Ludvig Alver er forelsket i Hilda Bugge, som er broren Wilhelms tidligere forlovede

Ludvig skriver i dagboken sin om livet i tiden da han var student i Christiania og levde sammen med moren. Han mener han er forelsket i Hilda Bugge, som er broren Wilhelms tidligere forlovede, som Wilhelm har gjort det slutt med til fordel for den vakre og rike skipsrederdatteren Regine Prebensen i Risør. Men Ludvig våger ikke fortelle Hilda om sin kjærlighet:

"Christiania 17de Juli 1870.-

Nei, hvor denne aftenstund opfrisker mindet om mine første enlige studenterdage, medens broderen og jeg levede her dels sammen dels adskildte på ungkarls vis; der er rigtignok stor forskjel på nu og da; der er rigtignok indtrådt begivenheder, som have frembragt et svælgende dyb mellem min første studentertid og nutiden; der ligger vistnok tanker imellem, som true med at kaste skygger over mit hele tilkommende liv – men når jeg ser mig omkring i værelset – jeg sidder her så ensomt og skriver, der står min studielampe (s. 27, bilde 64) på bordet og hist levningerne af mit tarvelige, enlige aftensmåltid – da går mindet uvilkårlig tilbage til hine første solbeskinnede dage af mine ungdomsår. – Moderen, Hjørdis, Hilda og jeg – vi fire som i denne tid holde så inderligt sammen – reiste imorges ud til Sandvigen; det lykkedes endelig at iværksætte en længe påtænkt plan – nemlig at moderen, B. og H. skulde tilbringe en måneds tid på landet - ; i dag fik vi leiet i Sandvigen; moderen og Hjørdis blev da tilbage, medens H. og jeg reiste til byen, hun for at gjøre sig færdig til sit ophold på landet og jeg for at varetage mine få forretninger, ja de ere rigtignok grumme få, at læse en time om dagen med en artianer - ; jeg er netop kommen tilbage fra Trondhjemsveien; jeg fulgte Hilda hjem; hun er så kjærlig og god, at jeg ikke kan udtale det; den pibe, jeg fik hos hende som en dyrebar erindring, tog hun i aften hjem for at sætte den istand og pyntede op; i de mangfoldigste småting lægger hun sin elskelighed og godhed for dagen; sender mig blomster, pynter min vens grav, kommer med bøger, som jeg skal læse, og så er hun så taknemlig for det lille, jeg kan gjøre for hende – læse Engelsk med hende og af og til læse høit, som jeg gjorde i dag i Sandvigen af «Lille Dorrit». Jeg gad vide, hvad hun vilde tænke, dersom hun vidste, at jeg – det går mere og mere op for mig; det nytter ikke at holde den tilståelse tilbage - at jeg elsker hende; men skal hun nogensinde få det at vide; nei Gud bedre mig, det får hun vist aldrig. Men hvis Vorherre hjælper mig frem til det, at jeg kunde bekjende min kjærlighed (s. 28, bilde 65) for hende, da vilde jeg tro på, at jeg kunde blive rigtig, rigtig lykkelig i verden. Det står i din hånd, Herre min Gud; du veilede i din nåde dit fortabte barn!"