Søsknene Amalie, Wilhelm, Ludvig, Bernhard og Martin Alver tilbringer sommerferien hos farens familie i Alversund

Søsknene Amalie, Wilhelm, Ludvig, Bernhard og Martin tilbringer sommerferien hos farens familie i Alversund. Ludvig er forelsket i Nanna Prahl, Amalies venninne -- som også Wilhelm svermer for.

Her er hva som siden kommer til å skrives om søskenflokkens somre i Alversund:

«Vildskapen i hendes væsen kom mest frem i sommerferierne som de tilbragte hos farens familie ude i Alverstrømmen. Der slog de sig løs i friluftslivet paa land og sjø, og der hadde de kamerater nok. Ogsaa her var Amalie gjerne den som førte an, «altid parat til at gjøre erfaringer,» siger broren; «nysgjerrig og vovsom og ikke ræd for at begi sig ud paa ukjendte, farlige veie; sjelden nogen klog beregning af hvorledes hun skulde klare sig, men naar hun kom i knibe, brugte hun alle tænkelige midler og forlangte ofte det umulige af folk i retning af hjælp. Jeg husker saaledes fra vore sommerferieophold i Alverstrømmen, naar hun og jeg, hvad der ofte hændte, hadde begit os ud i strømmen i en liden baad. Mellem de talrige holmer i sundet gik strømmen tildels som den strideste elv og det kunde ofte være umuligt for os at ro den tilbage efterat vi en lang stund hadde seilet med den saa deilig og behageligt. Under saadanne omstændigheder valgte jeg den udvei at kare mig hen til en holme og vente der, til strømmen vendte sig, eller at fortøie baaden paa fastlandet og gaa tilbage; men hun var som oftest ikke tilsinds til at benytte sig af saadanne tarvelige midler, og hun vilde sætte sin vilje igjennem, «harvi rod frem, skal vi ogsaa ro tilbage,» og en og anden gang lod hun mig paa mit forlangende gaa iland og satte selv ud igjen alene. Men det var naturligvis et umuligt arbeide - nogen egentlig fare var der jo ikke - ; hun stridde med aarerne og kjæmpet som en kar, saa sveden haglede af hende, men kom næsten ikke af flækken. Saa kunde der komme en sogning strygende paa sin jagt med strømmen nordover eller sydover og saa skreg hun i forbifarten: «Yndige, deilige stril! (for smaapigerne i Bergen er, som bekjendt, alle bønder striler), aa deilige stril, kom og hjælp mig!» Hvorledes det skulde ske, var ikke godt at vide; sogningerne stod ved rælingen med hænderne i bukselommerne og stirrede paa dette svartøiede vidunder og rystede flegmatisk paa hovedet, og saa slængtes der efter dem, da de allerede var et godt stykke borte: «Uf, væmmehge tosk, modbydelige søndfjordsstril».»

- Det var aldrig langt mellem motsætningerne hos hende, og hendes uttryksmaate var like heftig enten det gjaldt at gi venlige eller fiendtlige følelser luft - hvad der ogsaa holdt sig hos hende livet igjennem sammen med hendes uforholdsmæssig store krav til sine medmennesker i retning av hjælp. Hun vilde ha hjælp, av mennesker eller Gud eller overnaturlige magter, som S. G. Myre, da han var som værst stedt i nød, og som næsten alle de personer hun i sin kunst har staat nær.

Minderne fra de glade feriedage spiller ind i meget av det hun siden kom til at skrive. Det mest levende av disse minder har hun laant Constance Ring, der hvor hun sitter og ser paa solskyggerne og våndet og tænker paa barnedagene og sit hjemsteds friske hav. Der er liten antydning i Amalie Skrams produktion til noget intimere samliv med naturen, det skulde da være havet i To Venner og de smaa ferieminder i Constance Bing.

Havet fik hun langt senere sit kjendskap til. Men fra barnedagene har hun de indtryk som Constance Ring længes hjem paa. Med hende har hun delt skjændene for aldrig at kunne la våndet være i fred, men ligge og rote i det bestandig i al slags veir. Og hun har vist ogsaa kjendt «den deilige, sinte Fiskerhans, som altid havde lugtet af sommerferie». Det var en stor sorg for hende at forlate landet og det friske uteliv, og naar avskedens time slog, hadde hun færdig elegiske vers («høist løierlige», kalder hendes bror dem) og deklamerte dem med megen patos.»