Formeringsvilje gjort til Skønhed af Menneskene. Og at Naturen har samlet det finest udviklede af sin glædefrembringende Evne i Kærlighedslysten, i Trangen hos Kvinden til at give sig hen, og i Ønsket hos Manden om at blive taget til Nåde og være Beskytter tillige, hænger simpelthen sammen med Naturens hele store Livsøkonomi, at Livets Bevaring og Udvikling kun kan bygges på det Glædefrembringende. Kun det er frugtbargørende, kun i virkelig Glæde eller ud fra dens oprindelige Grund spirer Livets Kræfter og de Tanker som bære fremad. Børnene fødes efter Mødet på Elskovslejet, og også kun der fødes Poesi, Kunst og Moral. Menneskene véd Intet om hinanden – Mand og Kvinde ikke – før de have skænket hinanden den højeste Fryd og givet sig nøgne hen (åndelig og legemlig), i hinandens Arme. Fra denne inderlige Forbindelse skriver sig alt blødt og godt på Jorden. Det er i Blottelsen Kundskaben stikker, og kun ved denne kommer Udviklingen. Det er i Følelsen af den Enes Uundværlighed for den anden, i den højeste Følelse af denne Art, at Muligheden for gode Samfundstilstande må søges, og det er i den fromme, selvfortabte indbyrdes Dyrkelse af hinanden som dem, der give Fryd og rolig Lykke, at Mand og Kvinde have hjulpet hinanden til at få et Skønhedsbegreb og derved dannet Kunst og Poesi på Jorden. – Oprindelig, der er ingen Tvivl der om, var den menneskelige Parring som Dyrenes; et Valg har der vel altid været – Dyrene vælge jo også – men jevnsides dermed gik Parring i Flæng for sig;Bildet er fjernet. først langsomt arbejdede Lystfølelsen sig op fra sin Begyndelse og blev til Kærlighed. Og fordi det var den højeste Lystfølelse blev Kærlighed den skønnest mulige Sjælstilstand. Når jeg har sagt, at man går til Grunde uden Kærlighed, så har jeg ment, at det Bedste i En aldrig fødes, hvis ikke et Kærlighedsliv varmende kommer til og bringer Sjælens fineste Evner til at virke. – Se, Alt dette kan nu højt regnet kun tjene til at vise, at den, som spotter Kærlighed, spotter Naturens Orden og må tage Skade for Hjemgæld. Men hvori ligger det da, at Nogen overhoved kan sætte sig uden for Naturens Lov? Er det da muligt for det naturlige Menneske at bryde med Naturen, – blive sit eget Livs vilkårlige Ordner, en Slags Skaber på ny? Hvis Kærlighed virkelig er en sådan Fryd og en så fornuftig Fryd tilmed, og den yderligere har været så forsynlig at melde sig i ethvert Menneskes Bryst som Længsel, for at man ikke skulde gå hen og glemme den, hvorfor styrter alle Mennesker sig da ikke hurtigst muligt i hinandens Arme, hvorfor er der ikke en evig Kærlighedsjubel over den hele vide Jord? – For det første: Folk styrter sig i hinandens Arme overalt, bestandig, og der er Jubel forbunden dermed. At Jubelen ikke holder ud men vender sig til Lede hyppig til Elendighed måske lige så ofte eller oftere end at den bliver til Lykke, er et Forhold, hvis rigtige Forståelse nødvendiggør en Vandring ad alle de Veje til Visdom, som kendes. Men Sagen er i Korthed den, at i så mange Mennesker er «Udviklingen» ikke gennemført – de have Tilbagefald til Urtiden, og for min Opfattelse er der i og for sig ikke noget Mærkeligere i, at Elskovslængslen kan ende i Usselhed end i, at den naturlige Tørst kan ende i Delirium tremens. Men det var Undtagelsen fra Reglen, som interesserer Dig – og mig med. Disse Mennesker, oftest Kvinder, som netop ere så bange for det Favntag, jeg nu har brugt så mange Ord til at forherlige, hvad er det da for Væsener? Man har kaldt dem «Marmorkvinder», tror jeg – jeg antager, at et fransk Stykke med dette Navn, som jeg for Resten ikke kender, spiller om disse Kvinder, hvis Hjerte er koldt – «Sirenerne», der sang så smukt for Odysevs, men ikke selv kunde føle Kærlighed, var de Gamles Navn på dem – Du husker, at disse Sirener grusomt dræbte hver Mand, der i sin Længsel søgte til dem (en modig Allegori!) – og Biskop Martensen, det Fæ, har nylig kaldt disse Kvinder for «angeliske» Naturer, det vil sige englelige Væsener.Bildet er fjernet. Man går altså i Nutid og Fortid ud fra, at der virkelig gives sådanne Væsener, der danne en Undtagelse i Naturen, Kvinder uden Elskovsevne. Det er jo muligt, at man har Ret, jeg tør ikke benægte det. Men jeg antager unægtelig, at man har taget sig Sagen altfor let, er gået alt for overfladisk til Værks. Der er og har været en stor Mængde ulykkelige Forhold mellem Mænd og Kvinder, det vil sige Forbindelser, der i Fortiden stiftedes ved Køb eller Tvang, i Nutiden ved Uvidenhed, ved den håbløse Vankundighed, hvor i det naturlige Menneske nu om Dage holdes. Der er ingen Glæde i Forholdet. Netop der, hvor den navnløse Fryd skulde skabes, føler Kvinden kun en vammel Modbydelighed, der efterhånden strækker sig til Alt i Forholdet! Og denne Rædsel eller Modvilje har man så taget for uadskillelig forbunden med denne Kvindes Natur. Det havde været klogere, forekommer det mig, at undersøge, om den ikke skrev sig fra en Forkerthed i disse to Menneskers Forening. – Og her kommer jeg til det Punkt, hvorhen jeg hele Tiden har villet.

