Camilla Collett har vært på verdensutstilling i Paris, og skriver reisebrev hjem om sine små og store inntrykk fra verdensbyen

Camilla Collett, som nnå er 65 år gammel, er i Paris. I dag skriver hun sitt første reisebrev hjem til sine venner i København; de siste hun traff før hun reiste, en håndplukket gjeng av det hun kaller trofaste, åndfulle lesere. Den vanlige, gemene bladleser er hun ikke interessert i å kommunisere med for øyeblikket, det slår hun ettertrykkelig fast. Og det er heller ikke lystige ting hun har å meddele, advarer hun: Hun signerer brevet "Den mørktgrublende".

Brevet dreier seg for det meste om det som utspilte seg mellom vennene der i København etter en del selskapelighet som hun har hatt glede av.

Hun skriver:

"Paris 16. Juni 1878.

Kjære Venner!

Der var jo ikke noget egentlig iveien for, at jeg ogsaa kunde skrive «Korrespondancer fra Paris», da jeg jo hører lidt til Lauget og ogsaa før har forsøgt mig deri. Men det vilde neppe blive nogen saadanne, som man i denne Tid er vant til at modtage i Hjemmene. Ingen af disse Dityramber i ubunden Stil, hvori vore Pariserfarere giver sin Henrykkelse Luft over at kunne forene denne vakre Opgave, at glæde dem hjemme, med den Tilfredsstillelse selv at være i Paris, og det i en Tid, da «La ville magicienne» overgaar sig selv og giver en af sine mest overraskende Præstationer i denne høiere Magi.

Hvad jeg kan have at melde, bliver af gode Grunde ikke saa fornøieligt. Det skal ikke vække længselsfuld urolige Fornemmelser hos nogen stille smegtende Hjemmesidder, maaske før virke dæmpende og beroligende. Jeg sender derfor de faa Optegnelser, som jeg vil samle mine forstyrrede Sanser til at nedskrive, ikke hjem til Blade eller Tidninger, men vælger dennegang selv mit Publikum. Og det skal bestaa af de faa trofaste og sandt frisindede Sjæle, der forenede sig under mit sidste, saa bevægede og noget sterkt vekslende Ophold i Kjøbenhavn til at blidgjøre mig samme.

Jeg adresserer det til vor Konsulinde Fru L., medens det selvfølgelig ved hende vil naa de andre Veninder, danske og norske, hvortil jeg da særlig tør regne dem, med hvem jeg de sidste Aftener før Afreisen var samlet. Kan jeg nogensinde glemme disse Aftener! De var begge saa herlige! Dog maa jeg maaske foretrække den hos vor kjære Fru L. i hendes smukke Hjem, hvor hun til sit Væsens mig saa velgjørende, egne stille Maade ogsaa kunde føie den elskværdige Vertindes.

Her i disse Par Møder kunde vi udfolde os friere, naturligere, end det var muligt under Festens elv, der dog havde sluttet os sammen. Denne store Fest, der nu staar for mig som en glimrende Drøm, hvor jeg maa spørge mig selv: er den virkelig oplevet? . . .

Og i denne belivede Stemning vil der for os alle have blandet sig noget vemodigt, der endnu forhøiede den, en Følelse af, at dette var en af de sjeldne Gange i vort Liv, hvor vi paaden Maade var samlet, en af de sjeldne, hvor ogsaa vi bænkede os om «Idéens Høibord», inden Hverdagslivet drog os ind igjen i sine gamle Folder.

Nei vi duer til noget andet, tænkte jeg flere Gange, vi duer til noget andet end Dagligstuvrøvlet og vore pjattede Sammenkomster med det evindelige Hekletøi vrikkende i Hænderne – dette jammerlige Skjul for Leden og Tomheden! Nei, vi du til noget andet!

Hvilke Taler vi holdt og med en Ro, «en Agtelse for Ordet», der kunde tjent mer end en af vore moderne parlamentariske Forsamlinger til Mønster. At vor Digterindekunde holde en saadan, flydende og strømmende fra Sjælen, derpaa var vi belavet, men vi andre! . . .

