Kristofer Janson forteller om Camilla Collett i Roma

"Dengang   traf   jeg  ogsaa   i   Rom   sammen  med Camilla Collett.    Hun  led   alt   dengang  av   den   fikse   ide  at  se og høre   fornærmelser   mot   kvindekjønnet   i   alt,  som  passerte. Hun   hadde  saaledes   tat  ind  i  hotel Roma. Men  da  portieren om aftenen,   da  hun  kom  sent  hjem,  sa  et  venlig  god­ aften, idet han lukket op for  hende,  blev hun rasende og  flyttet derfra  morgenen  efter. Ti  hvorledes  kunde han ha vovet  at  tiltale  mig, hvis jeg   ikke  hadde været  kvinde. Han mente  øiensynlig at  fornærme  mig. John Paulsen har fortalt  saa  mange  karakteristiske anekdoter om  fru  Collett  fra hendes ophold i Rom,  at  jeg ikke skal gjenta  lignende. Men en scene maa   jeg dog omtale. De  tre  excentriske  damer, malerinden  fru Jerichau,  fru Colban og fru  Collett  var  nem­lig  samlet  en aften hos fru Colban  for  at  høre  mig  oplæse mit  skuespil  En  kvindeskjebne,  hvor ogsaa den  oprørte  retfærdighets-  og  selvstændighetstrang   i   kvinden  steiler. Fru Colban var altid litt teatralsk. Hun likte at  være  "mycket bra  kostymerad",  som  Svensken  siger.  Den  aften  optraadte hun med  et  slags  brudeslør  over  hodet,  som  koket  bøiet  sig ind  over  en  del  av  ansigtet,  og  en  frisk  rose  i  haaret. Da jeg  var  færdig  med  oplæsningen, bevæget hun  sig  gratiøst over  gulvet  og  sa:  Maa  jeg  kysse  Dem  paa  panden.  Ny­delsen blev villig  indrømmet  hende,  mens  fru Jerichau  futtet løs  og  slagtet  med   vellyst   nogen   mandfolk . Fru  Collett  sat stille  i  indre  bevægelse.  Ved   teen   koset   damerne  sig  med at  servere  eksempler   paa   mandfolks brutalitet. Men dagen efterfik  jeg  følgende  brev  fra  fru  Collett:

Hr. Christoffer Jansen!