Den 8 Oktober.

Amalie, har Du kunnet læse det Foregående? Har det ikke været for tungt og klodset skrevet? Jeg kunde ikke blive færdig i Søndags og i Ugens Løb har jeg haft indtil 15 Timers Arbejde om Dagen – der var ingen Mulighed været [sic] for at gøre mit Brev færdigt, og jeg vilde dog så gerne skrive det helt ud – om det skulde lykkes mig at få sagt lidt af det, som gærer i mine Tanker, og som jeg synes vedkommer Dig.

Det er jo Dig jeg mener med de Kvinder, der i Livet kun har følt Modbydelighed med det, som har fyldt de tusinde Millioner med Henrykkelse. Troede jeg nu på, Amalie, at Du var «Sirenen», så styrede jeg ikke mit Skib hen i Nærheden af Dig – men jeg tror ikke derpå og kan ikke tro derpå! Der er på alle Livets højere Trin overalt i Kærlighedslivet det fine Åndsforhold at spore – jeg taler om Dyrene – at der vælges. Du véd, at Darwin har bygget på dette Forhold som på sin Hovedhjørnesten. Nu vel, i det menneskelige Kærlighedsvalg ligger al Kærlighedens Orden og Lov. Kun når to, som virkelig have Behag i hinanden, mødes, er de Betingelser til Stede, som gør Kærlighed til det, den kan blive. Amalie, Du fandt Behag i mig. Jeg tror, at jeg kan løfte Modbydeligheden ud af din Sjæl og give Dig tilbage til den Jord, som Du hører til, den skønne gode Jord, som er så skændig miskendt. Der er blevet syndet mod Dig i din Ungdomstid; Ingen havde lært Dig at vælge – derfra de Tårer og den Nød, som Du har kendt, og som måtte gøre Længslen i dit Sind til en vantreven Stakkel. Og Amalie det er det, som jeg vilde sige Dig, at når to mødes som vi to, så står det for min Tanke, at her var der Mulighed for, at det virkelig fint Menneskelige kunde blive til. Det fødes kun ved to, det fødes kun ved Glæde, det fødes kun i virkelig Kærlighed. Der er mellem Menneskene ikke så såre meget menneskeligt i god Forstand, og når man pludselig kommer det nær ind på Livet, man synes man kan gribe det, så er det i mine Tanker en Forbrydelse at lade det fare, som var det Tant. Det er ikke Tant. Der gives ingen Alvor på Jorden, som er højere end det at blive Menneske, for der er intet Mål at stræbe efter ud over det. Og det Arbejde er ikke gjort en Gang for alle, så at man kan tage en Andens Vejledning og lære det; ethvert Ord Du har tilegnet Dig, enhver Viden Du har, er som de marvløse Knokler i en sygelig Stakkel, når det ikke er din egen Erfaring, der har gjort Arbejdet. Og det Arbejde bliver ikke færdigt. Det er ikke så, at Du i Kærlighedens Kys med Et bliver «synsk», så at Du kan se tværs gennem Alt, Du bliver kun så uendelig klog, og så kommer det helt an på Dig selv, om denne Klogskab og hvorledes den vil blive benyttet. Der er ikke én Pligt, der behøver at dø i et Kærlighedsliv; den kan blive omformet, det er vist, men så beror det på, at den er fyldigere forstået. Der er ikke Tale om, at man taber sig selv, når man elsker; man får mere at overveje, det er vist, der bliver så rigt et Mylr derinde, hvor før var så roligt og tarveligt, men det betyder kun, at man må anstrænge sig mere, blive dygtigere for at holde rede på sig selv. Det er ikke Lediggang dette Elskovsvæsen, det er så rig en Opgave. Man bliver ikke sine Lidenskabers Slave; man bliver et Menneske, som véd ud til Bunden hvilke Muligheder man rummer. Man kan gå til Grunde ved Kærlighed. Netop! Det er Beviset på denne Følelses overragende Evne, og det er Sejersstoltheden ved Farten ad disse Veje, at en Fejl kan have Undergang til Følge.

