Ludvig Alver skriver et dikt til sin søster Amalie Müller, som har fortalt ham at hun befinner seg i den dypeste fortvilelse

Ludvig Alver skriver i dag, på julaften, og skriver et dikt til sin søster Amalie, som er svært ulykkelig. Han kopierer diktet inn i dagboken sin.

Til Amalie

 

O! måtte jeg hjemløs, fattig gå,

Fra varme og lys stengt ude,

Mit barn i stalden på usselt strå

Lægge i filler og klude,

Tænk! O rædsel!, en kveld, som i kveld,

Mens julens jublende glædesveæld

Tindrer i hver en rude!

 

Herre, min Gud! Hvad jammer og sorg!

Hvor vilde jeg høylydt klage!

Men han i krybben! Fra himlens borg

Han kom jo i hine dage!

Hans fader så ham i stalden lagt,

Han så sin søn i vertdens foragt,

Hengivent til jordens plage.

 

O! Herre, min Gud! Jeg ser det nu

Jeg er jo hin arme kvinde,

Jeg sad som hun, i armodes gru,

Havde ikke lys herinde!

 

Jeg lagde mit barn på syndens strå!

Mit dårlige hejrtes klede grå –

Var de om barnet at bide

 

O, nei! Mit barn skal ei synke i ve,

Ikke fra livslyset stænges,

Jeg kan mod himmelens stjerner se,

Og jeg kan bede og henges;

Stjernene skinner på jorden ned,

Klokkene kalder og toner fred,

Jammerens tåger fortrænger.

 

Dette, som fylder med gru mit sind,

Jordlivets jammer og smerter,

Til dette du satte din søn ind,

Vied’ has hellige hjerte;

Derfor, O! derfor kan jeg jo få

Med glæde i kvæld i huset gå

Og tænde min julekjerte.

 

O! Lad mig kun lide, lide som du,

Lad mig kun armoden friste!

Verdenslysten som fylte min hu,

La den henveires (?) og briste!

Lad mig retferdigheds klædning få,

Just som i kvæld for dit ansig stå,

Til stjernen svinder, den sidste!