Våren er kommet til København, og Erik Skram kan endelig ta sin forstuede fot med ut på luftetur

I København er våren kommet. Vinden kommer fra øst, og Erik Skram har endelig forsiktig våget seg utendørs med sin forstuede fot. Etter sin innestengte tilværelse i stuene på Østerbro er overgangen til våren der ute herlig.

Han skriver til sin kone Amalie, som er på besøk hos broren Ludvig på Kongsberg:

«Idag er den store Højtidelighed foregået, at jeg for første Gang har været nede af Trapperne, og i Droske har kørt omkring dels ind i Rigsdagen for at hæve Gage, dels hos Frisøren for at få mit lange Hår og Skæg klippet, dels hos Galschiøt og hos Hof- og Musikhandelen i Anledning af Meiningerne, som begynder imorgen, og dels endelig hos Gad for at få Honorar fra Ill. Tid. Desværre er jeg ikke i Stand til at få min egen Støvle på, men den altid til det yderste udmærkede Feilberg har lånt mig et Par af sine Sko, med hvis højre jeg så pryder min syge Pote. Gå kan jeg kun så småt, men Du ser, at jeg dog ret artig straks har kunnet kravle op og ned ad Trapper. Du kan tænke Dig min Overraskelse, at da jeg kom ud, var det Sommer. Det vil sige, Træerne var ikke sprunget ud, men Luften var så mild, at trods den vedvarende stærke Østenvind sad jeg i halvåben Droske og havde det næsten for varmt i min Vinterfrakke.

Drengene har nok fortalt om Varmen, men jeg har ikke troet synderlig på den, da det i Stuerne nu og da kunde være temmelig køligt, og jeg til Uheld netop for denne Køligheds Skyld har fået Gigt i min syge Fod, fordi jeg har siddet med den blottet eller halvblottet.»