Erik Skram skriver til sin Amalie Müller i Kristiania om orkanen som har herjet i København

I København raser en orkan. Erik skriver til Amalie om dens herjinger, og om hvor engstelig tjenestepiken hans har vært i natt: «En Del af Natten har jeg ikke kunnet sove for en Orkan, som brød løs, og da raser endnu. For et Spektakel det har været! Min gamle Pige går endnu forfærdet omkring og tør ikke rigtig være ene. Jeg har spillet hende et slemt Puds ved trods den brølende Larm og den tydelige Fornemmelse i Sengen af at Vindstødene bevægede Huset - tænk, et meget stort 4-etages Stenhus - at sove hen på Morgenstunden. Hun har i mange Timer trængt så forskrækkelig til at få sagt: Har Herren hørt som det stormer! Men så skulde Herren høre omme på min Side, jeg tør næsten slet ikke være der! Gud, og Herren har kunnet sove! osv. Hun er helt forvåget og bleg, og også jeg er lidt skør i Hovedet af for lidt Søvn. Jeg skal til Byen, min søde Stump straks. Jeg tager Brevet med, mulig kan jeg knibe lidt Tid til at få lidt mere skrevet og så sender jeg Dig det - jeg har en Følelse af, at Du mulig længes mere end ellers efter at høre fra mig. Kys mig, vær god og modig!»