Dato
19 desember 1883

Erik er litt sentimental i kveld, når han skriver til Amalie. Han forestiller seg hvordan det kan bli når de to er ektefolk. Det er ikke fritt for at han har intime fantasier om hvordan det kommer til å være. Han skriver: «Du min dyrebare, dyrebare Skat, mit Eje, jeg er næsten lige så bedrøvet endnu, fordi Du ikke er hos mig Amalie, jeg er helt modløs i Aften. Jeg længes på en helt ulykkelig Måde. Jeg vil læse dine yndige Kærlighedsord om igen, måske jeg ved den anden Læsning kan blive lykkeligere, gladere tilmode, mindre lig en forladt Mand, der strækker Armene ud i det tomme Rum efter sin Elskede. - Jammen som jeg vilde kysse Dig, hvis Du kom ind ad min Dør nu! Tror Du tåbelige Pige, at Du vilde få Ro til at kysse mig? Først skulde Du dø under mine Kys. Så min Ven skulde vi se, om der vilde blive Lejlighed for Dig til at få kysset mig - elskede! Det var første Stykke af første Side af dit Brev. Nu videre. Amalie hver Linje er så god, så dejlig. Du vil leve et "nobelt" Ægteskab med mig. Å min Unge, Ordet er vel ikke vort eget Sprogs, men Tanken er din, er vor, ja Ven, vi kan det, jeg tror det. Gode gode vil vi være ved hinanden. Hvor jeg er modig ved Dig, ved os begge. Jeg kan i dette Øjeblik ikke lade være med at have Dig inderst intimest i mine Arme, jeg tænker mig Dig - ak jeg tør ikke fortælle det dumme Papir hvorledes - efter dit Bad om Aftenen frisk lun og kølig, min lille Pige, min egen Hustru, alt, alt giver vi hinanden, det er en Indvielse så hel og fuldstændig, så lykkelig, så overmenneskelig ubegrænset og salig. Så sover vi trofast ved hinandens Side, og Dagen er lys og munter for os. Ja Amalie holde af hinanden og arbejde sammen, er det ikke godt, så véd jeg ikke, hvad godt der er til i Verden.

Personer
Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Erik Skram til Amalie 19. des. 1883. Fra {Garton, 2002 #24}