Rom den 11. januar  1881
De vil maaske ha fundet, at den av Deres tilhørerinder igaaraftes, der  maatte  antages mest  interessert  for  eders stykke,  forholdt   sig   mest   taus   og   udeltagende. Slut    dog, ikke   derav   paa   mindre  inreresse  for,  hvad  jeg  hørte.  Jeg skyr  nu engang  for  alle  mundtlig  diskussion  om  kunst,  og navnlig   i   den  stue  vilde  det  været  mig  næsten  um ulig  frit at  ytre  mig,   som  jeg  følte  det. Og  dog  forsikrer  jeg Dem, at  jeg  var  den  sandest  og  mest  tilfredsstillede av alle.  Vi  bør efter  dette  hilse  Dem som  en  av  de  sjeldne  for  os,  der be­gynder  at  fatte  betydningen  av  den  sak,  hvorom  Deres digt­ning  (en dristig  illustration  til  de Bernerske  oplysninger) dreier  sig en  sak,  som  jeg  vover   at  kalde  menneskehetens største,  den   der  mest   skrikende  av alle, der  for  øieblikket staar  paa  tidsbudgettet,  forlanger  sin   løsning.  Man vil  ikke Forstaa  dette,  at  den  skygger  for  alt,  hemmer  alt andet  Frem­skridt. Hver  mand,  der  slutter  sig  til  den,  der  vil bryte en sten  væk  av  denne  menneskehetens  skamsøile,  maa  kaldes den  sande   velgjører   og   hilses  med   tak  og girede.   Der  er traadt  enkelte  saadanne  mænd  op  i  andre lande, deres navne lyser  over  alle  andre  og  vil  mer  og  mer  gjøre  det.  Hos os trænges  saadanne mere end andetsteds,  fordi  nøden  er større. Kvinder   utretter  intet  selv  i  denne   deres  egen  sak.  Der raader   endnu   i   vorr   land  en  rotfæstet  fordom,  en  ringeagt for  kvindelig  produktion,   likefra   haandens   mindsce  til  san­ dens  høieste,  n.aar  den  ikke  umiddelbare  knytter  sig til  man­dens   egoistiske  behov,  en  fordom,  en  mistro,  der  vil  vise sig  sterkere,  upaavirkeligere i samme mon  som  denne aands­ virksomhet   træder  selvstændig   op.    Mest   forhærdet   vil  vi finde  denne   fordom   rotfæstet   i vor  almue,  mens  den  saa­ kaldte   dannede  klasse  dog  tildels  er  monagelig  for  paavirk­ ningen   utenfra  og  i bedste   cil fælde  selv  kan  gi  initiativet  til en  friere  humanere  opfatning  derav.
De, hr. Jansen, indtar her den sjeldne dobbeltplads, De tilhører begge disse fraktioner i vorr nybyggede, endnu sterkt gjærende  samfundsliv.    Derfor   har   De  ogsaa  i  Deres evne som   faa   at   kunne   bli   en   mægtig   faktor   i   saken. Deres egentllge  plads  er  i  folket,  som  Henrik  var det.  Hvor varmt vilde ikke  han  ha  omfattet  denne  sak,  og  med  liv  og  sjæl laant  den  ord,  hadde  den  blot  hat et navn, lyd  for sine krav, den   gang   han   levet.  I  hans   store   syner  stod   imidlertid kvinden  fuldkommen  like  med  manden,  ja  selv  en gjenstand for   en  ridderlig   begeistring,  som  man nu kun  kjender  av navn.  Vi  forlanger  ikke  saa  meget.  Mere  bevisst, litt mere nøkternt  maaske,  traadte  denne  opfatning  ogsaa   frem  i  min Collett  og  gav  paa  en  maate  mig,  den  stum me,  mælet.   Det var  hans  arv  til  mig.
Det   er   slike   mænd,   vi   nu   trænger  til.  Hvad  De paa den  plads,  De  er  stillet,  kan   udredte,  er  uhyre,  uberegnelig. Maaske  tifold   mere ved  Deres  personlige  paavirkning  end ved  illustrationer  til   Bernerske   oplysninger.  - - Vær stolt   av   denne   plads,   De  har,   den  er  en  magt  i sig  selv. Maaske   intet  land   i  dette  forfærdelige,  splittede  Europa  er saa   mengende   til   denne   forløsning   som   vort.    Den  totale kvindelige  umyndighet  har  efterhaanden  forstumpet  alle  for­hold, alle  hjerter,  og  mere  end  noget  bidradd  til,  hvad  min Collett  kaldte  den  ",national-politiske forvirring av  begreper". Vi  behøver  blot  at  se  hen  til  vore folkerepræsentanters  be­handling   av  spørsmaal,   der   angaar   kvinder.   