I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"I dag fik jeg en present fra min gamle, trofaste moder – 2 sølvteskeer – det var i anledning min nylig indtrufne fødselsdag. Stakkels moder! Hvor trofast du dog erindrer mig! Jeg husker en af mine fødselsdage i min studentertid. Da forærede moder mig et par tøfler; det var den tid, vi boede på Briskeby, fader var hjemme. Med tøflerne fulgte et lidet brev, hvori hun beder mig blive barn igjen; fortæller mig at der var et så sødt og velsignet smil udbredt over mit ansig, da jeg var barn, at hun sat ofte og frydede sig derover; dette smil, siger hun, beholdt du længe, men nu er det borte. Vor Herre give dig det igjen! Thi det er udtrykket for et fredelig sind og en god samvittighed!
– O! ja, jeg ved nok, hvorlænge jeg havde det smil, som moder taler om, den gang da hun skrev hint lille brev, stod jeg lammet, sky og forvildet i min bedste ungdomstid, lammet af syndens dræbende slag; jeg havde drukket af det dødbringende bæger, (*denne siste setningen har Amalie eller en annen understreket*) af livets bærme, hvorledes kunde barnesmilet lyse over mit ansigt?
En moders øie er skarpt, hvilken glæde måtte hun ikke føle. Over hint smil, hvilken sorg, da det var borte! En moders kjærlighed er dog noget af det bedste, livet eier.
—Det var en aften på Hamar, en lørdags kvæld, der var pyntet og pudset på kvisten, Alhed havde vært oppe og lagt rent linned på min seng, rene håndklæder var hængt op ved servanten; dagen efter skulde jeg ikke gå på skolen; jeg vidste, jeg skulde vækkes af klokkeklangen og gå i kirke, - denne stund står levende for mig – da jeg lagde mig på det rene linned og læste min aftenbøn, sænket freden sig i min sjæl, barndommens, uskyldighdens og renhedens engel viftede sine vinger over mit leie. Min moders og Alheds kjærlighed lagde sig blødt over mit sind. (*Dette forrige avsnittet har Amalie eller en annen laget krøllstrek ved i margen*). Jeg var et barn. O! Hamar. Hamar! Mit hjem! Mit hjem!
Lær mig at længes stille, Gud
lær mg at håbe stærk og trofast
sluk ei min barndoms stjerne ud
send mig mod kvæld et hjemmets bud
glad skal jeg følge
på dødens bølge
bare det bærer hjem til dig!"
Fredrikshald
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.