Ludvig Alver skriver i dagboken sin i omstendelig detalj om alle små konflikter og fortredelser han har opplevd under sitt opphold som huslærer hos en prestefamilie i Stangvik. Det er spesielt en uheldig tur til Kristiansund, som endte i fyll og spetakkel, som skapte problemer, men også forholdet til en ung dame som han har vært mye sammen med, og som det aner ham kanskje har vært forelsket i ham, uten at han skjønte tegningen. Men også i mange andre forhold har det vært konflikter. Han skriver:
"Christiania 20de Januar 1870. -
Jeg føler trang til at betro mig til papiret, har længe følt den; men andre ting er komne imellem og har forhindret mig fra at skrifte. Et nyt år! Og naturligvis nye forsætter! Kunde jeg samle dem i en sum alle de gode forsætter, som jeg ved hvert af mit livs årsskifter har fattet; det vilde rigtignok blive en solid brolægning til hine hemmelighedsfulde riger hvis vei siges at være belagt med disse åndelige brostener. Nye, gode forsætter! Hvor ofte har jeg ikke fattet dem! Gode planer for mit liv! Lyse idealer! Hvor ofte har jeg ikke syslet med dem! Og luft har det været tilhobe! I disse sidste dage, hvor levende har jeg da ikke følt, at mit hus har været bygget på sand; hvor levende har jeg ikke fattet, hvor ussel, svag og elendig jeg er! Men er det da rigtig alvor med min erkjendelse da jeg begyndte på denne dagbog
– Det var i fjor oppe i Stangvik, da troede jeg, at det var indtrådt en forandring med mig, en epoche i mit liv. O! Uforstandighed! Hvor længe er det til at jeg rigtig tilgavns lærer mig selv at kjende. Vel havde jeg god grund til at fortvivle! Det er så underligt at tænke på mit forhold til Hilda Bugge; ja det er sandt, hende har jeg ikke talt om før, og hun er dog nu stadig i mine tanker. – Det var en vårmorgen – jeg husker det så godt – i fjor; nu synes jeg, at jeg den gang var glad og fornøiet; det mørke, triste humeur havde ialfald ikke da indfundet sig. Sammen med mine 2 elever, provstens sønner i Stangvik, gik jeg min sædvanlige tour til postcontoiret (det var en festdag), et brev fra min broder underrettede mig om at han var forlovet. Han håber, siger han, at jeg af hjertet lykønskede ham med denne glædelige begivenhed. Havde jeg kunnet skue et år ind i fremtiden, sandelig! jeg skulde ikke have haft årsag til at lykønske ham; men det kunde jeg ikke, og derfor lykønskede jeg ham af mit gandske hjerte. Jeg mere sprang end gik hjem; de andre kunde see, jeg var meget glad, og jeg tror, de glædede sig også på mine vegne. Men jeg har glemt at sige, at den, han var forlovet med, var Hilda Bugge; dette indtrådte før den foran omtalte Trondhjemstour; alting stod vel til i familien, hvad vort samliv angik.
Efter hin tour begyndte den triste, sørgelige høst; denne årstid har altid været trist for mig, og den var det så meget mere den gang, fordi vort samliv i præstegården begyndte at få sine ubehageligheder. Udover høsten skrev jeg et brev til min, som jeg den gang mente, tilkommende svigerinde; et par dage efter fik jeg et brev fra hende igjen (vore breve vare gåede om hinanden på veien). Øieblikkelig følte jeg mig tiltrukken af den barnlige glæde, fordringsløse frimodighed og uskyldige letsind, som lyste ud af brevet; det må være et elskværdigt væsen, tænkte jeg og længede efter, at få hende at se; mine omgivelser oppe i Stangvik begyndte at blive mig mere og mere frastødende; hendes brev var mig en stor trøst; hun forstod mig og øgede min længsel efter at slippe bort. Hvor skyldig og syndig jeg end følte mig selv, vidste jeg dog, at jeg havde et af naturen kjærligt sind; jeg følte en inderlig trang til at kunnne være til hygge for nogen. Hun var den, som troede på mig, som ikke misforstod og miskjendte mig; vi kom overens om, at vi skulde være rigtig flittige til at correspondere; det løfte have vi holdt indtil nu og håbe begge, at vi skulle holde det bestandig; jeg er hende så uendelig taknemlig for al den trøst, hun har bragt mig, for al den godhed og sandhed hun har lært mig.
