Erik Skram skriver til Amalie Müller og forsikrer om at hun nok skal få føle hans intense kjærlighet til henne. Men det er en ting han savner: At hun sier navnet hans. Det gjør hun aldri.

Erik Skram skriver til Amalie Müller og forsikrer om at hun nok skal få føle hans intense kjærlighet til henne. Men det er en ting han savner: At hun sier navnet hans. Det gjør hun aldri. Han ønsker at hun skal få seg til det. Han skriver: «Hvad betyder det, at jeg siger, at jeg elsker Dig, jeg må jo have Dig hos mig for at Du kan føle hvad det Ord er. Skal Du ikke være i mine Arme, når Du siger, at Du elsker mig? Skal Du ikke Unge? Må jeg kæle for Dig, Amalie Du har strøget over mit Ansigt og Hoved og Hår - kan Du huske, mange Gange efter hinanden, langsomt - det var så ubegribeligt sødt. - Amalie én Ting! Du siger aldrig Erik til mig. Falder det Dig unaturligt? Gør det, hvis Du kan. Når Du siger det, tror jeg Du kysser mig.»

Når han våkner neste morgen, er det stormvær i København. Det er den første ordentlige høstdagen i år, så langt har det vært varmt og fint. Han beskriver den nye leiligheten sin for henne: «Det er et Herrens Vejr idag, Storm og Regn, jeg har gået en kort Tur og er kommen umådelig våd hjem. Det er for Resten omtrent den første rigtig ægte Efterårsdag vi endnu har haft. Ellers har Vejret været smukt og mildt. Fra min nye Bolig har jeg efter khvnske Forhold en vid og smuk Udsigt - når jeg tænker på det Kig, jeg fik fra din Altan, så er dette rigtignok kun Jammerligheder - jeg lejede Boligen for denne Udsigts Skyld, og så skal der til Foråret bygges en umådelig Kaserne op lige for mine Øjne! Den vil tage al det Kønne bort. Foreløbig morer det mig idag at se Stormen feje hen over det åbne Terræn og rense Træerne for den sidste Rest af gulnede Blade. Før da jeg var ude kom jeg forbi en Flok Ænder ved en Vej - det er jo den mindst bebyggede Forstad jeg bor i - de var som besatte af Henrykkelse over Regnvejret. De Stakler må til daglig nøjes med den bare Jord og lidt Snavs på Vejen - hvor det morede mig at se dem baske med Vingerne og dukke Hovedet i en lyksalig Indbildning om at være i Vandet, nu da de var våde. Jeg følte med de Knægte, deres Glæde var så smittende. De havde så travlt, ned i de små Pytter, tumlede med Bagkroppen, rejste sig i Vejret, virrede med Hovedet og fór omkring imellem hinanden - det er en Fornøjelse at se på en Smule Fornøjelse, selv om det er halvvejs en Indbildning og på Bunden i Grunden en Sørgmodighed. Men det er det, jeg altid kommer tilbage til. Der er i Livet, i selve det at leve, en overskydende Glæde, som er selve Livsprincipet. Var det ikke så, tog vi fornuftige Mennesker Livet af os."