Været

I Norge er det uår. Bøndene får knapt halv avling dette året.

I Norge kommer vinteren tidlig. Snøen laver ned allerede nå tidlig på høsten, og den kommer ikke til å smelte igjen før i juni.

I Norge setter frosten inn allerede nå. Det blir jernnetter. Avlingene fryser.

Regine Schlegel er kommet frem til St. Croix. og skriver brev hjem til søsteren Cornelia der hun beskriver den lange reisen og hvordan hun har følt seg dyster til sinns, som om hun var på vei til sin grav og ikke mer kunne se dagens lys.

Johan Sebastian Welhaven er kommet til Roma. Han ankom i går - og i dag skriver dansken Vilhelm Bissen hjem i et brev at nordmannen går omkring og rakker ned på Italia det beste han kunne. Bissen syns disse nordmennene må være pokker så godt vant hjemmefra når de ikke syns det er vakkert her i Italia. Welhaven er i det hele tatt i et bistert humør.

Amalie Müller, som nå er tyve år gammel, føder sitt første barn, sønnen Jakob Worm-Müller.

Bergen er været tidlig på dagen friskt regnvær denne dagen. Så stilner det av utover ettermiddagen. Vinden er en laber bris fra nordvest.

Om kvelden er det overskyet. Utenfor vinduet der hun ligger, hører hun hornmusikk i Bergens gater.

På Lolland-Falster er det stormflod.

I Bergen er det en periode med klart og kjølig vær, fra et til seks minusgrader.

I Risør er vinteren kommet tilbake etter noen milde vårdager. Amalie er tung til sinns og tolker været inn i sin forståelse av livet. Hun forteller også litt om det sosiale livet hennes bror Wilhelm forsøker å få henne med på der i Risør. Wilhelm er prest i den lille byen.

Hun skriver til sin venninne Elisa:

«Den forandring i veiret, som desværre er indtrådt har sikkert øvet sin indflydelse. Du må nemlig vide at sneen ligger 4 tommer tyk i gaderne, efterat her har været solvarme, vårlige dage med fuglesang og fremspirende græs og knoppede træer.

Erik Skram skriver til Amalie Müller og forsikrer om at hun nok skal få føle hans intense kjærlighet til henne. Men det er en ting han savner: At hun sier navnet hans. Det gjør hun aldri. Han ønsker at hun skal få seg til det. Han skriver: «Hvad betyder det, at jeg siger, at jeg elsker Dig, jeg må jo have Dig hos mig for at Du kan føle hvad det Ord er. Skal Du ikke være i mine Arme, når Du siger, at Du elsker mig? Skal Du ikke Unge? Må jeg kæle for Dig, Amalie Du har strøget over mit Ansigt og Hoved og Hår - kan Du huske, mange Gange efter hinanden, langsomt - det var så ubegribeligt sødt.

Den nye unitar-kirken i Brown County, Minnesota blir tatt av en tornado med familien Janson og snekkere og alt inventar. Amalie Skrams venn Krisofer Janson er prest her, og hans kone Drude er Amalies ungdomsvenninne. De er også en vitkig famile for Knut Hamsun.

Ingen kommer alvorlig til skade i tornadoen, men forferdelsen er stor, og kirken er totalt ødelagt. Den må bygges opp igjen.

Ett av barna i familien, Ingeborg, skal komme til å flytte inn hos Amalie og hennes datter Johanne mot slutten av livet hennes.

I København er været denne julen vakkert. Mildt og klar, stille luft, eller lun tåke

I Kristiania ligger tåken tykk. Været er mildt, man vandrer rundt som i en underjordisk by, eller en by som en sunket. Slik beskriver Amalie Müller den i brev til Erik Skram i København: «Man ser ikke en alen frem for sig, støder lige mod medmennesker, og redder sig i yderste sekund fra at knuses mod en lygtepæl.

