Ludvig Alver er i Kristiania. Han tenker tilbake på oppholdet han nettopp har hatt som huslærer i Stangvik hos en prestefamilie, og på en utflukt han har gjort om sommeren med andre unge mennesker. Omstendelig og selvrettferdig, men med oppriktig ønske om å forstå, forsøker han å greie ut for seg selv hva som egentlig har skjedd, og hvor misstemningen egentlig kommer fra. Den dukker jo opp hele tiden.
Han skriver i dag i dagboken sin:
"Christiania. 22de December 1869.
Jeg er nu atter i hovedstaden, har været her snart i et halvt år. Hvor ofte tænker jeg ikke på mit ophold i Stangvik; sørgeligt nok har jeg ikke mange lyse minder derfra! Det var et besynderligt forhold, jeg stod i til provstens familie. I begyndelsen af mit ophold der, tror jeg, ja er temmelig sikker på, at alle var fornøide med mig; men den ferie-tour, jeg gjorde til Trondhjem i 1868 var grundlaget for alle senere misfornøielser og splittelser. Jeg har ogå senere hørt, at provsten Parelius fra den tur datere den forandring med mig, som forårsagede hans misfornøielse. Jeg har tidligere berørt den collisionen, som på hin tour opstod mellem Ebba Parelius og mig.
Jeg blev gretten over at hun idelig afslog mine tilbud om at kjøre. Den første aften vi reiste sammen ankom vi til Wolsøen (lige ved Meldals præstegård). Der var intet skifte, så vi måtte videre til natten eller gå tilbage en fjerdingvei udaf veien for at nå skiftet; det blev enstemmigt besluttet at vi skulde gå videre til Garberg 1 ½ mil; at gå om natten for damer, som allerede havde gået en mil syntes mig at være en betænkelig sag. Jeg aftalte derfor med student B og Lunde, at vi skulde skaffe hester til damerne og at vi skulde gå; hestene kom; men ingen af damerne vilde kjøre.
Frøk. Neubrich havde aflagt det løfte, at hun skulde gå den hele vei, hun var nu ofte meget besynderlig, så det kan hænde, ja er høist sandsynligt at dette kun var et indfald af hende; den ene vilde ikke kjøre, når ikke den andre vilde. Nu vel. Bugge fik sin kjæreste op i en vogn; Lunde og jeg satte os op i en anden og kjørte afsted; den tredie vogn kom da også efter – i begyndelsen tom; men senere steg endelig 2 af de spadserende damer i den.
Da vi, som kjørte var ankomne til Garberg, tog jeg strax en hest og kjørte de gående imøde, men ingen vilde benytte den. Rigtig ærgerlig gjorde jeg da mine til at stige tilvogns igjen, da endelig Ebba Parelius tog imod tilbudet, «da ingen andre vilde gjøre det».
Den nat var jeg rigtignok ergerlig, men den næste morgen var alting glemt, og havde da Ebba Parelius også kunnet glemme, skjønt jeg oprigtig talt ikke egentlig ved hvad hun skulde have at glemme, så vilde mangt og meget i fremtiden have været anderledes; men hun mødte mig med den mest isnende kulde, og derfor undgik jeg hende siden på hele touren; da hun mærkede det, blev hun først for alvor vred og det ikke alene på mig men også på de uskyldige, som jeg mest holdt mig til; det var frøk. Stenbuch, do. Ingebrichtsen, Frederik Bugges kjæreste og denne selv. Da vi længere nede i Surendalen på et skifte skulde have heste allesammen, vilde den elskværdige Ebba ikke have noget sammen med os andre, hun vilde have 2 heste til sig og sine sødskende og på dem vilde hun have alt deres tøi; da jeg syntes alle de kufferter blev for meget for de 2 stakkels dyr og tog en og anden bort på vor tomme vogn, var hun selv henne og hentede dem tilbage.
