Lorentz Dieterichson utgir en bok om oppvekst og lek blant kamplystne gategutter og latinskolegutter i Bergen på 1840- og -50-tallet

I sin bok Svundne Tider, som utgis dette året, skriver bergenseren blant annet dette om sin oppvekst i Bergen på 1840- og 50-tallet:

"I huset ved Stadsporten, i hvis Nærhed den i forrige Aarhundrede revne Michaelskirke havde ligget, og Egnen bag Sander Kaas Stiftelse og St. Jørgens Hospital til De Søfarendes Fattig hus, Tugthuset, Raadhuset og Domkirken. Endelig raadede «Nordnesguttene» over Strandgaten, Klostret og Nordnes samt Egnen ovenfor Nykirken og Stranges Fattighus. Gutterne fra "Nøstet" nede ved Sygehuset stødte gjerne til dem. Men indenfor disse Grupper fandtes der aristokratiske og demokratiske Kredse. Blandt Dregge gutterne holdt Demokratiet til paa Stølen, Aristokratiet nede i selve Dreggen; blandt Markegutterne færdedes Demokraterne inde i selve Marken, Aristokraterne i Domkirkegaden ; o. s. v. Demokraterne kaldtes med det mindre respektable Navn «Gadegutter».

Aristokratiet kaldtes derimod «brav Mands Barn», og dets Toppunkt dannedes selvfølgelig af Latinskolens haabefulde Ungdom. Men stundom kunde Stammerne fra Stølen og Dreggen forene sig til et Felttog mod stammerne ved Nøstet og paa Nordnes eller i Marken og Domkirkegaden, ligesom de græske Stammer forenede sig mod Troia, og da gaves der meget alvorlige Kampe, hvori vi «brav Mands Barn» kun ganske hemmelig uden vore Forældres Vidende tog Del, og de foregik Aften efter Aften med Marscher gjennem Baggader og Gaarde for at falde Fienden i Ryggen, med Udsending af Speidere, som naar de fangedes, bleve übarmhjertigt tampede, og med alvorlige Bataljer paa de aabne Pladse eller Gadehjørnerne.

Men disse «Guttekompanier»,udviklede sig senere til Institutioner, der have fundet sine Thukydider saavelsom sine Tyrtæus'er, og jeg skal ikke opholde mig videre ved dem, da jeg dog kun vilde kunne skildre dem hjøist ufuldstændig."

*

Om skikken med å gå julebukk skriver han dette:

"En ganske anden Karakter havde Julebukken. Ogsaa til den hørte Forklædninger, navnlig da Bukken, der, bevæbnet med en Stok, gjorde utrolige Krumspring. Sangen, som udførtes, erindrer jeg endnu stykkevis. «Nu kommer Kippermusiken,» meldes det md. Naar Klokken var ni, drog «Kippermusiken» gjennem Gaderne; «Kipperne» (== Bødkerne) havde hertil en gammel Rettighed; men om denne Skik for dem var forbunden med nogen pekuniær Fordel, ved jeg ikke, dog tror jeg, at ogsaa de stansede ved Godtfolks Døre og fik sine Skillinger. Kun husker jeg, at Musiken var skrækkelig, og at Stortrommen («Dollertrommen») havde det vigtigste Parti; dernæst var vistnok Klarinetter og Oboer fremherskende.

En stor Folkemængde — af Gadegutter— led sagede altid Kippermu siken gjennem Gaderne, og blandt disse indtog Seilmagergutterne — vordende Sømænd - den første Plads,  vandrende Arm i Arm i hele Gadens Bredde; jeg husker endriu deres Laugsvise til en kjendt Liniedansermelodi :
«Seilemagerné

Er de kjækkesté

Af alle Læredrengene

Som udi Bergen e»."

 

*

Den første Festdag efter Jul var Kongens Fødselsdag (26. Januar) der gjerne fejredes med en Borgermiddag i Logen, og skolerne fik fri, ialtald om eftermiddagen."

*

Og om slaktetiden skriver han dette:

"Naar Kvægmarkedet paa Haukeland ved Mikkelsdag var over, naar de store «Drifter» af Slagtekvæg vare førte gjennem Byen til uhyre Fornøielse for os Gutter, der fulgte i store Skarer med «Drifterne», og Indkjøbet af «Slagt» d. v. s. Slagtekvæg, var skeet, begyndte Slagtningen og Nedlægningen for Vinteren. Men ogsaa de Huse, der ikke selv slagtede. men kjøbte Kjød til Nedlægning, holdt ligefuldt Slagtertid for at lægge Kjødet ned, lave Pølser osv. — ogsaa det kaldtes at slagte — saaledes slagtede man i vart Hus aarlig et og et halvt Kreatur.