Lad mig standse her. Jeg véd ikke, om Du nu forstår Ét: min Ihærdighed til at overhøre dine Forsikringer om, at Alt var forbi. For mig står det, som om Du ved at kvæle din Kærlighed – hvad siger jeg: det spæde lille Væsen, der kunde have vokset sig op til Kærlighed – har begået en af den Art Forbrydelser, der har hele Unaturens Afskylighed ved sig. Jeg troede det ikke, før jeg havde Beviset i Hænde. Når man selv har så megen Respekt for en Ting, har man uendelig ondt ved at fatte, at Andre tager den for ringe. Men Du har borgerlig talt gjort klogt, der er ingen Nødvendighed for at elske, og det Hele var jo muligvis en Fejltagelse, og hvem siger, at min Kærlighed duede Noget? Og under alle Omstændigheder vilde den Historie have voldet Dig overmåde megen Ulejlighed, Uro, Bekymringer osv.

Mit Hoved er tomt som en Tønde, jeg er i usselt Humør. Skade har alt dette gjort mig og vil gøre mig mere – jeg er langsom af mig, hvad jeg måske gentagne Gange har givet Dig Beviser på. Når jeg giver dette Brev fra mig, lader jeg lige som det Korkbælte fare, der har holdt mig oppe. Så går jeg lidt til Bunds og kommer op igen og ser meget dumt på Tilværelsen, og der er det kedelige ved at være dum, at det i Reglen har Dumheder i Følge. – – Om jeg imidlertid skulde komme til at begå noget så dumt som Drachmann har begået i «Puppe og Sommerfugl» skulde jeg betvivle.Bildet er fjernet. Dumt? Ja kunstnerisk set, men ellers er det næsten til Uforskammethed fiffigt anlagt på at angle alt det Bifald, som giver Penge. Uf! han er en forrodet Natur. Du kunde ellers gerne have fortalt mig meget mere om Dagene i Kristiania. Så Du det Digt, han skrev til Fru* – så nu kan jeg ikke huske Navnet, din Veninde fra Bergen, som Du lå på Grefsen sammen med, som er så flink?Bildet er fjernet. – Jeg er meget glad over, at det ikke er Dig, der har skrevet «Rosen», men det ærgrer mig, at Folk siger, at det er Dig. – Jeg har set Ingeborg Thaulow i et Minut og slet ikke Pylle; den sidste véd jeg er vred. Ingeborg og Brandes undgå mig systematisk, de ønske ikke Vidner, og mig er deres Roderi usympatetisk.Bildet er fjernet.

*Sandberg, ikke sandt?

Farvel Din hengivne

A O E Skram

Avsender
Mottaker
Sendt fra sted
Sendt til sted
Kilde

Garton, J. (Ed.) (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram 1882-1883 (Vol. 1). Oslo: Gyldendal.

http://www.bokselskap.no/boker/elskedeamalie/brev1882v