Erik Skram har problemer med ovnen sin. Den ryker.

I København er det nydelig vintervær. Men Erik har store problemer med ovnen i leiligheten sin; det siver røyk. Dette er av daglgilivets problemer som han lurer på hvordan Amalie kommer til å takle. Han skriver til henne: «Der kommer for Resten bestandig tilbage for mig en Anledning til at være ond på Skæbnen, at den ikke giftede os i Efteråret i Stedet for først nu til Foråret, og det er den aldeles mageløse Vinter vi har. Som Du vilde have nydt den! Min Stump klar Nordenvind og 3-4 graders Varme, en uforanderlig Mildhed og Skønhed. Noget lignende opleves ikke to Gange i en Menneskealder. Næste År naturligvis bliver Vinteren modbydelig med Frost og Storm eller Slusk og Storm. Jeg sidder med åbent Vindu nu for Røgens Skyld fra min Kakkelovn, uden for pipper Fuglene og Tømmersvende arbejder nede på Pladsen over for mit Hus. Selv Røgen gør mig ikke rasende idag. Det femte eller sjette Forsøg på at forhindre Røg med nordlig Vind skal nu gøres. Du, det er ikke en Gang Røg fra min egen Ovn for Øjeblikket, det er mine Husfællers Røg, som trænger ind til mig - jeg har været ved at gå fra Forstanden. Men tror Du ikke, at jeg også har tænkt på, hvorledes Du vilde klare Dig, når sligt skulde indtræffe for os. Jeg har i Tankerne sammen med Dig været fordrevet, og jeg har gjort mig Umage for at tænke den Sag igennem, om det var muligt, at Du kunde tage sligt med Ro, eller om Du ikke blev rasende, og jeg netop i den Anledning den mest koldsindige af os to. Nu har den Tanke plaget mig meget, om jeg ikke skulde være berettiget til at fordre Skadeserstatning for mine spildte Arbejdsdage og mine tilsmudsede Møbler, og om jeg ikke er et tossegodt Fæ, som ikke straks har slået den Tone an overfor Værten. Han har for øvrig været skikkelig og søgt at gøre hvad der var muligt til Røgens Fordrivelse.»