I København er det blitt mildt igjen etter den siste tidens kortvarige kulde. Temperaturskiftet har gitt Erik Skram snue. Han skriver begremmet til Amalie Müller: «nu da Mildheden skulde fylde min Sjæl med Fryd, har jeg ingen Sjæl, den siver sammen med Hjernemassen ud af mig i Snue. () Nej jeg kan næsten ikke se hvad jeg skriver, Øjnene står fulde af Vand, det er som om den voldsomste Tø havde angrebet et frossent Fysionomi [sic] - åh, ja Du det er aldeles rædselsfuldt forskrækkeligt. Og når Du nu er bleven min egen elskede - der nøs jeg tre Gange - nu to Gange igen, det er for galt, det lyder som når Sneen i tunge våde Masser falder ned fra Tagene - Husmoder, når Du er bleven min egen trofaste Kone, og sådan et Tøbrud indtræffer, så taler jeg ikke om andet, så længe det står på, jeg fylder hele Huset med min Forkølelse.»