En stjålet katt er kommet ombord på Christian 4.s skip. Kongen er blitt glad i katten, men den må til slutt bøte med livet.

Kong Christian 4. og hans følge på sju skip, som  på vei sørover og tilbake til København etter det store toktet nordover som har vart siden april, har fått en stjålet katt ombord. Eskadren, som består av skipene Victor, Gideon, Josaphat, Raphael, S. Michel, Hector, Duffven og Pappegøjen, har vært ute for et voldsomt uvær, og mannskapet mener at dette hekseværet har vært utsendt av en russisk samekvinne fordi en av kongens musikanter har stjålet ei katt fra henne. Kongen, som har befalt at han kun skal kalles "kapteinen" og truer med dødsstraff for den som bryter dette, er blitt glad i katten, og vil nødig kvitte seg med den. 

En av mennene som er ombord på kongens skip, Sivert Grubbe, skriver dette om hendelsene med katten i dagboken:

"Vi havde ombord en sort Kat med lange Haar og meget større end vore danske Katte, som en af Kapteinens Hornblæsere havde stjaalet i Kildin fra en Finnekone. Da Hornblæseren havde skyndt sig for at komme ombord med Katten, var Konen løben efter ham grædende og skrigende, at hun vilde have sin Kat igjen; han havde tilkastet hende en halv Daler.

Konen havde dog ikke villet lade sig stille tilfreds dermed, men var bleven ved at raabe paa sin Kat, som Ransmanden imidlertid ligefuldt tog ombord med sig.

Vor gamle og overtroiske Skipper Amon, der var født i Trondhjemsegnen og opdragen i Finmarken, og som godt kjendte hine Folks Natur og flere Gange havde erfaret, hva de formaa, bad nogle af vore Folk om, at de dog vilde bede Kaptejnen om, at han ikke længere vilde beholde den Kat ombord, da den sikkert var Aarsag i, at vi havde saa stor og usædvanlig Storm og Modvind.

Den følgende Dag, der var en Søndag, efter Prædiken, anklagede vi da efter vor Skippers Raad denne Kat for Kaptejnen og sagde, at den var Skyld i disse Storme, og bad ham, at den maatte blive kastet overbord.

Kaptejnen vilde meget nødig indlade sig derpaa, da katten besad en vidunderlig Behændighed; den havde undertiden fanget Fugle, som sad paa Tovværket, den kunde svinge frem og tilbage som et Pendul og springe fra Tov til et andet. Det havde den ogsaa gjort nogle Gange midt under Prædikenen, saa Matroserne ikke hadde kunnet bare seg for Latter. Da vor Præst havde bemærket dette, var han bleven meget vred, og havde forladt sin Text og begyndt at skiænde paa Matroserne og sige, at nu var det ikke Tid at le, nu skulde de paakalde Gud.

Dette fortalte vi nu Kaptejnen, som ikke havde været tilstede ved Gudstjenesten, og sagde, at Katten havde forarget Præsten og forrhindret Tilhørerne i at høre Guds Ord.

Det var godt, at vi havde den sidste Grund at støtte vor Anklage til; thj vi havde flere Gange hørt Kaptejnen sige, at han intet havde bragt med sig fra hine Egne, der var ham saa kjært som denne Kat og en russisk Lygte af en overordentlig Størrelse, meget smukt gjort af noget russisk Glas, som kaldes Talch, hvilchen han havde faaet til Foræring i Kildin af en russisk Befalingsmand, som kaldes "Sylluannick", af hvem vi ogsaa til billig Pris havde kjøbt forskjellige Slags Pelsværk.

Kaptejnen maatte da endelig give efter for vor Anklage, hvorpaa Dommen over den elendige Kat blev overladt til Skipperen, der kjendte for Ret, at den skulde kastes i Havet og druknes. Kaptejnen vilde ikke, at man maatte gaa saa strængt tilværks med den, men befalede, at den skulde sættes i et Kar, bunden, forat den ikke skulde springe ud, og forsynet med Føde for en Maaned, om den maaske kunde komme tilbage til sin Herskerinde, som nødig havde villet miste den og havde grædt over den, som om den havde været hendes eget Barn.

Skipperen vilde absolut, at den skulde dø, formodentlig for at forsone de vrede Guder Æolus og Neptun; ellers kunde den vende tilbage til sin Herskerinde; hvad dog ikke var umuligt. Enden paa Sagen blev, at Katten blev sat i et Kar og med Lempe firet ned i Havet, og saaledes tog den Afsked fra os.

Om Søndagen havde vi da samme Vind, men ikke saa stærk; undertiden regnede det lidt af Vest sydvest."