Henrik Wergeland er ferdig med diktverket om Stella

Henrik Wergeland er ferdig med diktverket om Stella nå. Og hans far Nicolai har kalt ham hjem til prestegården. Derfra skriver han til Hulda Malthes mor, Vedastine:

«Idet jeg, høitagtede, kjære Fru Malthe! har den Ære, med Deres godhedsfulde TiUadelse, at oversende Dem et Hefte af Napoleon, tør jeg tilføje et Par Linier om mig Selv, og det fordi jeg, med en stolt og glad Følelse, veed, at Deres vennesalige Godhed for mig vil finde taknemmelig Fortrolighed heri istedetfor Træk af Dristighed eller - lad mig ikke sige noget Værre. At jeg nu er her og det for en længere Tid kommer ikke af frivilligt Forsæt, som om det skulde være overensstemmende med mine Planer eller min Lyst, hvor godt jeg end hos mine fo træffelige Forældre, fremfor andetsteds, har det; heller ikke af at jeg skulde være relegeret fra Universitetet, som en vis ædelsindet og stormodig Krigsmand heroppe vil have sagt heroppe (saa aldeles ins Geheimniss og med betydende Vink); men fordi min Fader vil det, uden dog at pecuniaire Hensyn har bestemt ham, men formodentlig Omhu for mig, at jeg nemlig ikke, i disse politisk tegnfulde Tider og navnlig ved Hans Majestæts Nærvær den 17 Mai, skulde ubesindigen styrte mig i Uleilighed, samt fordi han har skaffet mig Bøger for lang Tid siden, og jeg, ved en af mine Professorers Nærværelse i Storthinget, egentlig Intet har at gjøre i Byen som jeg jo kan gjøre ligesaagodt her: desuden skal jeg, i min Faders Fraværelse paa en tiltænkt Visitats læse med Kirkebørnene, og holde min Moder med Selskab, nåar baade Fa'r og Søster ere i Byen. Disse Grunde har min Fader anført mig, skjøndt hans simple „Kom hjem!" vilde været nok til at suspendere min store Lyst til at være i Byen nu just i denne Tid og til at feire den høje Festdag blandt agtværdige Venner histinde; og jeg trætter Dem her med at at sætte dem her ned saa vidtløftigen, fordi jeg vil, at De ei maa troe, at jeg egenmægtigen søger, eller vil søge at nærme mig saa pludselig Deres Moderbarms deilige Blomst, som bøjer sin Glands for mig, men ikke kan nægte mig sin Vellugt: at jeg ikke dristigen vil røre ved mine Forhaabninger, der er en dunkel Himmels Skystriber, lysrøde, violette, guldgule, smaragdgrøne Skystriber lavt om en mørk Horizont, som Perle- og Koralkrandsen om en Negerindes Pande, for ved et Trylleslag at fremmane den eneste Tone, som flux gjør Dæmringen lysblaa og fast som et hvalt Skjold, og Skystriberne til levende Gestalter, til Engle af den sødeste Form, Alle lige, Alle Huld'er - Alt, for skjønt for Virkeligheden, skjøndt Virkeligt, svævende som imellem Drøm og Sandhed. Jeg vil Intet fremskynde, ikke prøve paa at fremtrylle ved et tilfældigt Slag den sødeste Accord af den endnu - o jeg haaber- endnu urørte Harpe, Hulda har i sit Hjerte, hvis første lydelige Tone er en Samklang af den blødeste Consonant og den blødeste Vocal (Ja! Ja!). Men det maa De sige Hulda, at jeg er endnu saa riig og glad ved hendes Velvillie som 10de Sept:, og jeg beder Hende, med en Følelse, som i sig har en Blanding af An dagt eller af høi Ærbødighed og Agtelse, hvilken adler en ildfuld Kjærlighed, ikke at tåge den fra mig! ikke at tåge den fra mig; men lade den voxe, dersom Hulda opdager Andet i mit Hjerte end en øm og høi Kjærlighed for Sig, en inderlig Hengivenhed til Sig, en dyb Agtelse for Sig, dersom Hulda ogsaa opdager, foruden disse stærke og rene, Sig gjældende Følelser, ogsaa en varm Følelse for alt Godt og Stort, om den endnu er skjælvende og svag som en Æolsharpes Toner ved Vindens første legende Anslag! - Ja, jeg torde vove at sige Hulda, som jeg nu siger Hendes menneskekloge Moder, at jeg ikke kunde have de første Følelser uden den Sidste; - og, at de første Følelser, mod Hulda, aande høit i mit Bryst, i min Sjel, derom vidner ethvert Træk i mit sande, i mit aandige Liv. - Tænk efter og see i Fremtiden! Jeg maa da ogsaa fortælle min gode Genius, at jeg, før jeg havde tænkt, og med noget Andet kommer til at træde frem blandt Digterne. Min Fader har seet nogle Poemer af mindre Omfang af mig, som han fandt værdige Offentliggjørelse, og han har alt udstedet Subscriptionslister til at dække en Deel af Tryk ningsomkostningerne. Hulda træder frem i de fleste af dem under Navn af Stella, og jeg havde kaldt en Deel af Digtene „Stellanea"; men Fa'r har kaldt det Hele «Harpeslag om Venskab og Kjærlighed, Frihed og Fædreneland af Henrik Wergeland". Denne lille Krands af mørktglødende, duggede Blomster er hel liget „Stella". - - - Vil Hulda blive vred, nåar Hun veed, at Stella er Hulda? Engang i Sommer vil jeg tale med Hulda om det, og om mit Yndlingsværk, som jeg ikke vilde bede om at maatte bære den Vakres og Godes Navn, dersom det ikke havde en dristig Vinge og stræbede efter Stjernerne. - O! Vær ligesaa mild og god imod mig ædle, kjære Fru Malthe, og hulde, vakre Hulda! og kom en vakker Våar! kom snart med Humlerne surrende i Piletræerne udenfor mine Vindver, og med Violer og Birkeløv og Vand, hvori jeg kan kjøle mine Lemmer, saa vil mit Værk voxe snart og stærkt som Prometheus's!

