Henrik Wergeland er i ferd med å gi opp håpet om at den elskede Hulda Malthe kan bli hans

Henrik Wergeland er i ferd med å gi opp håpet om at den elskede Hulda Malthe kan bli hans. Men han har omdiktet henne, og diktningen er nå i ferd med å oppsluke ham fullstendig. Hulda er blitt til Stella, en poetisk figur, og i dag sender han Huldas mor, Vedastine Malthe, de dikteriske fruktene av den intense kjærlighetssorgen han har gjennomlevd den siste tiden. Det er utkastet til et manus som han kaller «Himmel og Jord». Han har blant annet diktet frem en morsskikkelse som han understerker er sterkt inspirert av fru Malthe. Planen er, når diktverket er ferdig, å lese det høyt for Hulda og moren hennes ute i deres lysthus. Det ser han frem til.

Han skriver: «Her-ædle, kjære Fru Malthe! sender min melancholsk-satiriske Muse, som fordetmeste, under Latter, gjemmer en søndertrykt Tåare i Baggrunden, Dem atter nogle Suk, som jeg har opfattet og moduleret i dette bizarre Phantasiestykke. Hør det huldt og overbærende! Thoras Vemodstoner og Udbrud af Moderkjærlighed lad dem hæve sig frem over de Andres Narreskrig! Jeg havde det Uheld at tabe Etterspillet, hvori denne gode ulykkelige Characters Moderkjærlighed, som jeg troer - da jeg skrev de sidste Blade med fuld Lyst, improvisatorisk ned - stærkere og heldigere var tegnet, saa dette, nu trykte, Efterspil, da jeg tillige var syg, med Ulyst, paany, da jeg ingen Concept havde brugt, maatte nedskrives. Dog, dersom ikke denne ædle Følelse, som Deres Hjerte huser i dens fulde Livsblomstren og kjender saa vel, at De maa kunne klart see hvorvidt jeg har opfattet den rigtigt, skulde synes truffen i sine Nuancer: saa maa dog sees hen til den høje Grad af Spænding hvori hendes Følelser gradviis kom, og til hendes hele Cha racteer, der har en større Overvægt af passiv Blidhed end af Kraft, saa at ogsaa hendes Ulykke - den, som maa være den skrækkeligste for et ædelt, dannet, blidt Fruentimmer at see sit Liv, formedelst en tilgivelig Feil (ligesom Desdemona og Othello) nemlig Lettroenhed, svinde hen, lænket til en brutal, drikfældig, haard, elendig Pralers -nedbøjede hendes Sjel til Vanvid næsten. Nu vil jeg ikke skrive flere saadanne Farcer, lade saadanne Smaakarter falde af mit Træe, hvor der modnes nu et stort, guldtegnet Æble, som De - Gode, Kjære! og Hulda - min Bedste, mit Kjæreste af Alt! skal afplukke, hvis De værdige mig det, og hvis De ikke tage Deres Godhed fra mig, saa denne Frugt kan modnes, nåar Vaaren kommer. Dette Digt, hvormed jeg offentlig vil træde frem, er omfattende og bærer Navn af „Himmel og Jord". Naar det er færdigt, critiseret etc. etc, vil jeg sætte mig paa en Hest, med mit Manu script i Lommen og tråve op til Risebroe - bede Dem og Hulda høre paa mig med Taalmodighed mens jeg læser det op imellem Thevands og Aftensmadstid ude i Lysthuset, for at De kan sige, om det maa dediceres mit Hjertes Stella og Stellas Moder, eller reentud: Hulda og Huldas Moder. Deretter, hvis mit Ønske krones, pakker jeg ind og galopperer fløitende tilbage i den vakre Sommernat.

„Levvel Risebroe ! Sov vel ! sov vel Allesammen !"

