I Risør har det vært vårlig en stund, men så kommer vinteren tilbake med tungt snøfall. Amalie Müller har det tungt, og kriver om hvordan det oppleves til sin venninne i Bergen.

I Risør er vinteren kommet tilbake etter noen milde vårdager. Amalie er tung til sinns og tolker været inn i sin forståelse av livet. Hun forteller også litt om det sosiale livet hennes bror Wilhelm forsøker å få henne med på der i Risør. Wilhelm er prest i den lille byen.

Hun skriver til sin venninne Elisa:

«Den forandring i veiret, som desværre er indtrådt har sikkert øvet sin indflydelse. Du må nemlig vide at sneen ligger 4 tommer tyk i gaderne, efterat her har været solvarme, vårlige dage med fuglesang og fremspirende græs og knoppede træer.

Jeg, der har en så lidenskabelig kjærlighed tll solen og våren og fuglesangen og græsset, kunde ikke andet end føle mig uendelig trist ved denne bratte overgang, dette voldsomme tilbagefald. For mig var det varsel om, at også jeg, når, (for at bruge digterens ord), legen gik som bedst, måtte være forberedt på, gribes af de onde magters jemspir, og fængsles i sjælens mørke frostnats fortvivlende jammer, - ja hvad er et menneske dog for en elendig ting: Den østerlandske vis mands ord rinder mig iminde: „et menneske, født af en kvinde, lever en stakket tid, og mættes med uro": ja mere end mættes, overmættes»

Her i Risør har jeg det forresten udmerket godt forsåvidt at det er mig en trøst at leve sammen med min broder, der gjør alt for at tjene og glæde mig. Vi leve forresten stille og regelmæssigt, og det øver en velgjørende indflydelse på mig. For en ugestid siden gav han dog en middag for 14 personer; og det gik meget pent og hyggeligt tll; det var så underlig atter at være i selskab. Det var nemlig første gang siden min sygdom.

Direktør Sandberg havde skrevet tll ham, at han af al magt måtte modarbeide min afsky for at være blandt mennesker, dog på en moderat og forstandig måde, og derfor gav han denne middag, tll trods for min ulyst dertil. Følgen er, at vi nu bliver inviteret ind til forskjellige, og det finder jeg at være en pine, men min br. siger det at være min pligt at forsøge på at overvinde mig selv i dette stykke.»