Dato
12 september 1865

Henrik Ibsen, som nå er blitt 37 år gammel, sitter i Ariccia i Italia og skriver til Bjørnstjerne Bjørnson. Det er kommet en stor forklarelse over livet og diktergjerningen hans den siste månedene, etter at han lenge har hatt full stopp i skrivingen. Forløsningen ser ser ut til å ha direkte sammenheng med følelsen av å bli forstått og omfavnet av Bjørnson, men også med en stor, nærmest åndelig oppelvelse som han har hatt i Peterskirken i Roma i juli dette året. I disse mektige omgivelsene gikk det opp for ham som i en visjon, med en sterk og klar form, hva han har å si i stykket Brand, som han nå er intenst arbeid med. Og etter det har skrivingen gått unna. Det at det har løsnet i arbeidet, henger for ham nøye sammen med en form for klarhet som han nå har fått i forhold til de vanskelige årene han hadde hjemme i Norge før han tok med familien og flyttet hit til Italia. Han føler stor takknemlighet og ømhet i forhold til sin hjelpsomme venn Bjørnson, som hjemme i Norge aktivt arbeider for å skaffe ham dikterstipend, og samler inn penger til ham, slik at han skal komme seg på fot igjen i den prekære pengesituasjonen han befinner seg i. Han gir uttrykk for hvordan Bjørnson virkelig er en venn i nøden for ham - men også en samtalepartner og fortrolig. Han er klar over at det fins skjær i sjøen for vennskapet deres, men det skal ikke efå stå i veien. Han skriver: «() den hele store Ting, det ubetinget største for mig og min Livsretning - at jeg har truffet og virkelig fundet Dig, kan jeg dog aldrig erstatte uden ved en Hengivenhed, som hverken mine Venner eller dine Uvenner skal faa nogen Indflydelse paa. Jeg ved Du forstaar mig, det er ikke ?Pengeindsamleren Bjørnson, som jeg her nærmest sigter til. Nu ja, mere herom naar vi træffes; nu kan jeg tale med Dig, før har jeg aldrig ret kunnet det. - Alting er nu godt og vel og igrunden har det været saa hele Tiden med Undtagelse af de enkelte Tider, da jeg ikke vidste hvor jeg skulde hen i nogen Henseende, ikke med Hensyn til Penge allene, men fordi det ikke vilde gaa med ?mit Arbejde. Saa gik jeg en Dag i ?Peterskirken - jeg var et Erinde i Rom - og der gik der med engang op for mig ?en stærk og klar Form for hvad jeg havde at sige. - Nu har jeg kastet overbord hvad jeg i et Aar har pint mig med uden at komme nogen Vej og i Midten af Juli begyndte jeg paa noget nyt, der gik frem saaledes, som endnu aldrig noget er gaaet frem for mig. Nyt er det i den Forstand at jeg da begyndte at skrive, men Stoffet og Stemningen har hvilet som en Mare over mig ligesiden de mange ?uhyggelige Begivenheder hjemme bragte mig til at se ind i mig selv og vort Liv der, og tænke over Ting, som før havde strøget mig løseligt forbi og som jeg ialfald ikke havde havt noget Alvor for. Det er et dramatisk Digt, Stof fra Nutiden, alvorligt Indhold, 5 Akter paa rimede Vers (ikke nogen «Kjærlighedens Komedie»). 4de Akt er nu snart færdig og 5te føler jeg at jeg kan skrive paa 8 Dage; jeg arbejder baade Formiddag og Eftermiddag hvilket jeg før aldrig har kunnet. Herude er velsignet fredeligt, ingen Bekjendtskaber, ?jeg læser ikke andet end Bibelen, - den er kraftig og stærk! - Dersom jeg nu fortiden skulde betegne hvori det væsentligste Udbytte af min Rejse bestaar, saa vilde jeg sige, det bestaar i at jeg har drevet ud af mig selv ?det Æsthetiske, saaledes isoleret og med Fordring paa at gjælde for sig selv, som det før havde Magt over mig. Æsthetik i denne Forstand forekommer mig nu at være en ligesaa stor Forbandelse for Poesien, som Theologien er det for Religionen. Du har aldrig havt det Æsthetiske at trækkes med i denne Forstand, Du har aldrig gaaet og seet paa Tingene gjennem ?den hule Haand. - Er det ikke en ubeskrivelig Lykkegave at kunne skrive? Men et stort Ansvar er med; og jeg har nu Alvor nok til at føle det og være mig selv ?en haard Mand. ?En kjøbenhavnsk Æsthetiker sagde engang da jeg var dernede: «Kristus er dog virkelig det interessanteste Fænomen i Verdenshistorien,» - Æsthetikeren nød ham som Fraadseren nyder Synet af en Østers. Sligt et ?Bruskdyr har jeg rigtignok altid været for stærk til at blive, men hvad alskens aandrige Æsler kunde faaet gjort ud af mig, hvis de havde havt mig uforstyrret, det ved jeg ikke, og det som har forstyrret dem, det, kjære Bjørnson, det er netop Dig. Du har Klarsyn nok baade paa Dig selv og paa mig til at se, at mit Behov falder sammen med hvad Du har givet og har villet give. Jeg synes jeg har endeløst meget at sige Dig, det kommer ligesom strømmende over mig og uordnet er det, men skulde jeg skrive det altsammen, vilde ingen Postporto forslaa ().»

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Oslo, U. i. Henrik Ibsens skrifter. http://www.ibsen.uio.no/BREV_1844-1871ht|B18650912BB.xhtml og Ibsen, B. (1965). De tre: erindringer om Henrik Ibsen, Suzannah Ibsen, Sigurd Ibsen. København, Det Schønbergske forlag.s.22