Tåken ligger tykk i Kristiania

I Kristiania ligger tåken tykk. Været er mildt, man vandrer rundt som i en underjordisk by, eller en by som en sunket. Slik beskriver Amalie Müller den i brev til Erik Skram i København: «Man ser ikke en alen frem for sig, støder lige mod medmennesker, og redder sig i yderste sekund fra at knuses mod en lygtepæl. Der er en råben og en fløiten, og en skjælden og smelden af konstabler, som skriger til kuskene at de skal kjøre i skridt, af vognmænd som brøler af veien, af folk, som er ved at overkjøres, sporvognene stanser hvert øieblik og støder i en slags tågelur, og man går og smager kul og støvpartikler og lort og røg hvoraf atmosfæren er ganske fortættet. Forleden måtte Kathinka og jeg 3 gange spørge en konstabel om hvor vi var, og sidste gang var vi kun 3-4 skridt fra mit hus, hvor vi skulde hen.»

Amalie skriver også til Erik om sin venninne Ingeborg Thaulow, som sliter i sitt ekteskap med Frits, og har innledet et forhold til Edvard Brandes i København:

«Ingeborg er nu kommen tilbage; hun var oppe hos mig igår, og så forstenet og hård ud. Da jeg talte noget om at det blev svært for hende at sidde derude i ensomhed i Oslo slog hun med nakken, og sa med en ubehagelig latter: Du bilder dig kanske ind at jeg er ulykkelig og knust, men det tar du feil i,- der findes ikke det i verden som egentlig gjør mig noget. Ingen af os nævnte E.B. Der var noget så umådelig afstumpet og cynisk over hende; hun har i sandhed taget skade på sin sjæl. Hun spurgte om det fremdeles stod på, at jeg skulde til Amerika; jeg havde lyst til at vise hende den fortrolighed, hun før har bebreidet mig så meget, at jeg har forholdt hende, men jeg kunde ikke, der var noget så usympathisk ved hende, og jeg sagde derfor ja. Hun gav sig til at le og sa: skal du nu virkelig spille komedie for mig;- ja, ja,- jeg vil det i det mindste ikke ved at lade som jeg tror dig. Da hun var gået satte jeg mig ned og skrev til hende at jeg ikke skulde til Amerika, men at jeg skulde giftes med dig til våren. Det var et godt og pent brev jeg sendte hende,- jeg har så ondt af hende, og vilde så gjerne hun skulde føle at jeg gjerne vilde være noget for hende; jeg bad hende tie med hvad jeg meddelte. Imorges må hun ha fået det. - Der er ikke tale om at Fritz og Ingeborg nogensinde kan gå sammen igjen. Jeg har havt en lang samtale med Fritz. Han vil det ikke, for alt hvad som til er. Den Fritz,- den Fritz! forresten. Han er en udmærket Numa Roumestan en miniature. Har du ikke læst bogen af Daudet, så gjør det endelig straks.»