Ludvig Alver skriver et dikt om barndommen. Han vil forsøke å få det på trykk i Nordahls Rolfsens tidsskrift.

I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:

"I går aftes læste jeg et digt til ”dem derhjemme”; det faldt mig ind, at jeg skulde omarbeide det noget og fremsende det til Nordahl Rolfsen, om han måske vilde aftage (*?*) det til sit tidsskrift. Så sende jeg det i dag gjennem Amalie i følgende form:

Længsel:

 

Så tæt et mørke på sindet ei ruget,

min sjæl så voldsomt ei sorgen omknuged,

at ikke en stråle mørket brød,

at ikke en lindrings tære flød

ved tanken om dem derhjemme!

 

Jeg mindes stien i blomsternes smykke,

de milde øine, som lyste af lykke –

end hører jeg mangen stille stund

de toner, som greb i sjælens bund,

når taus jeg lyttede hjemme.

Jeg mindes sangen, de minste kan synge,

når moder samler den deilige klynge,

mod kvælden de blundede sødt i fred,

omsværmede trygt af kjærlighed,

Som var de i himlen hjemme.

 

Og sommernat på de gyngende vover,

når sol gikk ned, og et tågeslør over

den veldige stille, kjendte by –

mod vesten end dveled gyldne sky –

o, sådan det er kun hjemme!

 

Mens båden sagte for lutningen rider,

småbølgen skvulpende slår om dens sider,

mens samtalen falder sparsom, lav

og vugger os mildt på drømmehav:

hvor deiligt at være hjemme!

 

Og så de klare, de høstlige dage,

når skoven visned og ånded sin klage!

Mens raslende løv på veien klang,

vi vandrede sammen søndagsgang

til en vinkende kirke hjemme.

 

Min barndoms længsel slår høit med sin vinge,

om lov den beder, en lar sig ei tvinge;

vildfaren, i mørke, angers gyd

den higer mod hjemmets varme, lys,

den give sig ei før hjemme.

 

Så vug dig, sjæl! På de bølgende drømme

og to dig ren udi tårernes strømme!

Engang skal det gå mot gyldne sky,

i renhed og lys til fredens by,

hvor evigen du har hjemme!"