Amalie Skram er om bord på et dampskip på vei til Bergen fra København

Amalie Skram er på vei til Bergen fra København med dampskip. Hun skriver hjem til Erik om reisen. Når har de nettopp fått Norge i sikte.

Hun skriver: "For et par timer siden har vi fåt Norge i sigte, det ligger så pent og højt og langstrakt, og knejser med sin fjeldryg i den rene, klare luft og det strålende solskin. Vi har det dejligste vejr, der kan tænkes, men skuden sætter dog en del, for her er vældige underdønninger, skjøndt vandfladen kun er let kruset i små spidse skumbølger. Kl. er 12 og først kl. 4 er vi inde i Kristiansand; vi skulde været der kl. 10, men dels kom vi en time forsent afsted fra Kjbhvn og dels havde vi vinden stik i stævn, rent en storm til og med, i går. Men ikke hele dagen igår.

Jo fjernere vi kom Danmark, jo bedre blev vejret. Kaptejnen siger at han er temmelig sikker på Øresundet også idag står i et eneste drev af storm og ruskevejr. Vi har havt det meget godt ombord; kaptejnen der heder Hansen og i gamle dage har kjendt dig og især Tyge, har ikke vidst det gode han vil gjøre os, og Christensen har tronet som en sultan mellem sine fire damer og været rundhåndet med vin og spøg og omsorg. Nej, nu slingrer skuden så, at det næsten ikke går an at skrive. -"

Tænk for et øsende regnvejr igår, da du stod der på Kniplebroen [sic] og viftede! Jeg blev på dækket sålænge jeg kunde øjne dig og var ganske sår om hjærtet da du kom mig fjernere og fjernere.