Amalie Skram kommer på besøk til broren Ludvig på Kongsberg

Amalie Skram er kommet til Kongsberg og sin bror Ludvig, som er skolemann her. Her skal hun bo en stund, og skrive på det som skal bli tredje bind i Hellemyrsfolket, S.G. Myhre.

På Kongsberg er det brått blitt vår. Om sitt inntrykk av byen og Ludvigs liv her skriver hun hjem til Erik:

«Ved Du, hvad som er skrækkeligt? at jeg ikke tog galoscher med. Her rent flommer over i alle gader fordi sneen holder på at smelte i sølen om dagen, lidt af den da, og så fryser det til igjen om nætterne og begynder på samme kommersen næste dag. Det er umuligt at gå ud uden at bli søk våd til langt op over anklerne. Men skidt for det, jeg kan jo bytte, når jeg kommer igjen og jeg er frisk som en fisk, så det gjør mig intet det er bare for skoenes skyld jeg græmmer mig som sikkert blir ødelagt.

Igår var Ludvig og jeg en lang tur opover fjeldene, bred dejlig høj mellem klippemasser og sligt, men så våd som jeg blev! og det var dog en henrivende tur. Nej, men netop fordi Du er så elskelig og aldrig skjænder - pyt skjænder! - men endog bare viser en mine for alle de pengene jeg bruger, netop derfor er jeg så rasende lej for det, Du sødeste, bedst af alle i verden! Her er den dejligste, reneste fjeldluft, ganske som et sanatorium, med bare 3 kvarters vej op på snaue højfjeldet 3000 fod over havet, hvor sneen ligger uforandret, hvid og ren og fast.

Forresten er her rædsomt, ikke spor af brolægning i nogen eneste gade og ikke gasbelysning, bare her og der en petroleumsprås. Husene ligger spredt og er stygge som i en nybyggerkoloni i Amerika, her er ikke en eneste anselig bygning, bare et sølvværk som forresten skal være storartet, men der er lang vej did. Var her ikke alle disse våninger for 5000 mennesker, vilde jeg tro, jeg lå rigtig på landet. Fjeldene er ikke høje, ikke de i nærheden fordi byen i sig selv ligger så højt oppe, men længere borte er der skyhøje fjelde med masser af sne.Sne er her forresten alle vegne, det begyndte allerede i Xaniafjorden og siden har jeg ikke set et eneste højdedrag uden store flaker af sne. I Xania var gaderne tørre og rene, og luften lidt mild; heroppe er det skarpt og koldt, men friskt og godt.

Ludvig bor prægtigt, har 3 store værelser med hele vægger og sligt, højt under loftet og sol på alle kanter, en stor gang hvor iskassen står og en rummelig entré med et helt fag vindu; det kunde godt bruges til værelse i sommertiden. (Alt for - 220 kr.) Der har han hængt Sverdrup ud; han har tat ham ud af den fine, pene ramme hvori han før sad; den står nu bag min sovesofa, som er så bred og rummelig som en dobbelseng. «Jeg blev så irriteret af at se på den fyren,» sa han; «jeg måtte hænge ham ud i entréen!»

Jeg har endnu ikke sét en eneste butik i byen. Gud ved om her dog ikke er nogen. Søndag aften, da jeg skulde sende ansøgningen afsted havde jeg bare 2 10 øres frimærker. Ludvig påstod at det var forlidt til det tykke brev fuld af alle anbefalingerne. «Så får vi ud og kjøbe et,» sa jeg. «På en cigarbutik er der vel åbent.» «Cigarbutik! Tror Du her er cigarbutikker her i byen?» «Jamen hvor kjøber Du da cigarer?» «Hos bageren.» Sådan er her.

Jeg tænkte med vemod på vor aldrig svigtende Mangetak. Men inde har vi det prægtigt. Han har indrettet sig så hyggeligt, med pene møbler og tepper og så de dejlige langvæggede stuer. Husholdersken er lys og snild bestandig, blond og ren og smilende, og laver god mad, og kjøkkenet er så stort, (med to fag vinduer) at det ved et forhæng er skildt ad i to dele, hvoraf den ene er hendes værelse, rigtig pent er det, og endda er kjøkkenet lige stort som vort.

Var der ikke det at Ludvig har vænnet sig til ikke at fryse,- han synes at 10 grader er umådelig varmt, så vilde jeg være fuldkommen lykkelig. Af lutter elskværdighed går han og fyrer i ovnene når han mærker jeg er blå og halvdød af frost, men det skjærer mig i hjærtet for al den dejlige, store ved. Kul og koks kjender de ikke af navn heroppe og ovnene er ikke til det, og så er veden alligevel blodig dyr.»