Denne våren på prestegården i Stangvik skriver Ludvig Alver disse diktene i dagboken sin, sammen med følgende kommentar:
”Tvi! For en stemning, ja, jeg ser tvi! En yngling nedsænket i synd og besmittelse, troløs mot Gud og mennesker, som har sveget sit ideal, forladt sin barndoms kjærlighed til Gud og far og mor; at lyve sådan for sig selv! Det kan aldrig, aldrig ske!"
*
Gåder på gåder,
Og tvivl på tvivl!
Ei jeg dem råder;
Men løses de vil!
Ei kan jeg føle de stormende jag,
Ikke forstår jeg de tvingende drag!
Dette at føle
Den dragende kraft,
Men dog at nøle
Umandig, forsagt,
Dette mig knuger og tærer hen!
Løsning dog fandt jeg måske hos – en ven
En ven jeg savner,
Som kan mig forstå!
En ven, som gavner,
Når storm kommer på!
En ven som lindrer, med lægende hånd,
En ven, som løfter med høinende ånd!
En kvinde jeg ser,
Som imod mig ler,
Som mildt mig glæder,
Som huldt mig freder,
Med blidnende mildhed,
Som helbreder vånden,
Som ta’r mig ved hånden
Og fører mig ledende kvægende hen
Hvor jeg aldrig endnu af mig selv nådde frem
Så kom da, o! kvinde!
Kom snart, kom snart!
O! Lad mig dig finde
Jeg længes så hardt
Kom, og forsonende før mig til Gud,
Hos hvem alene jeg kan hvile ud.
*
Når i lyse øieblikke
Minderne i solglands skikke
Bud fra fordums fryd og lyst,
Når mod døgnets strid og skrål
Og fileilisteriets (?) vrål
Kjæk, jeg vil en dyst,
Stråler i mit indre klar
I sit fulde skjønheds smykke
Idealet, som jeg har
Og som skabe skal min lykke
Idealet er en kvinde,
Som jeg sikkerlig skal finde,
Som mig løfte skal på vinger,
Som indtil i minste finger
Ånder kjærlighedens rosenduft,
Som smilende
Ilende
Øger min lyst
Som glædende,
Fredende
Sysler så tyst,
Med drømmende blikk,
Hulsalige suk
Med latter og klang
Og vedmodsfuld sang
Kjærligheds gjerninger øver.
Hende skal jeg vie livet,
Hende skal jeg synge kvad,
Hende som mig fred har givet,
Skal jeg offer gjøre glad.
Ludvig Alver
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.