Dato
31 desember 1874

Denne nyttårsaften sitter Ludvig Alver og skriver et dikt sin mor, Lovise Alve. Diktet går slik:

 

Du gamle, trætte, sorrigsfulde (*?*) mor,

Som jammers tåge tæt og stilt omhyller,

Som støt og jævnt med sorg tilhuse bor,

Mens tidens bølge år for år bortskylder!

 

Til dig jeg vender mig i kvæld med sang!

O! løft dit syn, og se mig ind i øiet,

Dybt i min sjæl der går en vedmodsklang

Af smærte over alt, hva du har døiet!

 

Jeg drømte engang O! så skjøn en drøm

Om stille, hjemlig lykke for min moder,

Et hjem, hvor kjærlighedens varms strøm

Udgjørd sin fred i fulde, rige floder:

 

Når jeg blev færdig og blev rigtig mand

Og fik det netop sådan, som jeg vilde

Og fik min arne og mit hus i stand

Med lune ly i gry og aften silde (*?*)

 

Da skulde just du få det bedste sted

Og holdes høit i ære som den gamle

Og mildt i skjær af stille aftens fred

De svundne hårde tiders minder samle

 

En drøm! O! ja! Det som en drøm svandt bort,

Tungsidnig, bøiet stod din søn tilbage,

Ret aldrig får jeg denne gjerning gjort,

Ret aldsrig samles vi til slige dage!

 

Jeg ser det grant, at jeg var stolt og stor,

Og derfor styrtedes min drøm i gruset,

Nu mindes jeg hin store høvdings ord:

”Ei, Herre, værd, du kommer ind i huset.”

 

Der kom en vinterstorm, af værste nød,

Og hårde ord oprørte hjertes grunde.

Nu vender du din hu til grav og død,

Til dem, som under Julen rolig blunde

 

Her sidst at hvile du i hellig fred

Er den end kold og hård den spånefrude (*?*)-

Hos ham, som alt i vår i grav gikk ned,

Og hvilet har så længe stilt derude!

 

Men er det ret i Herrens helg at stå

Med bøiet hoved alt mod gravens hvile,

Mens stjerner lyser, klokkerne mon slå,

Og glade budskab over jord mon ile?

 

O! Nei! Til himlen gjennem gravens nat,

Ord, hvor der tænder tusend julekjærter!

Vor julelampe brænder døsig, mat

Og kolde grav forfærder vore hjærter!

 

Ja! Mor! I himlens lyse stjærnevæld

Hvor sangen toner lammets pris og ære,

Der samles vi en hellig nytårskvæld,

Der favner vi de forud gangne kjære!

r. Diktet går slik:

Sted
Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.