Dato
22 desember 1883

Amalie har fått et brev fra sin kjære og høyt beundrede eldre venninne Vilhelmine Ullmann, som ikke er enig med henne i at John Paulsens nøkkelroman Moderne Damer ikke burde vært anmeldt av deres felles venninne Mathilde Schjøtt i Nyt Tidsskrift. Det er en stor skuffelse for Amalie å ikke bli støttet av fru Ullmann i denne saken, og hun føler seg sveket av tidsskrftets redaksjon, som hun selv var blitt lovet en stilling som redaksjonssekretær i i sin tid. Men hun står på sitt. Hun skriver: «Kjære fru Ullmann! Tak for deres snille brev. Jeg mærker at de ikke længer er så enig med mig hvad angår bogens anmeldelse i Tidskriftet [sic], og derom kan jeg jo intet sige. Men jeg står, og kommer altid til at stå på samme standpunkt i denne sag. For mig er bogen et skandalprodukt, og som sådant uværdigt til Tidskriftets omtale, rosende eller nedrakkende - det vedkommer siet ikke sagen. Men naturligvis, når Sars og fru Schjøtt synes noget andet, så værs'god. Jeg står forresten «Tidsskriftet» som sådant ligeså nær som hr. J.P; jeg har også skrevet i det, og er bleven narret for det arbeide ved det, som var mig lovet iet møde, i 18 mandspersoners nærværelse, og under deres samtykke. Der har hr. J.P. ikke noget præ at påberåbe sig undtagen det at der for Tidsskriftet ingen uret er at sone mod ham. Men han er jo et mandfolk, og jeg er bare en «dame», det gjør en stor forskjel, og dertil en temmelig übeskyttet «dame», det gjør forskjellen endnu større. At fru Schjøtt har havt længere tid til at samle sig, med samt sin indignation på, at hun var den første som begyndte at korrespondere med den værdige herre om hans ligeså værdige produkt, gjør ikke sagen bedre, snarere værre; så meget mere befæstet burde fru Schjøtts uvillie være, netop fordi den måtte være så grundig gjennemtænkt. Det kan ikke nytte at jevnføre hans smudsige udstillen af mig med f.eks. Ibsens sympatetiske gjengivelse af Chr. Brun. Brand er en sublim, ædel, på en vis måde skinnende skikkelse, - helt igjennem idealiseret, men fru Schjønberg - er et svin! simpelt hen. Og er der da ingen som har medlidenhed med det arme afskum, G.A. Dahl; ingen som oprøres og væmmes over den brug J.P. i tegningen af Knap, der har gjort af kjendsgjerninger? Knap er god, siger man! Nå, ja, ja! Hvad er dog dette for et snak om «spirituel hævn». Det er jo dumheder! Den hævn er sandelig så grovkornet materiel, som det er muligt at finde på den. De spør hvorfor jeg og mine «venner» til det yderste vil påstå at det er mig han har villet skildre. Fordi det er åbenbart sandt. Hans hensigt ligger klar nok i dagen, - det er enten affekteret eller hyklerisk at ville prøve på at nægte det. Og det kan ikke lykkes Tidsskriftet at skabe en anden opfatning her. Så stor magt eier ikke Tidsskriftet, og en sådan fortrollelsesevne ikke fru Schjøtts pen. Fru S. og Sarsene står alene med sin opfatning, ganske alene. Og husk at fyren har gået og basuneret det ud seiv at at [sic] det var mig han skrev på. Er da ikke min broders udsagn troværdigt? Og alle de andres? Har han ikke holdt den lange tale i fru Vibes stue, og have vi så mere vidnesbyrd behov? Det er ikke muligt at få folk til at tro at sneen er sort, om man så trykker ærkelange afhandlinger i aviserne for at bevise det. Fået mig til, har bæstet ikke, men smudset mig til, mig og min karakter, min livsstil ling, hvert eneste af mine forhold, - det har han fået udført. Jeg ved at fru Schjøtt er den bedste, den pålideligste ven, det fineste, ædelmodigste menneske; jeg ved også at jeg siet ikke har råd til at miste hende, og dog ønsker jeg ikke mere at omgås hende som før. Jeg kan det ikke. Forandringen er der, og intet kan bringe det gamle forhold tilbage. Jeg er fattig og bedrøvet over det, men jeg vil ikke ha'e det anderledes. Ikke en tusindedel af en hårsbred kan jeg rokke på mig i mit syn på sagen, på at hun vil anmelde den, på at hun undskylder J.P. o.s.v. Og dermed være denne sags forhandling tilendebragt os imellem. Det vilde være tåbeligt og fåfængt om vi drøftede den videre. Jeg er om de vil forstokket i dette anliggende. Men de kjære, retskafne varmhjærtetede [sic] fru Ullmann, - tag de min hjærtens tak for hvert ord de har sagt og skrevet om dette. Der er kommet noget frem hos dem, som jeg elsker dem for. Jeg siger ikke glædelig jul. Jeg sender en liden seddel på julaften. Vær ikke vred på mig for dette brev, så mindeligjeg beder. I rasende hast deres altid hengivne og taknemmelige

Amalie Muller.»

Sted
Tema
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Vilhelmine Ullmann 22. desember 1883. Fra Garton, J., Ed. (2005). Amalie Skram. Brevveksling med andre nordiske forfattere. København, Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.