Ludvig Alver sender et dikt han har skrevet til sin elskede Alhed Fliflet på Hamar

Ludvig Alver skriver i dag dette i dagboken sin:

"Atter engang har jeg omarbeidet mit digt: Til dem derhjemme; jeg har i dag afsendt det til Alhed i denne forandrende skikkelse:

 

Igjennem mørke, som på sindet ruger,

og sorg og anger, som min sjæl nedknuger,

en straale seierrig dog vei sig bryder

og mildt og varmt sit lys omkring mig gyder

fra dig, mit kjære, stille, gode hjem!

 

Og fra dit fulde moderskjød du sender

de skjønne billeder, som alltid tænder

min sjæl paa ny i glød, og hvile finder

min trætte tanke i de mange minder,

der vinker mig til ro som barn hos dig.

 

Du stue, straalende i blomstersmykke,

de milde øine, lysende af lykke,

og barneklyngen, moder som sig samler,

men selv den mindste efter tonen famler,

og himlens engle synge med de smaa

 

Vor sommernat paa søens lette vover (*?*?

når dæmrings tynde taageflor gled over

den lille by med sine fagre strande,

og skyen stod i vest med gyldne rande

og bølgeskvulp i drømme vugged ind

 

Vor raske tur i høstens klare dage,

naar skoven aanded visnende sin klage,

vor vante søndagsgang til Herrens kirke,

hvert ædelt træk i hverdagslivsets virke

og kjendte stjerner tindrer mod mig ned!

 

Ja, vist jeg ved, du har mit hjertes strenge

for evigheden stemt – og dybt og længe

ved dine blide greb det i dem toner –

og drager mig mod lysets regioner

hvorpå du selv hart faaet din skjønheds glans."