I København er det blitt mildt igjen etter den siste tidens kortvarige kulde. Temperaturskiftet har gitt Erik Skram snue. Han skriver begremmet til Amalie Müller: «nu da Mildheden skulde fylde min Sjæl med Fryd, har jeg ingen Sjæl, den siver sammen med Hjernemassen ud af mig i Snue. () Nej jeg kan næsten ikke se hvad jeg skriver, Øjnene står fulde af Vand, det er som om den voldsomste Tø havde angrebet et frossent Fysionomi [sic] - åh, ja Du det er aldeles rædselsfuldt forskrækkeligt.

Kristoffer og Drude Janson og barna deres opplever det utrolige at kirken de var i ferd med å bygge på en indiansk gravplass i Brown County i Minnesota, og som ble tatt av en syklon for nøyaktig ett år siden i dag, på ny blir tatt en en syklon. Brown County ligger ikke langt fra Fargo/Moorhead, der Amalie Skrams far Mons Alver har slått seg ned og stiftet ny famlie, under navnet John Oliver. Mons/John var i Amalies oppvekst kjent som en av «bønnemennene» i Bergen, men da han kom tilbake etter noen år i Amerika, ble det kjent at han var blitt fritenker.

I Kristiania er det voldsomt uvær denne natten. Amalie Skram skriver til Erik Skram i København: «Jeg kunde ikke sove for pladsk på ruderne og tuden om ørene; det forekom mig bogstavelig at sengen stod og slingrede, og det gjorde den da sikkert også. Jeg lå og ønsked du havde været ved siden af mig; så havde jeg sikkert krøbet over i din seng, og lagt mig tæt ind til dig med hodet dybt nede etsteds, ja, for det tordnede også, skjøndt jeg ingen lyn så, gudsketak.»

I Bergen er været nydelig. Amalie Skram skriver til Erik Skram: «Du aner ikke for et vejr vi har, blikstille hver dag, og nu på det sidste ren, blå luft, med solskin og mildhed. I al den tid jeg har været her, har jeg sovet for åbent vindu om natten, og tænk dig til at vinduet har stået uden at røre sig eller gi lyd fra sig fra morgen til aften, uden nogen stormkrog, for der er ingen vind engang. Hvad siger du til det, du din Kjøbenhavnergut?»

I København høljer fortsatt regnet ned, skriver Erik Skram til sin kone Amalie, som har reist til Bergen.

Amalie Skram har hatt besøk av sin venninne fra Bergen, Elisa Knudtzon, i leiligheten i Krogsgade i København. Elisa er en stor støtte for henne i spørsmålet om hva som skal skje med guttene hennes, Ludvig og Jakob.

I København stormer og regner det.

August Strindberg og hans kone Siri har flyttet ut fra hotellet i København og leid seg inn i et hus i Tårnbæk ved Klampenborg. Det er et sommerhusområde dette, og alle vinduer og verandaer i nabolaget her er dekket med skodder for vinteren. Det fins ikke andre levende vesener her enn kattene som sommerhuseierne har forlatt.

Det er svært kaldt i huset de har leid, og Siri blir nødt til å sperre av det ene rommet etter det andre etter hvert som temperaturen synker. I Danmark er det kuldebølge. Snøen går til knes, og isen ligger langt ut i Øresund.

I USA herjer den voldsomme snøstormen som får navnet The Great Blizzard of 1888. Den starter på østkysten, og skal etter hvert komme til å ta livet av rundt 400 mennesker.

I København er denne sommeren uvanlig varm. Mange opplever mange økonomiske nedgangstider etter omsetningsfesten som har pågått foregående år. En rekke konkurser og eierskifter foregår i det københavnske forlystelseslivet.

Verst går det ut over de som har lånt penger til spekulasjon.

Det raser også en influensaepidemi i byen. Den skal komme til å vare i over et halvt år, og den kommer også til å blusse opp i 1891.

Amalie Skram er kommet til Kongsberg og sin bror Ludvig, som er skolemann her. Her skal hun bo en stund, og skrive på det som skal bli tredje bind i Hellemyrsfolket, S.G. Myhre.