– Der var en familie der oppe i Nordmøre, som vistnok meget uskyldig var årsag i, at provstens familie og jeg ikke harmonerede godt sammen; det var lensmand Foldestads familie; der var en datter i huset, Paula. I begyndelsen fandt jeg ikke det mindste tiltrekkkende ved hende; hun forekom mig aldeles ubetydelig, men senere følte jeg mig mere tiltrukken af hende; i den første tid af mit ophold i Stangvik blev jeg ofte buden ud til «Brøske» sammen med provstens døttre; vi færdedes meget sammen vi 4: Paula, provstens døttre Ebba og Hanne og jeg, og det så ud til, at vi kosede os godt sammen; jeg for min part fandt mig meget fornøiet, det samme tror jeg om Paula; hvad de to andre angår kan jeg ikke svare for dem; de ere mig uforklarlige i det stykke som i meget andet. En gang følte jeg mig meget goutert på Brøske; det gjorde frøkn. Parelius også;
der var et lidet selskab derude og vi dandsede; men blant selskabet fandtes efter min formening et «skabbet får»; det var bygdens photograf Bræcke, en berygtet mand på grund af sit liv, simpel, rå og uvorn var han også. Paula opmuntrede ham i aftenens løb til at dandse; dette syntes jeg, jeg ikke kunde tilgive hende; det var da en simpel rå bondeslusk, og jeg syntes det var hårdt at tåle ham iblandt os; jeg vil gjerne indrømme, at dette ikke var kjærligt dømt af mig; han var kanskje ikke så gal, som han så ud til og havde ord for.
Nu vel; jeg fik imod Paula for det; jeg sønderrev med megen indignation et brev, som jeg havde fået af hende, og som jeg før havde tænkt at gjemme som en kostbarhed. Kort efter gjorde jeg en tour til Christiansund. Det var en dårlighed af mig at jeg gjorde den tour; hvor svag var jeg ikke! Min stakkels moder havde bedet mig om 10 spd; hun trængte dem så aldeles nødvendig; det vidste jeg; hun skulde da flytte fra Bergen til Christiania; hun troede det var det bedste, da fader endnu var i America og min yngre broder Marthin netop var reist hidind for at blive student.
Stakkels moder! Hun har lidt meget, tålt meget for sine utaknemlige børns skyld. Hun forlod de få vennner, hun havde i Bergen, den smule familie og drog bort til en fremmed by, hvor hun ikke kunde vente omgang med nogen – blot for sine utaknemlige børns skyld!
Som sagt, jeg havde loved hende 10 spd; men så kom den onde lyst på; jeg vilde til Christiansund; denne by var bekjendt for sine mange smukke damer, og der skulde da være et bal; jeg bad om permission, fik penge af provsten; men jeg så på ham, at han ikke likte det, og det bragte min beslutning til at vakle; om natten havde jeg en kamp ånden imod kjødet, og resultatet blev: jeg skulde ikke reise; men det sørgelige var, at det ikke var noget blivende resultat; thi da jeg vågneede om morgenen, kom lysten igjen og jeg reiste; jeg glemte min stakkels, fattige moder;
senere skrev jeg til hende; erkjendte, uden at nævne noget specielt, at jeg vistnok havde kunnet hjælpe hende; bad hende om tilgivelse for min ligegyldighed og letsindighed; hun fik intet! O! kan der være tilgivelse for alle mine synder? Ja, der er! Jeg ved det; nu ved jeg det til fulde! Da jeg forleden nat i sønderknuselse, angst og fortvivlelse kastede mig på mit leie, bønfaldt jeg Gud indtrængende om at han skulde give mig at forstå, lade mig føle, at syndernes forladelse også var for mig; der var naturligvis ikkke tale om at sove; jeg bad og bad, og endelig bønhørte han mig; jeg fornam en uendelig fred, en forsmag ialfald på den fred, som overgår al forstand; jeg kunde med fortrøstning og tillidsfuldt håb gjentage: «alle mine synders nådige forladelse!» og jeg sov derpå ind som et barn.
