Ludvig Alver har vært i begravelsen til professor Schweigaard, som nå er død. I dag skriver han i dagboken sin om dette, men også om hendelser fra tiden da han studerte her i Kristiania, og gikk på fylla sammen med kameratene. Da han var huslærer i Stangvik, fikk han beskjed om at kameraten Søren Dometius var død, antakelig etter å ha falt i Akerselven i fylla vinterstid.
Ludvig tenker mye på helvete, og håper Søren har funnet nåde hos Gud har sluppet å havne der. Og han er full av selvbebreidelser over seg selv og sitt eget, syndige studenterliv, som han nå angrer dypt på og ber Gud om tilgivelse for. Han skriver:
"Den hele dag er gået hen uden studium. Mødte frem Kl. 1 ved universitetet for at følge professor Schweigård til graven. Den hele by var i bevægelse; han er jo også bleven kaldt landets første borger; det var en usædvanlig begravelse, som var bleven den mand til del. Han står så levende for mig med sit skjønne, åbne, bydende ansigt. Han fulgte sin hustru over i evigheden; folket fulgte dem begge i dag til deres sidste hvilested.
– Da musikken spillede op sørgemarschen og det uoverskuelige tog af alle samfundsklasser med sine faner satte sig i bevægelse, kunde jeg ikke lade være at tænke på brevskriveren fra Helvede, som i sit første brev beretter, at medens mænnesker oppe på jorden med pomp og pragt høitideligholdt hans ligbegjængelse, gjorde han sit indtog i Helvede; men den tanke forjog jeg; her passer den ikke. Denne ædle, åbne, klare sjæl og den elskværdige skjønt sygelige hustru var visselig beredt plads et andet sted. Men hvor mangen angrende, knust og fortvivlet sjæl må ikke fra Helvede af ærgre sig over musikkken, fanerne, det lange ligfølge og talerne.
– Af talerne fik jeg i dag ikke høre meget; dertil var jeg for langt bag i rækken. Jeg hørte kun ordene: «død og evighed» og «velsignet være Anton Martin Schweigårds minde!» Det øvrige fik jeg selv sætte til i mine tanker; men det var nok righoldigt stof til at bygge en hel tanketale af «Død og evighed!» det er de varsler, de ord, som runger gjennem al verden.
«Død og evighed!» kimer kirkeklokkene hver dag; døden advarer os og giver et minde om evigheden gjennem hvert ligfølge, som hver dag bevæger sig gjennem gaderne i den store stad. «Død og evighed!» forkynder den første spire, som titter frem om våren.
Da jeg kom hjem, lå moder syg; der var også døden med sit varsel. Sygdom og død, og efter døden evigheden! O! det er jo en tanke, som kunde udrede et helt menneskeliv! Og så: «velsignet være hans minde!» Kunde mit liv blive sligt, at man vilde velsigne mit minde! At dø under alles velsignelse og tårer, det er at få en god ende. Men hvorledes er mit liv, hvorledes har det været? Har det været til velsignelse for mig selv som for andre? Vor Herre forunde mig, at jeg engang kan velsigne mit liv, og at andre kunne velsigne mig efter min bortgang!
– I fjor vår var der her i byen en ligfærd såre forskjellig fra den i dag; der var ikke et følge, som fyldte alle gader; der var ingen musik ingen faner; Den hensovede havde ikke ordener, som kunde bæres efter hans kiste; der var ikke glimrende uniformer, præstelige og biskoppelige ornater, ingen tale i kirken; man gjorde ikke omvei med liget for at forlænge veien for pompens skyld; det var en ukjendt ung mand, som var kaldet for sin dommer, den samme, for hvis domstol Schweigård nu har stået; det var et beskedent lidet følge af unge mennesker, studenter som han selv; det var en kort vei, kun fra gravkapellet til hans hvilested, kun en tale blev holdt, men ingen velsignelse blev udtalt over hans minde; han blev dømt hårdt, måske hårdere end han havde fortjent; fordømmelse og ikke velsignelse blev lest over hans grav; men dog sendte visselig mange af de unge igjenstående ham et kjærligt farvel; manges hjerter bevægedes sikkerlig til i kjærlighed at opsende bønner til den altforbarmende nåde for den bortgangne.
- Det var min arme ven, Søren Dometius. Jeg fik ikke være med ved din jordefærd; men dog tolkede mine tårer ved underretningen om dit livs sørgelige ende ligeså varmt, som de krandse dine tilstedeværende venner lagde på din kiste, at jeg velsignede dit minde. Min stakkels ven! Når og hvor skulle vi atter mødes?
Vil du da mindes det sidste farvel, du gav mig hin morgen for 2 år siden, da jeg drog afsted til Stangvik? Det var deroppe jeg erfarede denne skrækkelige begivenhed. En aften, jeg kom hjem fra lensmanden, forefandt jeg et tykt brev fra Wilhelm; jeg greb det med glæde; men det vared ikke længe, før jeg blev slagen med sorg og forfærdelse. Og jeg havde vel grund til at blive forfærdet; jeg havde vel grund til at blive fortvivlet; forfærdes for mig selv og fortvivlet over min dårlighed! Omtrent under de samme omstændigheder, som vi havde været i vinteren før, da vi i drukkenskab gik ud i Akerselven, havde han endt sine dager. Han havde været på rangel; havde i aftenens løb yttret, at han vilde springe på sjøen; kom ude på fæstningen bort fra sit følge; men om morgenen Kl. 4 ½ blev af en arbeidsmand fundet liget af et ungt menneske, der gjenkjendtes at være Dometius.
Store, retfærdige Gud! Havde jeg fortjent det bedre! Han var dog ikke fordømmeligere, end jeg. Uransagelige ere dine tanker, og dine veie usporlige! Han blev stedet for sin dommer; men hvorledes var han beredt, ak som jeg og de mange tusinde, som ikke tænke på, at vi hvert øieblik kan stædes for den retfærdige Guds ansigt for at gjøre regnskab for vort liv. Er der nåde også for ham? Usporlige ere dine veie! Har han med forsæt taget livet af sig? Nu er der ingen som kan give svar; men det er dog lidet rimeligt; han led hyppig af congestioner, når han havde drukket; havde altid for skik i så tilfælde at bade sit hoved i kaldt vand; formodentlig er han under bestræbelserne for at få stukket sit hoved i vandet gledet ud; han blev funden halvt oppe på bryggen; med lænderne hvilede han på bolværket; den ene hånd holdt krampagtigt i bryggen; den anden hang slap ned i et hul; efter at være faldet i vandet, er han sandsynligvis kommen til fuld besindelse, men er under bestræbelserne for at klatre op på bryggen rammet af slagtilfælde; så lød lægernes skjøn.
- Hans liv blev afbrudt i hans ungdom, og han var selv skyld i det. O! ja, enhver er mere eller mindre skyld i sin ulykke i verden; han fik ikke lov til at gjøre sin uret god igjen. Men jeg! Jeg har endnu tid. Forbarmende Gud, vil du udslette mit lange synderegister; vil du, o! så kan de pletter, jeg har hat på mit liv forsvinde. Herre giv mig en sterk tro, så at jeg kan tro og i troen bede slig, at du siger til mig, som til den spedalske: jeg vil; bli ren, din tro har frelst dig! Ja Herre Gud, jeg må frelses! Ræk mig din frelserhånd. ----
Alver, J. L.). Dagbok. (Ms 4 3551). Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket, Oslo.