I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:
"Jeg har i aften læst om en liden gut, som brændte op oppe i Fåberg. Han var 2 ½ år gl; var alene i stuen med en bror, et lidet spædbarn; ilden fængede på en eller anden måde i hans klæder; efter 4 ½ times forløb døde han. Han skrek ikke; da han døde, sagde han til sin fader: ”Nå må du ikke gråte over mig far; jeg dør nu jeg.” Der var givet (*?*) stof; slige mennesker dør, og skrabet lever igjen. Og dog denne heltedød af et 2 ½ år gl. Barn, den er ikke forgjæves. Hvorledes må den ikke tænde i mangt et motageligt hjærte!
Jeg har fået mit pianoforte fra Hamar. Alheds pianoforte. Mors pianoforte! Nei, hvor jeg er rig nu! Det flyttede ind til Alhed den gang, hun var en lykkelig brud drog ind i sit nye hjem; siden har hun spillet pådet i mange år! Nu er det flytted ind til mig! Når jeg tænker på de ord, som var lagt ind i det degang jeg fik det, kan jeg formelig sidde og småfnukke (*?*) med det om aftenen. Jeg er vis på, at det vil bringe mig lykke! – Så har jeg fået 3 hyacinter. Alhed skrev til mig at jeg måtte kjøbe mig svibler, for at de kunde blomstre og dufte omkring mig. , så kjøbte jeg svibler; de er endnu ikke på langt nær utsprungne,; men hvilken glæde det skal være at få dem til at blomstre!
Men Amalie, stakkels Amalie! Den sørgelige hemmelighed, som du betroede mig i sommer, da jeg var hos dig, er nu ikke længere vor hemmelighed; den er bekjendt for mange. Den dag, jeg kom til Kristiania før jul, kom også Amalie dit til – Gaustad. Hendes mands uterlighed (*?*) var gåt for vidt; hun havde fået hjernebetendelse, et acut mani!"
Fredrikshald
Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.