Det var forbausende, hvor vi fik det fra. Jeg ved ogsaa én, som næsten græd af Rørelse, da Ungdomsveninden –Legesøsteren fra Fireaarsalderen lige til de Aar, da Legen gaar over i det bitre Alvor –reiste sig og mindede om hin Tid! Hun fremmanede –endnu smuk som hun stod der – Billedet af en glad, lysmanket liden Pige, der altid havde Moro og Løier fore, naar de var sammen, som bogstavelig troede, at Svalerne lod sig fange ved at kaste Salt paa Halerne, men som ogsaa senere de klogere Institutkamerater pegede paa og fniste og lo ad. Hun var dem vel for original, for landlig! . . .

Ja, vel maatte hun røres, hun, hvis Skjæbne det tilsidst blev at peges paa af heleLandet! De faldt saa uden Hensigt, disse Barndomsvenindens Ord, dog klang de som en varm, indigneret Protest – Protest mod det Billede af hende, vor unge, dristig stræbende Kunstner netop havde bragt for Dagen! . . .

«Da det sandsynlig bliver det eneste Kontrafei af nogen Art, der kommer til at gaa over til Eftertiden, saa vil jeg ogsaa gjøre det kraftig,» . . . tænkte vist den unge dristig stræbende Kunstner, og det glade Barn forvandlede sig under hans Tegninger til et refleksionssygt, gammelklogt lidet Uhyre, og en lang, gravstille, til Taushed indviet Ungdom til en urolig Jagen efter drømte Kunstnermaal, et rastløst Lykkesøgeri! . . .

Alt dette smeltede i mig ved min gamle Wilhelmines Ord. Ja, der faldt mange andre ogsaa, mange prægtige! Tilsidst Konsulens Tale «Til Damernes Pris», der især greb os Norske saa! Denne smukke, hjemlige Toast, der aldrig mangler ved nogen, ikke ganske hverdagslig Leilighed, men som vi selv desværre altid har manglet Anledning til personlig at takke for. Nu gav vor kjære Vertos denne Anledning, og paa alle norske Damers Vegne . . . det var høitideligt!

–Og saa endelig Talen «Til Mændenes Pris».Dermed syntes Stemningen at have kulmineret, høiere kunde den ikke stige . . . Det var en Aften!

Men tilbage til Pariserbrevet. At det fremkommer som Sendebrev, skal ikke forarge nogen. Der maa her forudskikkes en liden Bekjendelse, som vist vil godkjendes af enhver, der vil sætte sig lidt ind i min Stilling: at jeg i de sidste Aar, ligesom jeg gaar mer og mer tilbage til min tidligere Skyhed for at søge Folk personlig –det sympatetiske vil altid sikrere faststille sig, hvor de søger mig –næsten har ophævet al privat Korrespondance. Sandelig af Hensynsfuldhed for Modtagerne selv! Man Fristes nemlig i slige fortrolige Meddelelser altfor meget til at fortælle, hvorledes «man har det». Det vil sige, hvordan ens eget private Jeg virkelig befinder sig, og det er de dog i Regelen ikke tjente med.

Det Spørgsmaal: Hvordan lever De? Nei, hvordan lever du? har altid, naar Bekjendte eller Venner,man i lang Tid ikke har set, falder ind dermed, sat mig i en viss Skræk, som om de virkelig ønskede at faa det grundig og oprigtig besvaret! Heldigvis afventer de aller fleste det heller ikke.

Hvad der kan være værd at vide om mig, giver jeg eder paa min Vis muligst destilleret, hvorved det altid bliver lidt fornøieligere. Det kommer da til at forholde sig til de fortrolige Meddelelser, som Luften oppe i Sneregionerne til den, man indaander nede mellem Murene; jo mindre det kan knytte sig til noget personligt, des bedre. Ogsaa den lille Reiseskisse, der her sendes eder, maa helst betragtes fra denne Side. Hvad der her er oplevet, kunde være oplevet af enhver, eller rettere, der er intet oplevet, naar vi dermed mener interessante Begivenheder, storartede, berigende Indtryk. Skulde de, nogle Stemninger og Drømmerier, der skal erstatte dette, undertiden forvilde sig lidt for meget fra den slagne Landevei og hist og her komme til at gjøre nogle vel dristige Tankehop for at finde sig tilrette igjen, saa vil I overbærende skrive dette paa Sommerens Regning, Sommeren 1878,l’année de la grande Exposition Universelle.

Og dermed lever vel, indtil I næste Gang hører fra

Den «Mørktgrublende».