Dette året står Henrik Ibsens dikt "Paa vidderne" på trykk i Nytaarsgave for Illustreret Nyhedsblads Abonnenter. Det handler om en mann som trekker seg tilbake til et distansert liv i høyden over dalen, der han kan beholde "dette rette perspektivte!, slik at han kan skue ned på livet der nede uten å bli berørt av det.
Diktet kommer siden til å komme med i diktsamlingen Digte i 1870.
Her er diktet:
Paa Vidderne
Nu Skræppen over Ryggen slængt,
Og Riflen ladt i Haand,
Og Spjeldet lukt og Døren stængt
Med Tap og Vidjevaand;
Saa indom til min gamle Moer
I Stuen nærmest ved, –
Et Haandslag til Farvel, – et Ord, –
«Jeg kommer hjem saa snyg jeg foer, –
Og indtil da – Guds Fred!»
Opefter bugtes Veien smal,
Det bær i Holtet ind;
Men bag mig ligger Fjord og Dal
I disigt Maaneskin.
Jeg foer forbi min Grandes Væg, –
Paa Gaarden var saa stilt;
Men bortmed Grinden under Hægg
Det lød som Løv paa Linets Lægg,
Der ringled let og mildt!
Der stod hun i det hvide Lin,
Og hilste mig Godkveld;
Hun var saa væn, hun var saa fin,
Saa frisk, som Blom paa Fjeld.
Et Øie lo hun med, og et
Hun gjøned med saa smaat; –
Jeg lo som hun, og med et Sæt
Jeg stod ved Grinden ganske tæt, –
Men da var Øiet vaadt!
Jeg slog min Arm om hendes Liv,
Og hun blev rød og bleg;
Jeg kaldte hende for min Viv,
Og Barmen faldt og steg.
Jeg svor, at nu – nu var hun min
Tilbunds, – ei lidt – ei halv –!
Hun saa – jeg troer, paa Skoen sin, –
Der ringled Løv paa Bringens Lin:
Det var fordi hun skalv!
Hun bad saa vakkert, og jeg slap,
Og Spøgen gik som før;
Men Hjertet mit gik Klap i Klap,
Min Hug var vild og ør; –
Jeg bad saa vakkert, og hun taug, –
Vi fulgtes ad, vi to;
Mig tyktes som det sang i Houg,
Som Elverfolk og Nøkk og Draug
Indunder Løvet lo!
Saa bar det opfor Veien smal,
Det bar i Holtet ind;
Men nedenfor laa Fjord og Dal
I disigt Maaneskin.
Jeg sad saa hed, hun sad saa mat
Tæt udpaa Stupets Kant;
Vi hvisked i den lumre Nat, –
Jeg ved ei selv hvor det var fat,
Men veed min Pande brandt!
Jeg slog min Arm om hendes Liv,
Hun hvilte paa mit Fang, –
Saa fæsted jeg min unge Viv,
Mens Nøkk i Natten sang;
Om Draugen lo, da hun blev min,
Det mindes jeg kun halv; –
Mig skræmte ingen Vættes Grin, –
Jeg saa kun hun var ræd og fin,
Og kjendte hvor hun skalv!
Jeg laa i Skardet vendt mod Sør,
Og saa hvor Solen randt;
Om Dybet laa et Skyggeslør,
Mens Fond og Jøkler brandt.
Det røde Hus, min Moers og mit,
Herovenfra jeg seer;
Der har hun strævt, der har hun stridt,
Der blev mit Sind saa frisk og frit, –
Gud ved hvad det blev meer!
Hun er alt oppe; Røgens Svev
Jeg tror iveiret slaar,
Paa Blegen ved den hvide Væv
Det tykkes mig hun gaaer.
Ja, driv du kun dit vante Stell;
For det dig signe Gud!
Hos Renen paa det vilde Fjeld
Jeg henter dig en vakker Fell,
Og to–tre til min Brud!
Ja hvor er hun? Hun færdes vist
I Drømmens spredte Spil.
Kom Ingenting ihug fra sidst,
Drøm om det, hvis du vil!
Men er du vaagen, – riv det ud
Af Mindet, – saa gjør jeg.
Lid paa du er min væne Brud,
Væv Lin og sy dit Bryllupsskrud;
Kort er vor Kirkevei!