Ja det var den tour til Christiansund! Handler man imod sit bedre jeg: sandelig man bliver straffet for det; og det blev jeg den gang; hårdt straffet. Olai Follestad! Det navn kan jeg næsten ikke nævne uden vemmelse. Vor herre give mig kraft til at fordrage alle; til at tænke også på ham i kjærlighed! Han var med mig på den tur, også stud. Hansen. Vi begyndte om bord på dampskibet med at spille kort og drikke vin og vi endte, ja vi endte, ialfald jeg på en sørgelig måde; jeg kunde ikke erindre, at jeg kom til byen; kom nogenlunde til besindelse idet jeg søgte efter en barber o.s.v. Næste dag, da ballet stod, var jeg misfornøiet og ilde oplagt til at more mig. Jeg kom hjem igjen syg på legeme og sjæl, den tour som kunde have været til opmuntring i mit ensformige huslærerliv, blev mig bare til nag og og bitter erindring.
På hin tour stiftet jeg først et nøiere bekjendtskab med stud. Hansen; jeg havde nok også drukket dus med Hr. Olay i min utilregnelige tilstand; det fik jeg ialfald føle siden; det var en mand, som jeg ikke havde den ringeste interesse for, og derfor heller ingen lyst til at være dus med , jeg ga’e ham derfor min mening, da han uafladelig holdt på at nærme sig fortrolig til mig, og havde han ikke været vred på mig før, så blev han det nu til gavns; fra den tid lod han ikke af at forfølge mig med nedrig bagvaskelse. Aftenen efter ballet i Christiansund udtalte jeg mig til Hansen om ham; affairen med Bræcke var endnu i frisk minde hos mig og det kan nok være, at jeg omtalte både ham og hans familie på en mindre kjærlig måde og dømte for hårdt. Hotelværtens kone havde imidlertid uhældigvis ligget inde i sideværelset; hendes seng stod lige ved den væg, hvortil min seng stod, og således havde hun hørt hvert ord; hun lavede da sammen en lang historie og dagen efter var jeg udskreget over hele byen som en temmelig ond, listig bagvasker. Det var hårdt! Det var dog ikke bagvaskelser, ord talte i fortrolighed til min ven!
Denne historie kom naturligvis tilbage til Stangvik og forårsagede meget fiendskab. Til Brøske kom jeg ikke hele høsten; heller ikke provstens; jeg mødtes meget koldt med hr Olai og hans søster, når tilfældet førte os sammen. Hjemme var provsten meget ofte sur; han kunde være meget misfornøiet flere dager i træk; men talte gjorde han ikke; jeg vidste ikke af at jeg havde gjort ham imod og derfor talte jeg heller ikke til ham; Ebba var også meget ofte getten; det skrev sig nu fra Trondhjemstouren, den hun aldrig kunde glemme; den eneste, som var altid uforanderlig; lige venlig, hyggelig og forekommende var fruen; hende har jeg meget at takke for; julen kom.
