Denne nyttårsaften sitter Ludvig Alver og skriver et dikt sin mor, Lovise Alve. Diktet går slik:
Du gamle, trætte, sorrigsfulde (*?*) mor,
Som jammers tåge tæt og stilt omhyller,
Som støt og jævnt med sorg tilhuse bor,
Mens tidens bølge år for år bortskylder!
Til dig jeg vender mig i kvæld med sang!
O! løft dit syn, og se mig ind i øiet,
Dybt i min sjæl der går en vedmodsklang
Af smærte over alt, hva du har døiet!
Jeg drømte engang O! så skjøn en drøm
Om stille, hjemlig lykke for min moder,
Et hjem, hvor kjærlighedens varms strøm
Udgjørd sin fred i fulde, rige floder:
Når jeg blev færdig og blev rigtig mand
Og fik det netop sådan, som jeg vilde
Og fik min arne og mit hus i stand
Med lune ly i gry og aften silde (*?*)
Da skulde just du få det bedste sted
Og holdes høit i ære som den gamle
Og mildt i skjær af stille aftens fred
De svundne hårde tiders minder samle
En drøm! O! ja! Det som en drøm svandt bort,
Tungsidnig, bøiet stod din søn tilbage,
Ret aldrig får jeg denne gjerning gjort,
Ret aldsrig samles vi til slige dage!
Jeg ser det grant, at jeg var stolt og stor,
Og derfor styrtedes min drøm i gruset,
Nu mindes jeg hin store høvdings ord:
”Ei, Herre, værd, du kommer ind i huset.”
Der kom en vinterstorm, af værste nød,
Og hårde ord oprørte hjertes grunde.
Nu vender du din hu til grav og død,
Til dem, som under Julen rolig blunde
Her sidst at hvile du i hellig fred
Er den end kold og hård den spånefrude (*?*)-
Hos ham, som alt i vår i grav gikk ned,
Og hvilet har så længe stilt derude!
Men er det ret i Herrens helg at stå
Med bøiet hoved alt mod gravens hvile,
Mens stjerner lyser, klokkerne mon slå,
Og glade budskab over jord mon ile?
O! Nei! Til himlen gjennem gravens nat,
Ord, hvor der tænder tusend julekjærter!
Vor julelampe brænder døsig, mat
Og kolde grav forfærder vore hjærter!
Ja! Mor! I himlens lyse stjærnevæld
Hvor sangen toner lammets pris og ære,
Der samles vi en hellig nytårskvæld,
Der favner vi de forud gangne kjære!
r. Diktet går slik:
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.