Galleri
-
Andreas Wilhelm Agersborg åpner apotek i Hamar i det som siden skal bli Skappels gate (og som nå heter Bakkegaten). Det er i denne familien Alhed Fliflet (født Agersborg) vokser opp, hun som skal komme til å bli Amalies bror Ludvig Alvers hybelvertinne på Hamar, en kjær venninne og redningsplanke når følelsesstormene hans rir som verst.
-
Ludvig Alver blir i folketellingen som utføres i dag skrevet inn i protokollen som en av beboerne i Mortetrudgate 26 på Hamar. Huset ligger like ved Stortorget, Ludvig bor på kvisten. Sivilstanden oppgis som ugift, og yrket som middelskolelærer.
Husverten hans er overrettssakfører Nils Fliflet, født i 1838, og hans kone Alhed, født i 1845 i Lærdal, og altså kun et drøyt år eldre enn Ludvig.
-
Ludvig Alver, som er blitt vennlig mottatt som leieboer hos familien Fliflet på Hamar, holder 17. mai-talen for skoleguttenes fanetog på Stortorget på Hamar. Han er overveldet over hvor bra det hele har gått. I dagboken skriver han om hvordan middelskolens elever med sine flagg marsjerte opp på torget, der de fattige almueskolebarna med de dårlige klærne og bare noen få, fattigslige flagg ventet på dem. Ludvig er på gråten, skriver han. Han er redd han ikke vil klare å holde talen, men tar seg sammen og får tak i vedkassen kan skal stå på på så alle kan høre.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Af et rimbrev til Gunnvald, Hagny og IvarJeg undres på, hvordan Ivar staver,
og hvordan Hagny i huset kaver,
og hvordan Wilhelm sig monne te,
og hvordan Arne er nu at se.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"I morgen dskal jeg hjem! Hjem til julen! I fjor nede i Skien havde jeg ingen længsel efter at komme hjem, ingen smærte over at måtte være hjemløs. Jeg var fuldstendig oprevet. Mit liv lå herjet nede i elendighed. Og gjør det ikke det endnu? Og dog, medens jeg har gået her og pakket ind, har jeg af og til følt ligesom glæde over at skulle reise.
-
I dag skriver Ludvig dette i dagboken:
"Sviblerne blomstrer i fuld flor! Ja, det vidste jeg nok; de var fra Alhed! Den vakreste, en rød, har jeg givet til fru Nygård, fordi hun var så venlig mod mig i høst da jeg kom hid og hjalp mig med inkjøb af husgeråd og faldede og mærkede mine bordduge og servietter. Nei, den var så deilig, o, om Alhed havde fået den, eller moder.
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I morgen er det min fødselsdag. Jeg har allerede i 2 dage båret i min lommebog et brev fra Alhed, med runebogstaver (formodentlig af Gunnvald,) var der skrevet udenpå: åbnes den 25te. I morgen tidlig åbner jeg det, så får jeg først af alles hendes og de andre kjære mennesker hilsner og lykkeønskninger!
-
I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I går aftes gikk jeg en tur – en lang tur – sammen med overlærer Sylow (*?*) og rektor Nygård, og da fik jeg høre, hvilket fint gemyt min kjære rektor har, hvilken forstand på Guds ord. Nei, hvor det var godt at høre. Vi kom til at tale om tro og viden, om den moderne ånd, naturvidenskaben ligeoverfor åbenbaringen.
-
I dag skriver Ludvig Alver, som er Amalie Skrams yngre bror, som for tiden har lærerjobb på Hamar, i dagboken:" (*På den følgende siden har søsteren Amalie Skram som senere kommer til å skrive romanen Julehelg på bakgrunn av dagboken), eller en annen leser, gjort tre store streker i margen*)
"Mit digt over Hærem blev dog optaget i Fædelandet mot rettelsen, ”så hastig” ist. ”vanvittig”.
-
I dag skriver Ludvig Alver i dagboken:
"Endnu ikke har dette ubehagelige indtryk givet sig. Er det, fordi jeg har så ondt for at tilgive? Eller holder denne bagatell på at omforme min opfatning af hende? Jeg har talt lidet og har holdt mig på mit værelse. Det er dog ikke mere end 2 aftener – og jeg synes, det er så uhyre længe, siden dette skede, og at det har varet så længe dette besynderlige. *’disse siste tre setningene er markert med sterk i margen, antakelig av Amalie*)
-
Ludvig Alver skriver i dag dette i dagboken sin:
"Atter engang har jeg omarbeidet mit digt: Til dem derhjemme; jeg har i dag afsendt det til Alhed i denne forandrende skikkelse:Igjennem mørke, som på sindet ruger,
og sorg og anger, som min sjæl nedknuger,