Ludvig Alver skriver i dagboken om den siste gangen han så sin forlovede Hilda

I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken

"Jeg kommer tilbage til hin aften i Briskeby, da min forlovede hævedes. Endnu så lang tid efter er dette min stadige tanke; i det første år efter tænkte jeg på hende hver ledig stund, jeg havde – kan jeg sige – endnu er hun bestandig i mine tanker; hver aften, og hver morgen. Hun vilde så bestemt vide, om jeg holdt af en anden, det måtte være en af fru Fliflets søstre;

jeg måtte fortælle hende om mit møde med Magda hin sødag eftermiddag, da jeg kom ned fra kvisten, jeg fortalte hende, at jeg syntes, hun – Magda – i det øieblik var så deilig; det var det hele; mer havde jeg ikke at sige.

Da klappede Hilda mig på kinden og sagde, at jeg skulde blive lykkelig. Hun bad mig kun om at jeg ikke skulde reise på til Hamar uden ring; forholdet var altså opløst. De par timer, jeg ventde mig på mit leie, før jeg reiste afsted, kunde jeg ikke samle mine tanker. Jeg var ikke hjertebedørvet, ikke glad over at være fri; jeg angrede ikke – min sjæl flagrede som en angst, forvirret fugl om bevidstheden om det skete.

Heller ikke om morgenen, da Hilda stod i stuen med et forgræmmet ansigt, som har brændt sig ind i mit sind – uden ord – uden gråd – heller ikke da kunde jeg føle medlidenhed med hende. Jeg glemte at sige farvel til Thorvald. Jeg var allerede kommen i vognen, da han fra det åbne vindu tilråbte mig farvel – og det med et så bedrøvelig tonefald, at jeg troede han havde en anelse om hva der havde foregået.

Da vognen kjørte ud af porten, kastede jeg et blikk tilbage op gjenem den velbekjendte allé, der oppe udenfor døren stod hun, stille og ubevægelig; ikke en bevægelse i ansigtet, som en støte – uden liv! Det var sidste gang, jeg så hende!" (*Den siste setningen har Amalie eller en annen understreket*)