Amalie Skram sitter på dampskip på vei til Kristiania i tykk tåke og skriver til sin mann i Danmark

Amalie Skram er på vei med dampskip fra København til Kristiania. Det er tykk tåke, og det tar hun personlig. Hun tenker mye på skjebnen for tiden. Hun skriver til Erik:

"Min kjære Erik, her er jeg altså endnu, og kommer først til Kristiania kl 4 à ½5 i eftermiddag. Jeg, som var så glad over at skulde med dampskib, jo det er gåt godt. Den guderne vil styrte i fordærvelse, gjør de først blind. Mig har de gjort sanseløs, for på anden måde kan jeg ikke forklare, at jeg ikke tænkte på den mulighed at få tåge.

Jeg, som dog har været ude for den ulykke før, flere gange. Hvis det blot var dukket op som et glimt i min erindring eller forestilling det om tågen, så var jeg tat med jernbanen. Nu siger kaptejnen at det er første gang i år, det har passeret ham. Tågen plejer jo også ellers at høre høsten og vinteren til.

Jeg læser så meget om Nemesis, hvis det er Nemesis som er ude efter mig, så er den straf hun gir mig for mine synder, ikke mild.

Fra igåraftes kl. 11 har vi ligget næsten komplet stille lige udenfor Kristianiafjorden. Til den tid gik det godt - Du husker jeg gik ombord eller kom afsted kl. 4. Nu, for lidt siden lettede det lidt, og vi begyndte at gå, men i dette øjeblik holder vi igen stille,- jeg kan se det gjennem skyligtet at skodden atter har væltet sig over os. Det om at komme frem kl. 4 ½5 var altså et fantasifoster. Vorherre må vide, når det sker."