Da brændte de store Ilde i Gruen — ude i Gaarden vaskede «Ane Kone» Kjørler og Kar, i Kjøkkenet stødte Isak Sagemand Kjødmad, og Hakkeknivene gik i Forstuen, hvor Lygten var tændt am Aftenen, under øvede Hænder, det var «den sure Melkebonde» og «den søde Melkebonde», som begge var engageret til det Arbeide; thi vi fik vor sure og vor søde Melk fra to forskjellige Gaarde i Byens Nærhed. Og ude i Svalen hakkede Pigerne Talg i store flade Traug. Men i Dagligstuen var det store Spisebord trukket ud saa langt, det kunde traekkes, og dækket med en skinnende hvid Dug, og der sat alle tanterne på Række og  Rad med hvide Forklæder eller Servietter foran sig til op under Hagen og med Kødmad i store Fade paa Bordet og stoppede Pølser gjennem sine «Pølsehorn», saaledes som det er fremstillet paa denne Bogs Titelside.

De fleste af Tanterne benyttede Husets Pølsehorn, men enkelte af dem, der brugte at deltage i Slagtningen i mange Huse i og udenfor Familien, havde sine egne Sølv-Pølsehorn — tildels Erkjendtlighedsgaver fra en eller anden Familie, der havde nydt særlig godt af vedkommende Tantes Pølsestoppetalent.

En stor Fornøielse var det for os Gutter at faa en hel Koblære, som vi blæste ud til en Ballon og bandt for, hvorefter den anbragtes i en eller anden Nabos Forstue, hvor den traadtes istykker og smald som et Pistolskud. Fornøielsen bestod da i at forestille sig den Forskrækkelse, der maatte betage Husets Beboere; thi jeg saa aldrig, at det virkede, bl.a. af den Grund, at vi selvfølgelig altid strax elter Smældet rendte ned ad Gaden fra «Raadstuen» til «Bradbænken» for ei at antræffes."

*

 

Og om leken med kutennene som ble til overs i slaktetiden har han dette å fortelle:

"Saa blev der atter stille i Huset, Røgepølserne sendtes til Røgning, og man begyndte at spise «Finker» med Æbler i og «stegt Svange» med Tyttebærsauce, «Nagelkjød» og andre underlige Retter, der fulgte efter Slagtningen; men nu begyndte Gutternes glade Tid: Kotandstiden. Jo flere Kreaturer, der slagtedes i et Hus, desto flere Kotænder kunde Gutterne fra det Hus fore i Kampen.

Legen med Kotænder er et Spil, som vistnok er udelukkende bergensk — jeg har ialfald aldrig hørt det omtale andetsteds, og nu skal det efter Sigende være aldeles forsvundet. Man sætter ind lige mange Tænder fra hver Side, ryster dem i den halvlukkede Haand, kaster dem mod en Mur, og de, som da falde med den indre Side nedad, er den Spillendes Eiendom. Denne, den simpleste Art af Spillet, der i vort Sprog hed «Ittemetitt», d v. s. Et imod Et. Kunde man «knase» Enden af en Tand, kasseredes den som ugyldig. Men ligesom der fandtes tre Slags Tænder: Kolper, Stuver (Sidetænder) og Titer, således fandtes der der utallige indviklede Arter af dette fine Spil, som jeg aldrig fik helt Rede paa.

Thi min Skjæbne var altid den samme i disse herlige Dage. Da vi kun slagtede halvåndet Kreatur, skulde jeg egentlig — regnet langsefter — kun faaet en og en halv Kjæfts Tænder, men der blev vistnok slagtet to, ja kanske endog tre hele Hoveder, for «Hovedmadens» Skyld, og med disses Tænder begav jeg mig da altid forhaabningsfuld og rig baade paa Tænder og paa Drømme om de mange, jeg ved dem skulde vinde, ud paa Eventyr, — men stødte altid paa en eller anden lidt større Skeier, der stadig tilbød sig at spille med mig. Naar jeg nu som forsigtig General lukkede for min Lomme, saa hed det, vi skulde ikke spille «for rigtigt», men bare «paa Galskab», d. v. s., uden at Indsatsen skulde gjælde Noget, bare for Morskab. Da viste Skurken sig altid og uden Undtagelse som en stor Klodrian, der altid tabte. Havde han saa lokket alle onde og uædle Instinkter op i mit arme Indre i Form af Tanken om, at saadan en Stymper maatte man jo altid kunne vinde nogle Tænder fra — saa foreslog jeg ham jo at spille «for rigtigt» — og saa havde han Spillet vundet, — Stymperen forvandledes med Et til en udlært Storspiller, som i Løbet af faa Minuter spillede hele min Rigdom fra mig, hvorpaa jeg kom hylende hjem. Det gjentog sig hvert Aar. aldeles uforandret, og taler ikke til Fordel for min Intelligens."