Er  det  vore "frihetens  talsmænd ?"   Og  skulde  vi  nu allerede være naadd derhen,  hvor vi  tør ønske  os  friheten  i  den  form,  der  nu skraales  paa,  og  som har  foranlediget  optrin  i  vort  ting, der rigtignok   har   gjort   det   maatehold,   den   smukke  sindighet, der  har  hat  ros  for,  til  en   spot?    Republik  for  os  nu  vilde kun  være  at  slippe  bestiet,  der  aldrig  har  lært  at  styre  sig, løs.    Vi  har   vigtigere   ting  at  gjøre  først  end  at  avsætte  en god,   bra   konge   og   sætte   Sverdrup   eller   Bjørnson  i  hans plads.    Vi   har   at  avsætte  den  "suveræne"  halvpart  av  nationens individer i sine urgamle usurperte, al billighet, al menneskelighet  krænkende  overgrep,  og  indstte  den anden i sine rettigheter.
Dette skriver Dem en kvinde, hvem altsaa denne magi ikke er  git  at  kunne  bidra  dertil,  der  ikke  ved  enden  av  en lang trællende  bane  tør  sige  sig  dette,   der  vilde  trøster  over  saa meget.   Jeg  har  ingen  saadan  magi  naadd  i  min  nations be­vissthet.     Den   vækkelse,  jeg   skulde  git  andre  mægtigere aander,  er  neppe  heller  at  forstaa  saaledes.    Det  kan  være, at   Ibsen   i   mine   første  sammenrræf  med  ham  av  mine  be­tragtninger  over  kvindesaken   fik  et slags første  blik  pas  den; men  likevist  er  det,  at  han  med  hans selvstændige,  alle tids­ spørsmaal   prøvende   og  grublende   aand,   vilde   komme  til det  samme  resu tat  uten  nogen  saadan  paavirkning, og  gjort ham  til  et  saa  mægtigt  redskap  for  frigjørelsen, som  han er blit  det.  Han  har   i   sandhed  forstaat   sin  nation  og  sin  tid. l  Ibsens   ubønhørlighet,   den   uforfærderhed,  hvormed   han, springende   over   præmisserne,  vover  det   dristigste,   ligger næst   hans   geni   hans   største   styrke.   Magterne   maa  man
ikke  tinge  med   i  en  sak  som  denne.  Kun  styrkens  og  dri­stighetens  autoritet  bøier  den  sig  for.    Vil  man  gaa  paa  ak­kord  med  den  og  faa  den   mildelig   indrømmende   til  at  be­gripe,   saa   taper   man   let   fotfæsret.   Heldigvis   har   Ibsen kunnet   vedlikeholde   denne   gudelige   stilling  likeoverfor  sit publikum   ogsaa ved   sin  fjernhet,  sin  personlige  utilgjænge­lighet   likeoverfor   det.  Det  har  tillatt  ham  saa  bekvemt  at bli  Jupiter  i  skyen,  mens  saa mange  andre maa  nøie sig med en   rolle   som   klodsens   i   dammen,  der,  naar  bare   frøerne har  samlet  sig  litt  efter  deres  overraskelse,  desto. mere  faar finde   sig   i   deres   nærgaaenhet,   og   til   sidste  spor  se  den smule  profemim bus  blandt  dem,  som  vi  dog  alle rrænger  til, grundig  forhutlet.
Tilgi   mig   nu   det   lange   brev.  hvormed  jeg  maaske  har irætrec  Dem  men naar  vi  kommer  paa  det  kapitel,  er  jeg nu  engang   uforbederlig.   Forresten  med  en  forsikring  om, at  det  har  glædet  mig  at  træffe  Dem --

med  sand  høiagtelse
Deres meget forbundne Camilla Collett.

Stakkars fru Collett, hun  skapte  sig  mangen  unødig ærgrelse.  Da  jeg  efter  min hjemkomst  til  Norge  fik brev fra  min  hustru, som  blev  tilbake  i  ltalien,  maatte  jeg le over bendes beskrivelse av fru Colletts  kamp  med  æsel ri­ verne  paa  Capri,  der   naturligvis   haanet   hende,  fordi  hun var  kvinde.  Jo  mere  hun  skjældte  paa  græsselig italiensk, jo mere moret æseldriverne sig og lo over dette arrige kvindemenneske,  som  de  ikke  forstod  et  mukk  av.  Ogsaa paa  hotellet  der  opdaget   hun   luner  bevisste fornærmelser fra betjeningens side. Min hustru, som ledsaget hende paa denne  tur,  syntes  hun  blev  besværlig   i  længden.   Dog  skal jeg ikke glemme det venlige digt, hun sendte os, da vi mistet vor lille Sigmund."