Søren Kierkegaard skriver i dag klokken tolv om formiddagen til sin elskede Regine

Søren Kierkegaard skriver i dag klokken tolv om formiddagen til sin elskede Regine: «Min Regine!

 

Her har Du det Manuscript, der var Aarsag i, at jeg maatte forlade Dig saa præcis. Og ikke sandt? Du vil formod[en]tlig give mig Ret i at hvis den lærde Verden fik det at see vilde den erklære det for det Taabeligste, jeg endnu havde skrevet, ja for aldeles meningsløs.

 

Saa modtag da ogsaa min Lykønskning, ell. rettere den Sum af Ønsker, der fra forskjellige Tider og Dage have sat sig i Bevægelse alle for at drage op til Dig, modtag dem alle samlede i eet Ønske: Gud give at Ingen maa tage Din Glæde fra Dig - Ikke Du selv ved urolig Higen, ved utidig Tvivl, ved selvfortærende Mismod - Ikke jeg ved mit tunge Sind og mine selvgjorte Bekymringer - Ikke Medgangs Smiil - Ikke Modgangs Taarer - Ikke Længselens utaalmodige Hasten - ikke Erindringens skuffende Bedøvelser. Modtag dette Ønske. Og synes det Dig end et Øieblik at jeg er bleven saa gammel, at mit Ønske ligner en Bøn, min Udtalelse deraf en Velsignelse, saa modtag den dog, modtag den med ligesaa megen Bevægelse som jeg meddeler den, da veed jeg, at der vil komme den Tid, da jeg atter med Velsignelse vil forvisse mig om, at Du har bevaret Din Glæde, men da vil min Velsignelse være en Taksigelse, fordi jeg saae Opfyldelsen af det, der af Alt ligger mig meest paa Sinde.

 

Din S. K.

 

 

 

Ei om Vaaren vil jeg minde,

 

Ei om svundne Drømme. Nei!

 

Men Dig lære just at finde

 

Glæden paa Din Vei.

 

=

 

Sørg dog ei for Vaarens Glæder,

 

Som blot slumre i Dit Bryst -

 

Selv den Taare, som Du græder

 

Er ei uden Lyst.

 

 

 

Det er den første Geburtsdag, jeg er tilstæde ved, og det varer formodentlig en Tid inden jeg igjen bliver det. Tag derfor dette Maler-Apparat, hvis Du kan bruge det. Og ligesom Du selv frelser den beskedne Blomst ud af Døds og Glemsels Nat, saaledes gaaer min taknemlige Erindring endnu engang over den høstede Ager og finder bestandig noget Nyt, den vil bevare. Tag disse Stager, lad dem lyse for Dig, ligesom Din Musik saa ofte har adspredt mit mørke Sind. At bede Dig under Alt dette at tænke paa mig, behøver jeg vist ikke, men hvis det kan glæde Dig, hvis Tanken om mig kan blive lettere, friere, mere udvidende for Dig, naar Du er fast overbeviist om, at jeg deler Din Tilfredshed under disse Beskjæftigelser, saa vær urokkelig forvisset derom.

 

Du sendte mig i sin Tid nogle Markblomster; Du havde ikke glemt hvad jeg tidligere havde yttret. Min Smag er endnu den samme. Jeg har imidlertid forgjeves søgt at tilveiebringe et ell. andet Exemplar. Dog er det til en vis Grad lykkedes mig, som Du vil overbevise Dig om, naar jeg kommer til Dig.

 

Din. S. K.»