Det tykkes tungt at skilles ad,
Fra den Ens Sjel har kjær; –
Men Længslen er et Tvætningsbad,
Til mig den Helse bær.
Her staar jeg som paany besjælt,
Saa svalt er nu mit Blod; –
Et Liv, ei halvt – langtmindre helt,
Et Liv i Synd og Anger delt,
Jeg træder under Fod!
Hver Mørkets Lyst, hver vild Begjær
Af Hugen drives ud;
Jeg er saa frisk, jeg staar saa nær
Mig selv og nær min Gud!
Et Syn udover Aas og Fjord,
Udover Furutop, –
Og saa tilfjelds i Renens Spor; –
Farvel, min Viv! Gudsfred, min Moer!
Og nu paa Vidden op!
Ibrand staar Skyen lavt i Vest,
Det flammer over Fjeld;
Men over Dalens sidste Rest
Sig spænder Taagens Tjeld.
Tungt var mit Syn og træt min Fod,
Og tankefuldt mit Sind;
Men udfor Stupet, der jeg stod,
Laa Lyng og lyste som i Blod,
Og skalv for Kveldens Vind.
Jeg brak en Kvist af Lyngens Dusk,
Og stak den i min Hat;
Tæt bag mig stod en fattig Busk,
Der laa jeg lunt den Nat.
Og Tanker gik og Tanker kom,
Som Folk paa Kirkesti;
De flokked sig og saa sig om,
De satte Ret og de holdt Dom,
Og skred saa stilt forbi.
Var jeg Dig nær i denne Stund,
Du Blom, igaar jeg brak, –
Jeg lagde mig som trofast Hund
For Sømmen af din Stak.
Jeg svam i dine Øine ind,
Der tvætted jeg min Sjæl;
Det Trold, som hexebandt mit Sind
Igaarkveld ved din Faders Grind,
Jeg slog med Spot ihjæl!
Op sprang jeg sejersvarm og bad
En vinget Bøn til Gud
Om Sol paa alle Dages Rad
For dig, min lyse Brud!
Dog nei, til det jeg er for stærk,
Til det jeg er for ung;
Jeg veed og vil et bedre Værk,
Og derfor, Gud, min Bøn dig mærk:
Gjør hendes Livssti tung!
Stem Elven op hvorhelst hun gaar,
Gjør Kloppen smal og glat,
Lad Urden gnage Foden saar,
Gjør Sæterveien brat;
Jeg løfter hende høit paa Arm
Igjennem stridest Flom;
Jeg bænker hende ved min Barm, –
Frist der at volde hende Harm,
Det vil vi strides om!
Langveis sørfra er han kommen,
Kommen over brede Vande;
Tause Tanker ligger som en
Nordlysbrydning om hans Pande.
Graaden leger i hans Latter,
Læben taler, naar den tier;
Men om hvad? Jeg bedre fatter
Vindens Kvad i Lund og Lier.
Jeg er ræd hans kolde Øie,
Har saa lidt dets Dybde fundet,
Som det sortblaa Tjerns af høie
Jøklers Barme født og bundet.
Tunge Tankefugle stryger
Lavt og langsomt over Speilet;
Snart igjen i Raak det fyger, –
Berg dig da, – tildæks med Seilet!
Midtpaa Vidderne vi mødtes,
Jeg med Rifle, han med Hunde;
Mellem os et Forbund fødtes,
Som jeg brød, ifald jeg kunde.
Hvorfor har hos ham jeg tøvet?
Tidt jeg gad mig fra ham skille;
Nu jeg troer, han har mig røvet
Selve Evnen til at ville!
«Hvorfor længter du om Kvælden
Nedad til din Moders Stue;
Sov du bedre under Felden,
End paa Viddens brune Tue?»
Hjemme sad paa Sengestokken
Gamle Moer med mig og Katten,
Spandt og sang, til Drømmeflokken
Bar mig ud til Leg i Natten.
«Drømme, drømme, – hvorfor drømme?
Tro mig, Dagens Daad er bedre!
Bedre Livets Støp at tømme,
End en Blund blandt fældte Fædre!»
«Over Vidden flyger Renen;
Efter den i Vind og Væde! –
Bedre det, end bryde Stenen
Op af fattig Jord dernede!»
Men jeg hører Klokken ringe
Op fra Kirken udpaa Tangen!
