Amalie Skram skriver til sin venn Sophus Schandorph om hvordan hun har fått større respekt for seg selv under arbeidet med romanen fra oppholdet på sinnssykehuset

Amalie Skram skriver til sin venn Sophus Schandorph:

«Ja, jeg har lidt dernede hos Hieronimus. Aldeles umenneskligt. At jeg er sluppen så nogenlunde uskadt fra det, er for mig seiv en stadig fornyet kilde til forundring. Jeg har liksom fåt en så stor respekt for mig seiv, for mit legemes kræfter siden da. Jeg næsten hovmoder mig. Men det bør jeg ikke.

Jeg skal nok ta mig seiv i nakken og være ligeså ydmyg som altid før. Kun overfor Hieronimus vil jeg aldrig aldrig føle mig ydmyg.

«Sagsøge» mig? Nej, det kan han ikke. Desværre, havde jeg nær sagt. Bare han vilde, så blev der ført vidner, og så kom det direkte og officielt for dagen hvadslags mand han er, og hvadslags anstalt han holder. Men bogen er jo et fuldstændigt kunstnerisk produkt, og ikke noget direkte angreb. Jeg får slig en mængde brever i denne tid. Med tak for bogen. Alligevel har jeg følelsen af at den har opvakt stort had imod mig. Igåraftes på koncerten var jeg fuldstændig tilintetgjort af alle de nysgjerrigt hadefulde blikke, der sendtes mig allevegne fra, både med og uden lorgnet.»