Juleaften vankede der mange precenter; vi vare meget glade, og det så ud til at alt var udjevnet; men det var kun et havblik. I julen kom jeg en aftenstund noget sent ud på Børke; lensmanden modtog mig som altid meget kordialt, det kan gjerne være, at han ikke havde hørt noget af sladderhistorien fra Christiansund. Det var en jovial, gemytlig mand; men adskillig materiel; i mange setninger endog af en smudsig character. Paula var blidheden selv, Olay fulgte mig hjemover; jeg talte åbent til ham, forsikkred ham, at jeg ikke havde det mindste imod ham og allermindst hans familie, men at jeg ikke fandt, at vi stode i det forhold til hinanden, at vi kunde være dus. Han lod som han var tilfredsstillet; men i virkeligheden var han det ikke. Fra den tid kom jeg meget til Brøske; kanske mere end jeg burde; den følelse, jeg nærede for Paula, var langt fra kjærlighed; det erkjendte jeg bestandig; men hun var altid venlig og blid, var til dels adskillig interessantere at tale med; kort sagt; jeg befandt mig vel i hendes selskab, søgte hende meget, måske, fordi jeg ikke havde nogen bedre at omgåes, måske, fordi jeg følte mig tiltrukken af hendes, for de forhold deroppe, livlige, muntre character! Det var det hele; forlibt kunde jeg ikke blive; dertil manglede hun i altfor høi grad den kvindelige ynde som jeg fordrer; hun var idetheletaget ikke kvindelig.
Stakkels Paula; hun var dog vist en god sjæl; noget godt rygte havde hun ikke i præstegården, men det kom af, at hun var fri og frimodig nok til at følge sit eget hoved og ikke snævre sig ind under de indskrænkede forhold; det var netop det, jeg likte hos hende; men jeg var letsindig og egoistisk; jeg tænkte ikke på hende; det kan gjerne være, at jeg var mere for hende, end hun var for mig.
Engang i en panteleg, da hun fik den dom at sige hver af selskabet en compliment og en grovhed sa’e hun til mig, at jeg var gruelig hissig og en stor hjertetyv; jeg blev underlig derved og selskabet visselig forarget, thi ingen tvivlede om, at hun talede af personlig erfaring. Siden jeg taler om lege; engang frydede rigtig Ebba sig i at gjøre mig tort; man havde fundet på en ny leg, og jeg skulde «gå ud»; da jeg kom ind igjen, skulde jeg «trøste enken», som var den elskværdige Ebba; jeg tog plads lige ved hende og på mit spørgsmål, om hun havde grædt, svarede hun: se selv! Jeg nærmede mit ansigt til hendes; men i det samme fik jeg en vaad vadskedug lige i planeten; det syntes jeg var grovt, og blev noget underlig derved; men Ebba syntes vist, at det ligned mig ikke at tåle spøg; hun selv tålte ikke spøg, det var sagen; men uelskværdige mennesker overføre gjerne sine utækkelige egenskaber på andre. - Det faldt ofte slig, når jeg om eftermiddagen gik en tour udover stranden, at jeg traf (s.13, bilde 50) Paula, og som oftest fulgte jeg hende hjem og ind på hendes gjentagne anmodninger. Hvor godt erindrer jeg ikke disse toure udover stranden; det var en nydelig strand; en smal vei, til venstre den blå fjord, hinsides hvilken et storartet fjeldparti frembød sig – ganske lave skovbevoxede åse op fra fjorden og bag disse imponerende snefjelde – og til høire en langstrakt, nydelig, med alle slags træsorter bevoxet ås. Om høsten var den indtagende denne ås, når solen kastede sine stråler på den og frembragte et underligt farvespil på det mangefarvede løv; om våren duftede der så deiligt af hæg og vilde æbletræer langs med stranden; en jevn, enfoldig bondemand fandt sig derfor beføiet til at sige, at derude – der lugtede det ret som et «apetek».
