Ludvig Alver, som er blitt vennlig mottatt som leieboer hos familien Fliflet på Hamar, holder 17. mai-talen for skoleguttenes fanetog på Stortorget på Hamar. Han er overveldet over hvor bra det hele har gått. I dagboken skriver han om hvordan middelskolens elever med sine flagg marsjerte opp på torget, der de fattige almueskolebarna med de dårlige klærne og bare noen få, fattigslige flagg ventet på dem. Ludvig er på gråten, skriver han. Han er redd han ikke vil klare å holde talen, men tar seg sammen og får tak i vedkassen kan skal stå på på så alle kan høre. Han vet at Alhed Fliflet, hans husvertinne som han er svært forelsket i, og søstrene hennes Magda og Nella Agersborg står et sted bak guttene og hører på ham.
Her er talen har holder, og som han siden skriver inn i dagboken:
”Dette land er det, i hilse i dag; at i er sønner af en sådan moder, derfor var det, at i nylig lovede Herren. Husker i Astrid, kongemoder. Her over disse egne gikk hendes flugt for den onde Gunhilds efterstrebelser, idet hun skjærmede Olav Tryggvason ved sit trofset hjerte; hendes moderøie våger over ham; på holmer i vandet, i bondens hytter og i skoverne skjuler hun sin dyrebare skat, og hun bar Norges fremtid ved sit bryst. Thi Olav kom igjen i voxen alder med velsignelse over sit land, med Kristi dåb og Kristi kors. Således sidder mangen kjærlig, trofast moder i de enkelte hjem og våge over eder og beder for eders fremtid; men Norge omfatter de tusinde hjem i sin favn, og venter på eder, at i skulde komme igjen med lykke og gavn til hende. Derfor skulle i elske eders fedreneland, tænke på jer moder, ikke blot i dag, under festen, men i morgen, når vi atter går til skolen og bøier os over våre bøger. Ved lydighed, flid og udholdenhed under arbeidet vil i glæde eders moder, men allermest når i elske hverandre, når i står som brødre med et sind. Se, i dag står i sammen, elever fa middelskolen og fra almueskolen. I middelskolens elever har sluttet jer med eders rige, mangfoldige faner til almueskolens fattige flag, i, som har mer lys og varme over eders barndom, elsker eders fattige brødre, giver dem hånden i broderlig forening, elske eders brødre rundt omkring det hele land! I har fået ert hjem her på den frugtbare vang ved den deilige Mjøsen; der vesten på slider unggutten ondt, farer tilhavs med sin fattgeg fader i storm slit (*?*) og bor i armods hytter, oppe i de trange fjelddale går andre, hvor fjeldet stænge for øiet og tynge sindet. Elske dem alle, føle at i er brødre som af en moder! Det er Guds og eders moders mening. Da vil Norge have håb for sin fremtid. Lad os da fremme det råb, som i dag lyder over Norges ganske land, også fra smågutternes munde. Gud bevare og velsige vår elskede fostermoder. Længe leve Norge! ”
Etter talen sier ikke Alhed så mye, men Hamars store mann Anker kommer bort til ham og sier at det var en god tale. Løytant Brock sier også, på sin måte, at talen var bra, noterer Ludvig i dagboken. men Rørholt sier ikke noe. Og når Ludvig leser opp en sang til ære for Wergeland, sier Rørhold bare: -- Hm!
Senere på dagen synger alle Wergelandssangen hans ute ved Domkirkeruinene. Det gjør voldsomt inntrykk på Ludvig. Han er så rørt, skammer seg litt over at han tar rosen så til seg, og mener det vil være bedre dersom ingen vet at det er han som har skrevet den; den er jo til Wergelands ære.
Så spaserer han hjem til hybelen i Morterudsgade sammen med Nella og Magda Agersborg. Og den irriterende Rørholt.
Det har vært en god tid for Ludvig, dette, og han er så takknemlig mot alle. Det våkner en flom av såre følelser i ham, og han tenker mye på alt han har lidt i løpet av barndommen og ungdommen. I dagboken skriver han at det har vært den beste tiden i hans liv; siden han har kommet til å dyrke et dypere syn på livet, siden Herren har vært så god mot ham.
Han skriver;
"Se, det siger jo ikke stort, disse anerkjendelser fra disse vennlige mennesker! Og dog! De glædede mig og satte mitt sind i bevegelse. Hvor liden anerkjendelse har ikke jeg fået! O! jeg husker endnu på Wilhelms ord fra studenterårene: ”også ser du så vemmelig ud” og ”det er jo bekjendt at du næsten ikke siger et fornuftig ord” og endnu tidligere fra barndommen Amalies: ”Tussen, familiens tussen”. Og Nordahl Rolfsens miskjendelse, da han ikke troede jeg magtede at være lærer i historie ved frk Bauers pigeksole i Kristiania, og mine frugtesløse bestrebelser for at få ordentlig arbeide i Kristiania og min forlovelsesitds hele sørgelige, lange række af bittre skuffelser og smertelige oplevelser! Men hvor liden anerkjendesle har jeg ikke fortjent! O! Gud! Nei, de siger ikke meget, disse vennlige menneskers udtalelser. Og dog har de så uendelig bevgæget mit sind! Og hvorfor så bedrøvet hvorfor græd jeg i morges, da jeg stod op? Hvorfor har jeg grædt i eftermiddag, så mine øine er røde? ”
Han gråter igjen idet han skriver dette.
Hamar
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.