«Lad det ringe, lad det klinge,
Bedre Klang har Fossesangen!»
Gamle Moer og hun til Kirke
Gaar med Bogen svøbt i Klædet.
«Tro mig, Mand, du bedre virke
Kan, end slide Kirkeledet!»
Orglet synger indfor Grinden;
Der er Lys ved Altertavlen.
«Bedre synger Storm om Tinden,
Bedre skinner Sol paa Skavlen!»
Nu, saa kom! I Veir og Væde
Over Viddens hvide Bølge!
Lad saa Kirkestien træde
Hvo som vil, – jeg slaaer ei Følge!
Høsten kommer; hør den sidste
Bølings Bjelder under Aasen!
Viddens Frihed maa den miste,
Faar igjen et Liv – paa Baasen!
Snart er Vintrens Tæpper hængte
Foldrigt udfor Stupets Vægge;
Snart er alle Stier stængte, –
Hjemad maa jeg Veien lægge.
Hjemad? Har da der jeg hjemme,
Hvor min Hug ei længer færdes?
Han har længst mig lært at glemme,
Selv jeg lærte mig at hærdes.
Dagens Daad har intet Mærke,
Slig som den dernede drives;
Her blev mine Tanker stærke,
Kun paa Vidden kan jeg trives.
I den øde Sæterstue
Al min rige Fangst jeg sanker;
Der er Krak og der er Grue,
Friluftsliv for mine Tanker.
Der er Vættespil i Natten;
Kløgtig Skytte Faren vejrer.
Han har skjænkt mig Tryllehatten;
Jeg kan fristes, men jeg sejrer!
Vinterliv paa vilde Vidder
Sætter Staal i veke Tanker, –
Intet Sagn om Fuglekvidder
Sygt igjennem Aaren banker.
Er til Vaar i Staal jeg drevet,
Henter jeg de To fra Dalen, –
Løfter dem fra Hverdagsstrævet,
Bænker dem i Høifjeldssalen,
Lærer dem min nye Visdom,
Lokker Latter over Hjemmet;
Snart er Livet paa de isom-
spændte Vidder dem ei fremmed.
Her jeg sad i lange Uger, –
Kan ei Eensomheden bære;
Mindekrigen Kraften sluger,
Nedad maa jeg til de Kjære.
Kun en Dag, og saa jeg stiger
Op igjen fra Moer og hende, –
Op til mine høie Riger,
Som til Vaar skal rumme Trende.
Ud jeg maa! – Hu, Sneen fyger!
Lidt forsent jeg mig betænkte.
Vintervejr langs Vidden stryger, –
Nu er alle Stier stængte.
Uger gik og jeg vandt mig selv,
Min Hjemvee kom aldrig tilorde;
Under Isklædets Folder laa Bæk og Elv,
Maanen stod rund over Fondens Hvælv,
Og Stjernerne tindred sig store.
For frisk jeg var til at sidde stur
I Stuen da Dagen hælded;
Saa lidt som min Tanke jeg trives i Bur,
Over Vidden jeg jog, til den styrtende Urd
Standsed mig yderst paa Fjeldet.
I det gabende Dyb laa Dalen stilt;
Da toned det ude paa Tangen –!
Jeg lytted –, det lød baade lindt og mildt;
Hvor hørte jeg før den Slaatten blev spilt –?
Da kjendte jeg Klokkeklangen!
De ringede Julens Høitid ind
Med de gamle hjemlige Klokker.
Det lyser bagved min Grandes Grind,
Fra min Moders Stue gaar ud et Skin,
Som sælsomt mig maner og lokker.
Hjemmet med alt sit fattige Liv
Blev en Saga med Billeder rige!
Heroppe laa Fjeldvidden stor og stiv,
Dernede havde jeg Moer og Viv, –
Til dem jeg maatte vel hige.
Da lo det bag mig saa kort og tørt;
Det var den fremmede Skytte.
Han havde min ordløse Tanke hørt:
«Mig synes min unge Ven er rørt, –
Ak ja, den hjemlige Hytte!»
Og atter jeg stod med staalsat Arm,
Og kjendte jeg var den Stærke;
Viddernes Luftning kjølte min Barm,
Aldrig den mere skal banke sig varm
For et vinkende Julemærke!
