Ludvig Alver fortsetter på dagboken sin. Han skriver om en tur til Trondheim med mye fyll og mange relasjonelle konflikter.

Ludvig Alver er på sommerferie på Storås i Meldalen. Han sitter og skriver i dagboken sin en fortsettelse på det han startet på i Stangvik i juli om alle gjenvordighetene han har opplevd den siste tiden:

Juli 1869

(Jeg havde troet, jeg skulde blive ferdig med mit foregående liv, medens jeg var i Stangvik; dette blev ikke; jeg blev avbrudt ved flere begivenheder, deriblandt Provstens og provstindens sølvbryllup, jeg blev ikke færdig, før jeg reiste; nu sidder jeg på gården Storås i Meldalen på min reise til Christiania; vi have tænkt os til Meldals præstegård i aften; Frederik Schwabe, min reisefælle ligger inde og sover, og jeg vil nok da benytte anledningen og fuldføre min indledning.)

Ved feriernes begyndelse i fjor traf jeg i Surendalen sammen med student Bugge, ditto Lunde og den førstes kjæreste frøk. Ingebrichtsen, og gjorde deres bekjendtskab; frøk. Bugge kjendte jeg før, og vi aftalte da en tour til Trondhjem i ferierne; vi skulde gå; men fodtouren foregik for det meste til vogns, det var meget morsomt; vi vare glade og letsindige og ankom til gamle Nidaros en Mandag aften sent i det lykkeligste humør af verden og i det mest storartede regnveir.

Jeg havde hørt megen tale om at Trondhjem var en ubehagelig by med temmelig indskrænkede forholde og stive og bornerte folk; de sidste kom jeg forresten ikke meget sammen med; jeg gjorde få bekjendtskaber, og de, jeg gjorde, behaged mig ikke synderlig; jeg kom til byen med fordom og fik slet ikke noget behageligt indryk af «det hele væsen».

Ingeniør Frederik Schwabe havde jeg allerede påsken samme år lært at kjende; jeg traf sammen med ham i Trondhjem; det er et almindeligt menneske, som lader sig henrive af sine lidenskaber og fører et liv, som de fleste unge mennesker i vor tid uden tilsyneladende at have nogen høiere interesser udenfor sit sædvanlige dagsarbeide end et lystigt, tøilesløst samvær med kammerater og ligesindede; hermed være forresten ikke nogen dom fældet over ham; det kan gjerne hænde, at han, hvis han holdt dagbog, vilde nedskrive den samme bemærkning om mig.

Den aftenen, da vi kom til byen, tog vore damer ind til nogle bekjendte; vi tre herrer reiste til hotellet; vi valgte St. Olaf hotel, da det stod anbefalet i rutebogen; Kl. var 10, og hotellet lukket; endelig lykkedes det os at skaffe folk op; men på vor anmodning om aftensmad blev der svaret med en ubeskrivelig forbauselse: «aftensmad nu?» Nei aftensmad kunde vi ikke få på en slig tid af døgnet; driv våde som vi vare måtte vi opsøge et andet hotel; der var aldeles fuldt; vi kunde vistnok få mad; men ikke værelse; ligeså byens tredie hotel; der gik vi arme, sultne mennesker og i vor fortvivlelse begyndte vi allerede at lægge (s. 28, bilde 35) en plan til nattelogi og forsørgelse på rådstuen, da vi endelig, jeg tror kl. var 1, ved en opvarters velvillige bistand fik 2 værelser hos en skippermadam; 5 dage tilbragte jeg i byen for det meste sammen med Schwach;

jeg kom på rangel, dygtig på rangel; alle mine gode forsætter havareredes; i stedet for at bese byens mærkværdigheder og ualmindelig vakre omegn var jeg med i svirelag og besøgte byens smudsigste steder; jeg gjorde dog en tur til Lerfossen, men det var netop så meget, at jeg fik snige mig ind i domkirken sidste dag jeg var i byen;

på touren sydover var jeg syg og havde jeg været alene, havde jeg været i en frygtelig sindsstemning endnu verre end den, jeg befandt mig i, da jeg reiste fra Christiania til Eidsvold i fjor vår;

i Støren stødte til os frk. Neubrich, en forunderlig pige; formelig tøilesløs i sin tankegang og sin samtale, hun havde også tidligere været sindssvag.

I Rennebo hos præsten Schwabe traf vi alle provsten Parelius’ børn, som også havde haft en fodtour; mer gående end vor; Frøknerne Schwabe skulde reise til Surendalen og så bar det da afsted med os alle sammen 16 i tallet ned over al bygd; vi fyldte op og fortærede som en græshoppesværm; hvor vi kom hen, og endnu i år, da jeg nu reiser den samme vei hører jeg megen tale om det «storveis» følge som drog her i fjor. Men det var for mange, for stort et reisefølge; der var for mange hoveder og næsten alle urolige; selskabet manglede for en del besynderligt medgjørlighed og der var ikke nogen, som med vid og lune kunde dominere situationen bestandig; touren blev uhyggelig; blev collisioner og adsplittelser; jeg havde en collision med den ufordragelige Ebba Parelius, og følgen var en adsplittelse ikke alene mellem os to, men besynderlig nok mellem hele familien og mig, som varede i et helt år; jeg er ikke ganske vis på, at den ikke endnu varer; hun dominerte på hin tour øiensynlig, foruden sin søster Hanna, som hun bestandig har en uheldig indflydelse på, også sine kusiner, Hanna og A[…] Schwabe;

grunden til misforståelsen og misfornøielsen er næsten latterlig at fortælle; vi vare alle noget medtagne; student Bugge havde i lang tid ikke været frisk og jeg var dårlig; efter de 5 dage i Trondhjem, og de andre, især damerne, tålte ikke at gå meget; vi skulde derfor skiftes om at kjøre; når jeg da henvendte mig til Ebba og tilbød hende at kjøre, satte hun en meget ufordragelig mine op og sagde i den mest impertinente tone: «Jeg kjøre! Nei! der er vel andre, som hellere skal kjøre end jeg.» Hun føler visselig, at hun er lidet tiltrækkende og så tror hun, at ingen bryder sig om hende, at ingen vil gjøre hende vel eller vise hende nogen opmærksomhed; dette har været min agt mange gange; men jeg har aldrig fået hende til at tro det. Således var det den gang, og således har det været mange gange siden. – Men en indledning får være en indledning og hermed være den da sluttet. Jeg har endnu et helt års begivenheder tilbage; men disse vil jeg nedskrive som erindringer under de enkelte dage. –"