Jeg havde dog tilsagt heste til hende og betalt 12 s. i tilsigelsespenge; men endda sa’e hun senere: «at der var ingen, som brydde seg om hende, ingen vilde hjelpe hende til rette.» På det følgende skifte skulde hun også have en hest til tøiet; det var temmelig sent på aftenen; jeg gik ind i huset, famlede gjennem alle værelser indtil jeg fra et kammer hørte en temmelig iørefaldende snorken; mørkt som det var stævnede jeg frem efter lyden og forefandt en stor mand i sin bedste midnattsslummer.
Efter at have haft den største møie med at få ham vågen og forklare ham mit ærinde, og med bønner og løfter fået ham til at tage sin egen hest udefter at tilsige på et kanske langt bortliggende sted, kom jeg ud igjen til selskabet, som havde leiret sig på gårdsplassen gnavende på spegekjødlår, tyggende rugkavringer; (det var nemlig temmelig udgået med vår proviant og vor kasse.) og rystende af kulde.
Ebba vidste meget godt, hvad jeg havde udrettet eller ialfald forsøgt at udrette i den tid jeg havde været borte; men jeg havde ikke før begynt på min fortælling, førend hun sagde til sin ældste broder:»Aa! Gå ind Jacob og få os en hest, der er naturligvis ingen, som sørger for det!» Jeg vendte hende ryggen uden at sige et ord og lod gutten gå ind og udrette det allerede udførte ærinde.
Dette var vor reises sidste aften; vi skulde tage ind hos gamle fru Fyhn i Surendalen, en moder til fru Parelius, og der søge ophold for resten af ferierne. Vi havde en halv mil tilbage; men vi skulde over Surna, elven løber gjennem hele Surendalen, for at komme til vort bestemmelsessted; og færgemanden sov, som alle Sundals bønder, ualmindelig fast. Da vi endelig efter megen besværlighed var kommen over elven, var der et syn at se. Den under alle forholde så skrækkelige frøken Ebba syntes nu, hun havde fået nok af følget og vilde ved en demonstration vise sin mening; fra elven gik en brat jordet bakke op, omkring hvilken veien gik; op efter denne bakke satte Ebba med lynende fart, medens alle vi andre fulgte veien som skikkelige vandringsmænd.
Af en eller anden grund syntes hendes søster Hanna og hendes cousiner, at burde følge hende på hendes farefulde vandring, og de efter; vi som blev tilbage, fik den bedste moro ved at se disse elskværdige pigebørn sparke, falde, glide og gramse i den muldede, steile bakke. Lykkeligvis var det mørkt; ellers havde jeg sikkerlig fået se undseelsens rødme på mine kvindelige ledsagere på reisen. Dette var hin mindeværdige fodtour til Trondhjem, og at jeg på samme tour havde vist frøk. Ebba mangel på opmærksomhed, dette kunde denne aldrig glemme.
Hos fru Fyhn blev vi som sædvanligt godt modtagne; forholdet mellem E. og mig var og blev spændt; med de øvrige stod jeg ialfald tilsyneladende på en god fod. De dage vi tilbragte i Surendalen, var optagne af balle og selskaber, bygden slog sig rigtig løs i denne tid; det hændte også sjælden, at såmegen ungdom der var samlet. En dag blev jeg indbuden af Bugge at være med på en fisketur; som vi lå ude på fjorden og fisked, (s. 4, bilde 41) fik vi pludselig se Parelius’s store båd med 5 mand i skyds skyde ud af fjorden. Jeg skjønte strax, at provsten havde sendt bud efter sine elskede børn; et øieblik tenkte jeg på at råbe båden an og stige over i den for at følge den, men de andre, frøk. Bugge og Stenbuch bad mig, jeg måtte blive, der skulde komme istand en sætertur og et stort selskab på præstegården hos præsten Bugge. Jeg blev og nøiede mig med at tilmåle Pareliusserne en hilsen hjem.