På Kongsberg er det brått blitt vår. Om sitt inntrykk av byen og Ludvigs liv her skriver hun hjem til Erik:

I København har det vært snøstorm i natt. Men nå har det klarnet opp, og vinden har løyet. Nå er det knakende frost og klart solskinn.

På Kongsberg begynner det endelig begynt å bli vår. I dag kommer et kraftig regnskyll. Det gjør godt i de støvete gatene. Jorden er allerede begynt å bli tørr, til tross for all den usmeltede snøen som først nå er begynt å smelte på fjelltoppene.

På Kongsberg er det blitt svært varmt. Amalie skriver til Erik: "Det eneste som generer mig er varmen. Ja, for den er forfærdelig, tropisk, forsmædelig 24_ R. i skyggen, blikstille og lumre nætter. Men syg gjør varmen mig ikke; luften er tiltrods for den, mærkværdig let og frisk."

I Esrom er det ruskevær. Amalie skriver hjem til Erik: «Nu er da også septbr. gåt ind med regn og rusk og kulde. Det er fælt her, jeg fryser og har det trist. Hvis solen skinte, vilde alt være anderledes. Alligevel er det vel bedst, jeg holder ud. Før mine ting er forbi kan jeg eller bør jeg ialtfald ikke begynde at pakke, og i morgen skal Kristine helst vaske - nej, det er nok bedst jeg blir, skjøndt jeg alt andet end liker mig. Natten var forresten så god som den kunde være.

I Helsingfors slår været om fra sommervarme til bitende vinterkulde i dag, med riktig københavnsk sur blest, skriver Amalie Skram til sin mann Erik. Hun er her på reise.

I Bergen regner det. Amalie Skram skriver tilsin mann Erik i København: "Det øs, pøsregner; det har det gjort siden jeg kom. Hele dagen igår var det solskin og mine medrejsende sad og glædet sig til dog engang at skulle se Bergen i godt vejr ved ankomsten. Jeg spåde regn, og fortalte, at det aldrig var hændt mig noget andet. Ganske rigtig, da vi var kommen så langt at vi kunde se Bergen, trak sorte skyer sig sammen omkring fjeldene og da vi damped ind på Vaagen, styrted regnen ned."

I Bergen er det blitt deilig sommervær. Amalie Skram skriver til sin mann Erik i København: "Ja, nu sidder vi altså her igjen, i det mest tropiske, ustanselig dejlige sommervejr. Ingensinde har jeg havt slig en sommer i Danmark, i de år jeg har boed dernede! Så lunt og stille, så strålende blankt, så sprættende frodigt efter den varme, korte regn. Her er aldeles vidunderlig dejligt i sligt vejr, udsigten nedover Bergen ganske italiensk."

I Bergen har det regnet tre dager siste uke. I dag er det både storm og piskende regnvær.

I Paris regner det. Gatene er like våte som i København på det verste, skriver Amalie Skram hjem til sin mann Erik i København.

I København er det uvær. Amalie får besøk av Hulda Garborg. Hun skriver tilsin mann Erik:

«Fru Garborg kom da om morgenen kl. 10, og jeg var elendig. Det var slig en rasende storm, en storm, som jeg ikke har oplevet mage til, siden dengang i kanalen. Det har stormet herinde i næsten 3 døgn med fæle regnbyger, og det har været så koldt, så koldt. Idag har stormen lagt sig, men kulden er den samme. Jeg lå og frøs i nat, fordi jeg havde for lidt på mig. Ja for en sommer!»

I København er været kaldt og regnfullt. Amalie er lamslått av sorg og fortvilelse etter at Erik har reist til Amerika. Men vennene hennes tar godt var på henne, og hun har tatt Småen med seg til Achens på Lindevangen, og der har alle vært så kjærlige mot henne. Snart skal de også være noen dager høs Hørups, og hun gleder seg til å treffe Bjørnstjerne Bjørnson.

Hun skriver til Erik: «