Da lyste det op om Tun og Tag
Udfor min Moders Stue;
Først var det som dæmrende Vinterdag,
Saa rulled sig Røgen i tunge Lag,
Og saa kom den røde Lue.
Det lyste, det brændte, det knak i Grus;
Af Kvide jeg skreg i Natten;
Men Skytten trøsted: «Hvi saa konfus?
Det brænder jo bare, det gamle Hus,
Med Juleøllet og Katten!»
Han talte saa klogt i al min Nød,
At fast mig voldtes en Gysning;
Han viste, hvor virksomt Luens Glød
Over i Maanens Streiflys flød
Til en sammensat Natbelysning.
Han kikked gjennem den hule Haand
Til Vinding for Perspektivet;
Da toned en Sang over Fjeld og Fond,
Da skjønte jeg grant, min Moders Aand
I Englenes Vold var givet:
«Stille du stelled, stille du led,
Stille du vandred i Vrimlen;
Saa lempeligt bærer vi dig afsted
Høit over Vidden til Lys og Fred,
Til Julekvældsglæde i Himlen!»
Borte var Skytten, og Maanen dækt;
I Blodet var Brand og Frysning, –
Over Vidden jeg bar min Kvides Vægt, – –
Men det kan ikke nægtes, der var Effekt
I den dobbelte Natbelysning!
Midsommerdagen laa som bedst
Og dirred hed over Heien;
Klokkerne ringed til Bryllupsfest,
Dybt dernede for Folk tilhest
Langsefter Alfarveien.
De skjød fra min Grandes Laavebro,
Der var Bjerkebusker ved Grinden,
Paa Tunet var folksomt nok, kan du tro;
Men jeg laa yderst paa Stupet og lo,
Mens Taarerne brandt i Vinden.
Det var som jeg hørte gjønende Stev
Og tankehvas Latter at runge,
Mig syntes et Spottekvad op mod mig drev;
Jeg laa over Stupet; i Lyngen jeg rev,
Og bed i min egen Tunge.
Afgaarde de red i stadselig Flok,
Bruden sad rank i Sadlen,
Sidt over Lænderne svam hendes Lok, –
Den glittred, den lyste, – jeg kjendte den nok
Fra den sidste Kveldstund i Dalen.
Over Bækken red hun Skridt for Skridt
Tæt indved Brudgommens Side. –
Da havde jeg sørget mit Hjerte frit,
Tilende havde jeg Kampen stridt,
Jeg havde ikke Mere at lide.
Jeg stod for Stupet med staalsat Aand
Og høit over Sommerlivet.
Toget saa ud som et blinkende Baand, –
Jeg holdt for Øiet den hule Haand
Til Vinding for Perspektivet.
De flagrende Skaut, det skinnende Lin,
Og Mændenes Kofter røde,
Kirken med Vigselens Himmelvin,
Bruden, den Fagre, som engang var min,
Og Lykken, som fra mig døde, –
Det alt tilhobe jeg stod og saa
Oppe fra Livets Vidder;
Et høiere Lys over Synet laa, –
Men see, det kan nu Ingen forstaa,
Som nede i Sværmen sidder.
Da lo det bagved mig kort og tørt,
Det var den fremmede Skytte:
«Kammerat, efter det jeg nu har hørt,
Jeg seer jeg forgjæves har Skræppen snørt, –
Her er jeg til ingen Nytte!»
Nei, nu er jeg Mand for at hjælpe mig selv,
Men Tak for din gode Mening;
Det flommer ei længer i Aarens Elv,
Og jeg tror jeg mærker i Bringens Hvælv
Alleslags Tegn til Forstening.
Den sidste styrkende Saft jeg drak;
Ei længer paa Vidden jeg fryser;
Mit Seil gik under, mit Livstræ knak, –
Men see, hvor smukt hendes røde Stak
Mellem Bjerkestammerne lyser.
Det gaar i Galop, men see, der blev
De borte ved Kirkesvingen.
Mit væneste Minde, i Lykke lev!
Nu bytted jeg bort mit sidste Stev
For et høiere Syn paa Tingen.
Nu er jeg staalsat, jeg følger det Bud,
Der byder i Høiden at vandre!
Mit Lavlandsliv har jeg levet ud;
Heroppe paa Vidden er Frihed og Gud,
Dernede famler de Andre.
Henrik Ibsen
Kristiania
