Bjørnstjerne Bjørnson er i Christiania. Han er en mann med ambisjoner, og han vekker oppsikt der han kommer.

Bjørnstjerne Bjørnson er i Kristiania. Han er en mann med ambisjoner, og han vekker oppsikt der han kommer. Denne sommeren møter han bergenseren Lorentz Dietrichson i Klingenberghaven, som er den lokale tivolihagen. Siden skal Dietrichson kommer til å beskrive Bjørnson slik:«Det var en Sommeraften under eller strax etter Artiumsdagene i 1853, at man paa Klingenberg under en Havekonsert viste mig en rank, kjæk, blond, ung Mand med en uhyre Kvast i Studenterhuen, - en ung Mand, der allerede havde begyndt atvække en vis Opmærksomhed i Studenterkredsene, med de Ord: «Det er en ung Mand, som vil blive Dikter». Det var Bjørnstjerne Bjørnson. At et Menneske kunde bestemme sig til at «blive Dikter», ligesom man bestemmer sig til at blive Jurist eller Skomager, var Noget, der forbausede mig i den Grad, at jeg siden aldrig tabte ham af Syne. Og det vilde ogsaa været vanskeligt at tabe ham af Syne, det skal indrømmes. «I de første Aar kom jeg ikke ofte sammen med ham. Han omgaves allerede tidlig af en Kreds af beundrende Venner, der i høie, men visselig ikke for høie Toner talte om hans digteriske Evne og specielt omtalte hans dramatiske Digt «Valborg», som han havde indleveret til teatret, men tog tilbage som umodent. Kun en kort Tid færdedes han i Studentersamfundet, og de faa Gange, jeg traf sammen med ham i Privatlivet, blændede han mig ved sine ideer, Originalitet og sine mange overraskende Synsmaader, som jeg dog ikke altid kunde følge med i; og jeg holdt mig derfor tilbake, da jeg nødig vilde blændes, hvor jeg ønskede at se klart. Han havde jo en forbausende Evne til at vinde sine Omgivelser, en genial Overlegenhed, der kunde være uendelig elskværdig, - naar han vilde. () Om man end stod meget over ham i Viden, - og det gjorde ret mange, - fangedes man dog af hans overmægtige Aandselasticitet, af den Rigdom af Følelse, der boede i ham, og fremfor alt af den ærlige Aabenhed, som selv hans bitreste Modstandere har maattet indrømme ham. () Jeg saa paa ham som paa en stærk, vaarlig Fjeldfos, der styrtede udfor Klipperne og stænkede forfriskende 3liumperler vidt omkring sig. Det var deiligt at lade Draaberne kjøle ens Pande, men man maatte holde sig i tilbørlig Afstand, hvis man ikke vilde have Skindet gjennemblødt. Og derfor varede det længe, meget længe, før jeg kom nam nærmere.»