I modsat Fald rider jeg ganske sagte bort; men - „Sov vel! Levvel Risebroe! sover vel Allesammen!" faaer det ogsaa hedde, nåar jeg lister mig op ad den lange, sandige Bakke, som - nåar man rejser ned ad den er det livlige Billede af Vejen til Himmerig: - lang, kjedende, dersom man ikke var saa nær Maalet, at man alt kan skimte Englene udenfor, trættende, sandig. Det forstaaer sig: jeg maa adspørge Dem, om De tillader mig, om De vil, at jeg maa besøge mine Længslers Tumleplads saa. Jeg vil bede Dem derom en Tid forud. - Det er en lystig Plan, en munter Plan! O hvor glad jeg vil være, nåar jeg kan række Hulda, min fagre Musa og hulde Sanggudinde, min Sjels første, betydelige Foster som Geburtsdagsgave , naar jeg kan plante min provencalske Orangeqvist under hendes attende Vaars varmt aandende, klare Himmel! Skal jeg sige Dem, min ædelmodige moderlige Veninde, hvad der egentlig har drevet mig til først at skrive disse Farcer, dette Børneværk? Jeg vil det, da de muligens, altfor muligt, kunne være uden Værd, og min gode Hensigt dermed maaskee kan ud slette noget lidt af det Onde hos mig, men som De dog omfatter med huldsalig Godhed og Skaansel. Jeg vil da sige Dem det: den første skrev jeg for af Indkomsterne at hjælpe en ulykkelig Familie, men - jeg brugte dem op selv, da de kom ind kun saa lidt efter lidt i smaae Dele. Jeg var da ligenær mit Maal, mit Forsæt var bleven Røg, dersom jeg ikke havde grebet Pennen nok engang forat indhente det forsømte. Saa er det! saåsnart min Forlægger betaler mig, saa staaer jeg der, og kan saae mine Penge ud. Jeg har lært Dette af min Fader og af Dem: jeg har Lyst til at gjøre Saadant, som igrunden blot er at practisere efter den Theorie „leben und leben lassen." Jeg har og den Plan at lade sætte Musik til en 17 Mais-sang, og komme ud til Bedste for Eu genias Stiftelse. Jeg vil udsone mine Synder, og vil om en Tid Intet mangle uden, uden, uden .... 0 priez vous pour moi chez - o vous scavez chez quelle! et toute ma vie sera une priére pour vous et elle! O 26de December! o 16de Januar! o 18de Juni! vee 26de Juli!

Held! Held 10de September!! Hvilket Aar, hvilket Aar! Uagtet jeg sidder indemuret mellem Folianter, Penne, Blæk; lever stille ellers som mit Haab i mit Bryst: uagtet jeg vel ihu kom det Løfte, jeg saa sikker og glad gav Dem her i Byen, paa den gladeste Dag, jeg har havt siden 10de September, har dog, som jeg faaer høre, et comisk Indfalds Udførelse, gjort en ufor ønsket Opsigt. Jeg vilde paa en saadan Maade ydmyge en lat terlig, uforskammet Herre, der paa en uhørt fræk Maade havde fornærmet min Ven, og tillige see nogle besynderlige Carricaturer sværme om mig en Aften, gøglende som en naragtig Drøm, som om, nåar jeg foldede ud et Carricatur af Bogen „London og Paris" Figurerne bleve levende med alle deres afstikkende Farver. - En Aften prydet med Fornøjelser, egne i sit Slags. Jeg troede det Hele skulde gaaet stille af men den høje Herre tog Copier af mine Indbydelseslister og prostituerede sig, ved at lade disse komme ud, for hele Byen. Nok - jeg vil ikke bryde Dem med Fortællingen om hvorlunde han tog mig min Frihed og Lighed saa ilde op at han udfordrede mig paa Kaarde eller Pistoler - ligegodt (v: en Scene i Farcen). Det er ingen Tvivl om at De maa have hørt det; men ved Leilighed kan enten Ludvig eller jeg fortælle denne Tragicomedie. - Jeg kunde, jeg burde have ladet det være; og jeg skal, jeg skal lade al Flygtighed, al overilet, übetænksom Spøg fare, om jeg endogsaa ikke derved stod i Fare foråt tabe Deres saa høitskattede Gunst. Men hvormeget binder mig ikke Visheden om at jeg har dette Klenodie? 0 jeg seer det i den Hilsen De har sendt mig igjennem Ludvig! Taknemme lighed kan ikke glemme Godheden, som saaledes viser at den aldrig glemmer at være god mod Den, som den engang, engang saa stor at den kunde være allegange, har udfoldet sig for i sin hele Skjønhed. - Taknemmelighed og Godhed, ere ikke disse saaledes evigen reciproque? Jeg skulde, efter min Faders Vilje, have været hjemme for at hjælpe ham med et Par Prædikener nu i denne Paaske; men endnu nu - Kl. 1 Skjærthorsdags Morgen, da jeg skriver dette - veed jeg ikke, om jeg kan reise, da jeg ikke er ganske frisk. Reiser jeg, faaer jeg atter vende mine Øine fra Risebroe, mens mit hele Sind og Hjerte, bugnende af Længsler, er langt inden for Døren; thi jeg vil ikke komme før jeg, som en sand Atlas kommer slæbende med baade „Himmel og Jord". Ogsaa af Dette skal det Halve tilhøre Jordens Arme. - At jeg kunde skrive og ryste Guid af min Pen i Huldas Skjød, og Hulda igjen ryste det ud over Jammeren, Armoden og Elendigheden! At det vilde engang skee! Vil det skee? vil det skee? - ah, le chat il dort! il dort! Jeg giver Dem her tohundredetusinde levende, aandende Hilsener, med bankende Hjerter og dristige, aabne Barneblik, hvoraf 50,000 knæle for Dem, 50,000 for Deres høitagtede Mand, 70,000 lor Hulda, 20,000 for Lovise, 10,000 for de Andre, skjøndt af disse færrest for Josephine, som jeg veed er vred paa mig, al vorlig vred. Med den dybeste Agtelse, Taknemmelighed og Hengivenhed Henr: Wergeland.»