Gina Krog holder en flammende tale om kvinners stemmerett

Gina Krog holder en flammende tale for å argumentere for kvinenrs stemmerett i Norsk Kvindesags-forening i Kristiania.

Talen hennes begynner slik:

"Paa indbydelsen til at indtræde i Norsk kvindesags-forening er ikke opnaaelse af politisk stemmeret for kvinder nævnt som et af de specielle maal, vi skal arbeide til. Den passus, som kommer nærmest i berørelse med spørsmaalet er følgende: "Tiden er vistnok ogsaa hos os inde til at reise det spørsmaal, om det ikke er ret og gavnligt, at kvinden høres ved afgjørelsen af forskjellige samfundsanliggender", men, efter hvad jeg kan se, har ingen medlemmer herigjennem forpligtet sig til at støtte arbeidet for politisk kvindestemmeret.

Det ligger alligevel nærmest at tro, at flerheden af denne forenings medlemmer finder, at dette bør være et maal for vore bestræbelser, - angaaende principet er de enige, medens der vel kan gjøre sig afvigende synsmaader gjældende, naar spørsmaalet tages frem som et praktisk anliggende og sagens detaljer kommer under diskussion.

Paa den anden side har jeg grund til at antage, at der nok kan findes en minoritet inden denne forsamling, som heller ikke i principet hylder kvindestemmeret; det er mig bekjendt at enkelte med et vist forbehold er gaaet med i vor forening, idet de mener, at vi allerede i vort program er gaaet for vidt og har optaget for meget, og der tør være adskillige her tilstede, som har betænkeligheder og tvil ligeoverfor dette spørsmaal.

Naar jeg derfor vil forsøge at tilbageslaa de væsentligste principinvendinger, som pleier fremkomme som argument mod kvindestemmeretten, da er dette især beregnet paa denne mulige minoritet blandt mine tilhørere.

Men jeg er jo imidlertid saa heldig, at jeg ikke derfor behøver at tale aldeles forudsætningsløst. Det forbund, vi har dannet, er dog i kraft af noget fælles, det program, vi kan forudsætte enighed om, er: forbedring af kvindens kaar, udvidelse af hendes virkekreds, hvad vi alle vil, er fremskridt.

Jeg kan saaledes fritage mig for at drage tilfelts baade mod det orientalske og det feudale kvindeideal. Og jeg kan med det samme slippe at svare paa hele den gruppe af indvendinger, som tager sit udgangspunkt i det ræsonnement, at besiddelse af borgerrettigheder skulde skade kvinderne. Den mening, at kvinderne skulde blive mindre skikkede til at opfylde sine specielle pligter ved at blive meningsberettigede borgere i staten, kan vanskelig staa sig mod sund sans og en smule eftertanke, og de vulgære paastande om, at kvindeligheden skulde gaa sin vei ved at komme i berørelse med de almene interesser og det offentlige liv, har ikke mere værd. (...)"