Dato
27 januar 1884

Amalie er spent på guttenes reaksjoner på sitt kommende ekteskap. Hun beskriver det slik til Erik: «Til Kathinka, havde Jakob sagt med en underlig bedrøvet klang i stemmen: "Tænk, så blier mama dansk," men til mig nævnte han intet om dette. Forleden aften, da vi sad og talte sammen, vi tre, sa'e Jakob blandt andet: "du, der vil blive forskrækkelse blandt dine venner," - "Ja," sa'e så jeg, "og danskehadet vil gjøre den større." "Danskehadet!" sa'e Jakob og så op med en usigelig forbauselse i sit søde ansigt,- er her danskehad her, i Norge? "Aaja, inden visse kredse" - svarte jeg "men det er en urimelig tåbelighed." Så, da de var komne i seng, og jeg sad i spisestuen og læste avisen, og havde været inde og sagt godnat til dem, overhørte jeg følgende samtale: (der er rasende lydt) Ludvig: havde du vel tænkt at mama vilde giftet sig? Jakob: Nei, jeg troede ikke det lå for hende,- hun var ikke slig. L: Tænk om det havde været Helland? J: «Ja, han vilde ikke været så gal, dersom han blot ikke havde været så skjidden.» L: End Boll da. Så hørte jeg Jakob reise sig i sengen, og sige indigneret,- «Nei ved du hvad, det vilde jeg rigtignok hae syntes var underligt gjort af mama, græsselig rart af hende." L: ja, tænk, det vilde jeg og, men hvorfor er det egentlig? Boll er jo så snil og pen, og sådan dygtig maler? Ja, det hjælper ikke sa'e Jakob, hvis mama havde taget ham, så havde det været fordi hun vilde gifte sig, og det vilde jeg ikke likt,- du kan da skjønne at Boll ikke var noget for mama at ha'e, nei Skram er den eneste. Så drøftede de noget om Ernst og Ossian Sars, som jeg ikke fik rigtig tag i, og så sa'e de godnat til hinanden. Jeg havde en rasende lyst til at løbe ind og kysse dem, men jeg gjorde det klogelig ikke. Jakob sa'e den første aften til mig flere gange med en vemodig blød stemme: Du er jo så ung endnu du mama, det er jo rimeligt at du gifter dig. Det blier et pent par sa'e Ludvig lidt efter med et næsten polisk smil. Tusinde tak for telegrammet du sendte med hilsenen til gutterne; de blev så glade og fornøiede derover. Men jeg har ikke sagt noget om dine hilsener i brevet endskjøndt vi sad så hyggeligt sammen igåraftes, at de hver gang jeg spurgte om de ikke skulde tilkøis, blev ved at sige: ånei mama,- det er så morsomt at snakke med dig, og vi får så skjælden lov, (det er ikke sandt, men det siger de altid). Men jeg generer mig dog alligevel lidt for dem endskjøndt de har taget det som de har. Forresten skal de nok få din hilsen engang. Da jeg sad alene med fru Ullmann i eftermiddag bad hun mig så indtrængende sige om det blev noget af med min Amerikareise, eller om det ikke heller var til Kjøbenhavn jeg skulde. Jeg sa'e først nei; men så kunde jeg ikke, og så sa'e jeg jo, at det var til Kjøbenhavn. Hun blev så underlig alvorlig og trist, men tog mig ind i sine arme og sa'e at det glædede hende, fordi hun gjennem sin søn havde et udmærket indtryk af dig, og fordi jeg så alligevel aldrig vilde få fred her i verden, før jeg giftede mig, men idelig være udsat for efterstræbelser og tilnærmelser og alleslags planer. Jeg ved ikke hvoraf det kom men jeg fik en græsselig gråd over mig - jeg pleier ellers ikke at ha'e det med at græde. Men der kom så meget op i mig. Hun blev bange og spurgte om jeg ikke var sikker i min sag, sikker på at jeg elskede dig. Dertil kunde jeg svare ja af mit ganske hjærte, og så sa'e hun: ja, så er alt godt. Det er deiligt de skal komme i havn,- de kunde ikke gå om alene.»

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Amalie til Erik 27. januar 1884 Garton, J., Ed. (2002). Elskede Amalie. Brevvekslingen mellom Amalie og Erik Skram oktober 1883-1888. Oslo, Gyldendal.