Men jeg befandt mig i en ikke lidet kilden stilling; jeg skjønnede strax, at frøkn. Fyhn (Fru Fyhns 2 ugifte døttre) anså det for urigtigt af mig, at jeg ikke fulgte med den familie, jeg hørte hjemme i, og det var jo også underligt af mig uden ligefrem indbydelse at forblive hos en gammel enkefrue og hendes 2 døttre. Bugges (præsten og fruen var da ikke hjemme) indbød mig til sig; men det likte jeg heller ikke; det var jo noget underligt således at flytte fra den ene til den anden, og jeg var sikkker på, at Fyhns vilde tage det meget ilde op, om jeg flyttede, om de end ikke likte at jeg blev; jeg måtte imidlertid finde mig i situationen; men besluttede at drage afsted snarest ske kunde; en sætertur skulde foretages og den måtte jeg være med på.-
Sent en noget disig og lummer sommeraften drog vi afsted til fjelds; veien førte gjennem en smal, trang fjelddal, kjørbar den første mil; jeg kjørte sammen med Berentine Elster, hvis bekjendtskab jeg gjorde den sommer i Surendalen; det var en stille, tilbageholden pige, noget tung at underholde; men ret forstandig og velvillig; det var nu ialfald et selskab tusinde gange at foretrække fremfor Ebba P’s. Veien var gandske smal; af og til ikke fri for at være farlig med bratte styrtninger på begge sider; den står levende for mig denne tour opover Espedalen, de skarptegnede fjelde fortonede sig forskjelligt efter som vi kom frem; veien blev stedse mere stenet; dalen altid trangere; da min reisefælle ikke med nogen synderlig lethed vilde indlade sig i samtale, faldt jeg hen i tanker; hesten fik skjøtte sig selv; min opmærksomhed vaktes ved et let ryk i tømmerne; det var min reisefælle, som herved gjorde mig opmærksom på, at vi skulde gjøre holdt.
Vi havde fået et forsprang for de andre, som først ankom efter et kvarters forløb; da vi alle vare samlede, fyldte vi aldeles husets eneste gjæsteværelse; på anmodning om nattelogi blev der budt os – en sæng. Det var forlidet for så mange af begge kjøn og vi foretrak at gå i høiladen; der leirede vi os i al sømmelighed hvert kjøn på sin side af låven, og vågnede til den skjønneste morgen; vi havde valgt en uheldig sæterplads; den lå formelig i en fjeldgryde; ingen udsigt, og dagen var altfor trykkende hed til at vi kunde gå til fjelds. Da vi om aftenen kom ned igjen til Surendalen, tog jeg strax efter til Stangvik.
Kl. var 12, da jeg satte over elven; jeg havde god anledning til betragtninger, alene som jeg var med en søvnig skydsgut; anger indfandt sig atter; jeg havde givet mig selv anledning til bebreidelse ved tilbringelsen af disse ferier; der var kun enkelte solglimt som skinnede gjennem mine mørke betragtninger og det var især ved tanken om stud. Bugges og hans kjærestes venskab, som jeg vidste, jeg tilfulde havde vundet.
Jeg erindrer ikke, om jeg den nat fatted gode forsætter, men det ved jeg, at om jeg gjorde det, så holdt jeg dem slet. Kl. 3 ankom jeg til Stangviks præstegård og kunde i morgenbelysningen rigtig fryde mig ved synet af de deilige modne kirsebær, hvoraf de udenfor mit vindu espalierede frugttræer bugnede; det var et venligt skue, den lystelige frugt syntes ligesom at byde mig velkommen til hjemmet; jeg havde en følelse af at det dog var et hyggeligt hjem, jeg var vendt tilbage til, men allerede den følgende morgen opdagede jeg, at kirsebærenes hilsen og tale ikke fandtes indenfor væggene. Måske var det min egen skyld, at præstegården ikke var et sant hjem for mig. En stor del skyld havde jeg vist! Vår herre gjøre mig nøisom, frimodig og glad!"
Ludvig Alver
Alver, J. L.). Dagbok. (Ms 4 3551). Håndskriftsamlingen, Nasjonalbiblioteket, Oslo.