Den første sommer gik jeg ofte med frøkn. Parelius udover denne strand; Paula var da, som før nævnt, meget sammen med os, og vi beundrede naturen i fælledsskab; men i fjor vår slog de sig vrang; de vilde ikke gå den vei; de vilde gå den modsatte retning; der var en bakket og kjedelig landevei; meget ofte føiede jeg dem; men til slut blev jeg lei af dem; de vare ofte også meget ubehagelige og kjedelige; aldrig foreslog de nogen tour; jeg fik indtrykket af, at disse toure ikke behagede dem; provsten blev også rent overvettes sur og misfornøiet; jeg kunde ikke længer finde mig vel hjemme; jeg gik mine toure og Ebba og Hanna deres; hvad under da, at jeg gjerne vilde træffe sammen med Paula, hun, som altid var så venlig og imødekommende, så fri for al smålighed (ialfald lod hun som hun var det, og hun viste det jo også i grunden, da hun ikke blev fornærmet for den Christiansundske historie, som blev hende fortalt med mange tilsætninger).
Men kanske hun var forlibt i mig; jeg ved ikke; jeg vil ialfald gjerne tro, at hendes følelser for mig vare gandske tilsvarende mine følelser for hende. Folk begyndte at fortælle allehånde om os to: vi satte hinanden stevnemøder hver aften; da mødtes vi og fulgtes hjem til hende; med andre ord vi vare hemmelig forlovede. Det så kanske ud som om jeg var forelsket i hende og jeg havde ialfald skinnet imod mig. Det var 3 gange det halvår (våren og sommeren 1869) at provsten talte alvorlig til mig; første gang kom han selv meget alvorlig og fortalte mig, at da jeg så ofte var ude sent om aftenen, vilden nøglen til døren herefter hænge udenfor; dernæst gik han over til noget andet høist forbausende for mig; han ønskede ikke, at jeg tog mine kammerater ind til mig i hans hus om natten. Hærmed forholdt det sig således:
I juleugen var provsten med frue reist ind til Surendalen; vi tilbageblevne, Ebba, Hanna og jeg bleve inviterede til Brødske; men provsten havde udtrykkeligt forbudt sine døtre at forlade huset under hans fraværelse; de kunde altså ikke gå, og jeg gik alene; stud. Hansen var der; der blev drukket tæt og spillet kort; lensmanden var en lystig gammel mand, som efter gammeldags skik nødte sine gjæster til at drikke; jeg drak og drak for meget; efter bordet var også lensmanden temmelig animeret; vi to som altid vare meget fortrolige, og især cordiale, når lensmanden var i ovennævnte situation ( for mit vedkommende hændte det ikke mere end den ene gang) gik bag gardinet for at tale rigtig fortroligt med hinanden – vi talede naturligvis noget gement væv -. Hr Olay kjørte mig hjem. H. var med; på isholken kjørte vi så lynende, at lensmand Heyerdahls kone vågned op af sin gode slummmer og fortalte sin mand, at det tordnede temmelig sterkt ude. Kommen til præstegården blev hesten (s. 15, bilde 52) bundet til havestakitet og Olay og H. fulgte op med på mit værelse; men ingen kjendte til det i huset; det blev aftalt mellem Hansen, lensmanden og Olay, at ingen skulde få vide det, så jeg blev yderst forbauset, da provsten kom frem med historien; senere erfarede jeg, at Olay selv havde fortalt den til Ebba, og da var den i gode hænder; det vidste nok han;
ja han var min onde engel under mit ophold deroppe; havde ikke han været, kunde meget have været anderledes. Jeg fortalte da provsten åbent, hvorledes det hang sammen; erkjendte min skyld og frikjendte aldeles H. og O. som P. især gik løs på. Det var jo aldeles urigtig, upassende at gå op i præstens hus, hvor hans jomfruelige døttre slumrede på sit kydske leie medens han selv med kone vare fraværende; det endte med, at han tog mig i hånden, og forsikkred, at vi skulde være lige gode venner for det; de følgende dage var han forekommmenheden selv, var så høflig mod mig, at han mange gange gjorde mig skamfuld, men også ofte hjertelig og venlig; jeg sa’e til mig selv, at han med alle sine egenheder dog var en hjertegod mand.
