Søren Kierkegaard reiser hjem til København fra Berlin

Søren Kierkegaard reiser hjem til København fra Berlin. Planen har vært at han skulle bli i byen i minst et år, men nå er han altså tilbake igjen etter bare fire måneder. Blant byens borgere er han nå ansett som en skurk etter den brutte forlovelsen med Regine. Med seg i kofferten har han andre del av en filosofisk roman. Teksten er på 400 sider, og tittelen er Enten-Eller. Helt i starten har den en refleksjon over hva en dikter er. Kirkegaard bruker bildet av Pahalaris’ okse: Phalaris var en tyrann som holdt til på Sicilia. Han lot sine fiender stenge inne i en kjempemessig kobertyr, som hadde neseborene forsynt med fløyter, slik at fiendens skrik ble forvandlet til de lifligste lyder. Han skriver: «Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn Musik. Det gaaer ham som de Ulykkelige, der i Phalaris's Oxe langsomt pintes ved en sagte Ild, deres Skrig kunde ikke naae hen til Tyrannens Øre for at forfærde ham, for ham løde de som en sød Musik. Og Menneskene flokkes om Digteren og sige til ham: syng snart igjen; det vil sige, gid nye Lidelser maae martre Din Sjæl, og gid Læberne maae vedblive at være dannede som forhen; thi Skriget vilde blot ængste os, men Musikken den er liflig. Og Recensenterne træde til, de sige: det er rigtigt, saaledes skal det være efter Æsthetikens Regler. Nu det forstaaer sig, en Recensent ligner ogsaa en Digter paa et Haar, kun har han ikke Qvalerne i Hjertet, ikke Musikken paa Læberne. See derfor vil jeg hellere være Svinehyrde paa Amagerbro og være forstaaet af Svinene, end være Digter og være misforstaaet af Menneskene.»

Det er også i denne boken at det som etter hvert skal bli et berømt sitat om travelheten skal komme til å stå: «Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg der|10for seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ildløs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?»