Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida

Johan Sebastian Welhaven skriver til Ida:

«Torsdag - Formiddag

Det smukke Veir styrker daglig mine Forhaabninger. Jeg venter intet Andet end en Række smaa Fremskridt; men deraf udkommer dog tilsidst den Sum, der skal gjøre mig lykkelig. Da jeg sidst talte med Fru Hjelm var hun lettere om Hjertet end nogensinde før under din Sygdom og hun har aldrig leget med mit Haab eller gjort noget Forsøg paa at give formildende Billeder af dine Tilstande. Jeg har hvergang i mit stille Sind takket hende for denne kloge Adfærd. Paa hende kan jeg stole og hendes gode Etter retninger ere mig derfor dobbelt vederkvægende. Det er godt at have een saadan Fortrolig, det er slemt at have Flere. Du har følt dette og frygtet for, at jeg skulde bringes til at udtale mig for nogen Anden. Men ogsaa i dette Stykke have vi den samme Mening og den samme Vilie. Jeg synes at Marie Sodermark af og til betragter mig med et prø vende Blik og at hun undrer sig over min tilsyneladende Rolighed. Det er kjendeligt at vi gjensidig holde Øie med hinanden og videre skal det heller ikke komme. Igaar traf jeg hende i Theatret og var glad ved at hun i det Hele havde tilfredse og oprømte Miner. Fru Hjelm har sagt mig at din Moder taler om at jeg gjerne turde træffe sammen med dig i Haven og at det jo ikke kunde være mig saa vanskeligt at finde en eller anden Udvei til at sende dig Hilsener og Breve. Men denne Slags Mildhed har været mig usigelig bitter - Nu vil hun! - Ak, der ligger i denne Tanke en Gift, der kunde tilintet gjøre mig, dersom jeg ikke havde mit Haab. Hvorfor skulde hun saa skjærende udtale sin egen Anklage nu, da jeg har tilgivet? Men hun føler det ikke. Hendes Tanker følger andre Vilkaar end mine, hendes Sjæl er af et andet Stof end min. Hun vil bruge Tillempninger i sit System, hun vil see imellem Fingre nu. Hun vil gjerne benytte mig som et af Midlerne mod Sygdommen, uden dog at træde sin Værdighed for nær. Men det er nu Tid at erkjende Vildfarelsen ganske, det er Tid at troe, at hun nu Intet har at forbyde og Intet at tillade. Nu er mit Herre dømme begyndt - O, fordi min Sorg er størst! Har jeg maaske bedrøvet dig med disse Ord? Men jeg maatte give mit Hjerte Luft, og du har vist havt den samme Følelse, siden du ikke har ladet din Moder vide hvad der nu skeer.

Endnu frygter jeg et Gjensyn for din Skyld. Blodet vilde ile gjennem dine Aarer med en Heftighed, der kunde skade dig og bringe dig mange Trin tilbage. Jeg vilde ikke kunne styre min Bevægelse og dette maatte forøge din egen; men jeg venter med Længsel det Budskab, at du er bleven stærkere. Da vil jeg komme - komme til dig, der har maattet lide al den Vee og Smerte! Det skal være vor Kjærligheds høieste Fest, en Forsmag paa Opstandelsens Glæde, naar det andet store Afsnit af vor Lyksalighed be gynder. Ak, det hedder at et saadant Møde kunde være gavnligt og Undrende. Ingen fatter hvilken brændende Tankestrøm, hvilke stigende Bølger af Smerte og Fryd, der bryde frem i et saadant Sekund og knuger vore Hjerter. Men naar du først kan taale dette, da vil ogsaa Gjensynet bringe dig nyt Liv, og da vil jeg daglig komme igjen. I September skal vi berede os til vor Flugt fra disse kolde Egne; thi du skal ikke friste denne Vinter her. Det kan ikke blive mig vanskeligt at faae Reisetilladelse; thi Re gjeringens Pluralitet har engang udtalt sin Overbevisning om, at den Post, som jeg dog nu kommer til at indtage, ikke for det første bør besættes. Saaledes forenes alle Me ninger ved det mærkelige Udfald, at jeg bliver udnævnt, og drager bort med det Samme. Vi opsøge da den deiligste og mildeste Plet paa Jorden, og der boe vi sammen, du og jeg! O, hvor jeg skal pleie og helbrede dig. I dette nye Hjem skal jeg digte mine bedste Sange; jeg skal have det som den svævende Lærke, der seer ned paa Reden og syn ger af Glæde over den Elskede, der sidder saa luunt mel lem Blomsterne. Naar vi komme tilbake, da er du ganske styrket, og da skal min Ømhed skabe en blidere Zone mel lem dig og den strænge nordiske Himmel. Jeg har saa meget at skjænke dig. De kjærligste Engle har lagt gode Gaver paa min Vugge og jeg har bevaret dem alle til en Brudeskat for dig - Hvorfor strømmer min[e] Taarer medens jeg skriver dette? O, det er en mild Graad. Guds Naade kommer igjen over mig og signer mit Haab. JW.

- Fredag - I to Dage har jeg Intet hørt fra dig. Idag er Veiret graat og truende. Jeg har da to rige Anledninger til Uro og Bekymring. Igaaraftes mødte jeg dog din Fader, der kom kjørende, og denne übetydelige Omstændighed var nok til at opmuntre mig. Saaledes er jeg. Den mindste Ting, der staaer i nogen Berørelse med dig kan sætte mit hele Væsen i Bevægelse. Uagtet denne Dag, paa Grund af de ydre Aspekter, skulde være slem for mig, er den dog en af mine bedre Dage. Jeg føler denne Tryghed i mit Indre, der undertiden kommer af sig selv, naar jeg mindst kunde vente det. I saadanne Timer seer jeg min Skjæbnes Traade og Guds Finger i dem. Jeg seer hvorledes den hele Plan, gjennem de besynderligste Forviklinger, har ført mig hen til dig og hvorledes det Alt maa fuldkommes i vor For ening. Jeg ønsker da saa levende, at ogsaa du maa have

denne faste Overbevisning, og at du dog under ingen Til stand af Mathed maa blive træt i Haabet. - Løverdag - Jeg har nu modtaget dit Brev og Fru Hjelms Bulletin.

Mit Hjerte er ogsaa idag frit for Angst. Jeg vil ikke tabe Modet. Det bedste er dog vundet: Dit Bryst er styrket. Maatte du blot have samlet Kræfter før de kolde Dage nærme sig. Jeg vil imidlertid blive mere og mere fortrolig med den spendte, ligesom idelig lyttende Tilstand, hvori jeg nu er hensat. Min legemlige Sundhed skal holde min bævende Sjæl opret og min Fortrøstning skal aldrig for lade mig, saalænge dit og mit Hjerte slaaer med den samme lyksalige Tanke at vi ere forenede med Livets helligste og stærkeste Baand. JW.»