Den anden gang vi talte sammen om mit forhold, henvendte jeg mig til ham; da havde han flere dage været grætten og kold; jeg skjønnede han måtte være misfornøiet med noget, og jeg bad ham sige, hvad det var for at jeg kunde rette på det; nei; det var ikke noget, og det var det sandelig heller ikke; først sa’e han, at det havde bedrøvet ham, at jeg så ofte var ude hos lensmanden; men siden sa’e han, at det vilde gjøre ham ondt, om jeg for hans skyld brød af med min omgang, det vilde da se ud, som om han havde påvirket mig, og han vilde nødig støde nogen i sin menighed. Vi bleve da atter igjen gode venner; jeg fortalte ham den samme aften om min fader, at han var i America. Det havde plaget og trykket mig, at familien ikke kjendte til mine familieforhold; jeg burde have fortalt om dem strax, jeg kom der; det skjønnede jeg godt bagefter; men de vare så tilbageholdne; de spurgte mig aldrig, og således tiede jeg, jeg kom derved i et falsk forhold; de troede mine forældre levede i Bergen, spørgsmål fra andre kanter i den retning trykkede mig også; jeg fandt ikke fred i at være i den situation; det måtte ud; jeg mente, at provsten skulde fortælle det til de andre familier heroppe; men det gjorde han ikke; han betragtede det feilagtigt som om jeg vilde gjøre en hemmelighed af mine familieforhold, og troede formentlig, at jeg dertil havde grund; det var vist ikke min egen skyld; jeg manglede da, som så mange gange ellers, frimodighed.
– Tredie gang var den hårdeste; da var han sint; men det var dog atter mig, som henvendte mig til ham; det var i anledning en historie, som i de dage var kommen ud i bygden, at jeg havde slåes med Olay Foldestad 17de Mai i et lag i skytterforeningen; denne historie skulde være kommen fra provsten; han havde ikke sagt det men han havde sagt, at vi vare alvorlig uenige o.s.v. men samtalen dreiede sig hen på andre ting; jeg beklaged mig over, at der i familiens forhold til mig var så stor forskjel på før og nu; han beklaged sig over mit liv, mit fritænkeri, at jeg ikke mere hygger mig i hans hus, som jeg havde gjort i begyndelsen, og der kom mange historier på bane, som gik i bygden; krenket som jeg var, sa’e jeg, at jeg vilde reise strax; men da slog han øieblikkelig om; han havde fra først af fattet agtelse for mig, fandt det ikke nødvendigt, at vi skulde skilles. Jeg troede den gang, at han var ærlig, bør tro det endnu, tænkte, at det meste kunde bero på misforståelse og sladder, som provsten forresten i parentes sagt lånte et altfor villigt øre.
Han tog mig atter i hånden, yttrede, at det kunde være misforståelser på begge sider og bad mig glemme alt; så skulde han gjøre; de påfølgende dage var han atter blidheden selv; men så begyndte atter surheden, uden at jeg vidste den mindste årsag. Således gik det deroppe; Gud ved, hvad ondt jeg gjorde dem; aldrig kunde jeg med min bedste vilje vinde provsten; men han var vist ikke ærlig nok; det var ulykken; jeg vil ikke sige, at jeg var fuldkommen ærlig; men ligeoverfor ham bestræbte jeg mig ialfald af al magt for at være det. Vor herre hjelpe mig til fuld ærlighed; han give mit liv sandhed!
– Det er sent! Jeg må slutte mine memoirer for i aften. Gid jeg snart kunde begynde igjen; jeg har så meget at skrive. Gud hjælpe mig til en fuld syndens erkjendelse, til at kjende mig selv, til sandhed i min gjerning som i min tale!"
Alver, J. L.). Dagbok. (Ms 4 3551). Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket, Oslo.