Kristianiafjorden

Amalie Skram er på vei med dampskip fra København til Kristiania. Det er tykk tåke, og det tar hun personlig. Hun tenker mye på skjebnen for tiden. Hun skriver til Erik:

"Min kjære Erik, her er jeg altså endnu, og kommer først til Kristiania kl 4 à ½5 i eftermiddag. Jeg, som var så glad over at skulde med dampskib, jo det er gåt godt. Den guderne vil styrte i fordærvelse, gjør de først blind. Mig har de gjort sanseløs, for på anden måde kan jeg ikke forklare, at jeg ikke tænkte på den mulighed at få tåge.