Ludvig, med hvem jeg, ligesiden ihøst har havt den Gevinst og Fornøjelse at staae i en nøje Venskabsforbindelse, havde, Aftenen før jeg reiste, det, fra min Side aldeles ufortjente, splendide, venskabelige Indfald at forære mig et meget smukt Kobberstykke, et Portratt af en ung Savoyarde-Pige; men tænk! tænk! det er Hulda, Deres egen Hulda, min, min Sjels Hulda, lyslevende, op ad Dage, lyslevende, i egen, egen Elskelighed. Her hjemme saae de strax hvem det søde Smiil, det deilige Øje, Hage, Mund, kort Alt tilhørte, og de maatte forundre sig over det besynderlige Tilfælde. Jeg faaer nu hængt det op paa mit Værelse, og paa den ene Side har jeg hængt et „la douleur," men paa den anden „la vénération". - 0 hvad skal det første af disse symboliske Malerier til? Lad douleur komme bort! myrd, qvæl Uhyret med le sourire. Lad dette sidste vakre symbolum komme op! Le Sourire paa den ene Side, et endnu mere ligt og smukkere Huldabillede i Midten, Le Ravissement paa den anden Side og La Vénération nedenunder! Men det glæder mig ogsaa meget det Glimt af Deres Ludvigs Vennefølelse for mig og - om jeg kunde finde et mindre væg tigt Ord, saa valgte jeg det - Yndest for den Tilbøjelighed, der opfylder min Sjel og som han kjender saa nøje til, som just Valget af dette Stykke lod mig see. Han var nemlig inde med mig hos en Kjøbmand, som havde mange Saadanne, nogle Dage forud, foråt vælge med mig et Stykke, jeg vilde pryde mit Værelse med. Jeg saae da snart mit ud; men jeg kunde ikke kjøbe det strax. Og nu kommer han mig i Forkjøbet just med det Samme. Hvis Han har gjort det af Interesse for min Lidenskab for netop Stykkets hulde Original, da har han ikke handlet uforsigtgit --- har han vel? Hvad ellers Ludvig angaaer, da troer jeg forvist, at hans Kundskaber ere ligesaa faste som hans Characteer, og, at han har et testimonium cum laudabile i sin Vestelomme. Til Høsten trækker han det frem -- voilá -- ah! Ret! bravo min Gut! dacapo saa atter til Sommeren, og saa atter om halvandet Aar igjen dacapo -- saa basta! hviil dig nu! Ved samme Leilighed fortalte Ludvig mig, at min Hjertens veninde, min gode Lovise, var heftig angreben av Rosen. Jeg bevidner Lovise min inderlige Deeltagelse, og haaber, det vel nu alt er i Bedring, og, at snart Hendes naturlige, favre Roser vil opblomstre paany. Tag mig ikke min Svadsighed ilde op! Den, som beder derom holder inderligt og taknemmeligen af Dem og alle Deres. En kort Slutning udsone det vidtløftige Indhold, idet jeg blot over antvorder mine Hilsener, til Hulda, Lovise og Alle der, til Deres Velvillie, og vover at ytre det Ønske, at den milde Våar - nåar den engang kommer - maa føre den milde Huusfrue med hen des favre Døtreflok, som Foraarssvaner, den Miilsvei nordpaa, fra Risebroe.

Med dyb Agtelse og inderlig Hengivenhed Deres Henr: Wergeland.»