Ludvig Alver ha fått jobb som adjunkt i Fredrikshald, men er tung til sinns. Han skriver en lang innførsel i dagboken.

Ludvig Alver har ankommet Fredrikshald. Her har han fått jobb som lærer. I dag skriver han i dagboken:

"Så langt kom vi da! Fredrikshald bliver altså mit opholdssted, ialfald for længere tid, hvis jeg lever. Nu netop var pigen inde og lagde i ovnen; hun satte døren til soveværelset åben; begge værelser frembyder en lang promenade, og idet jeg kastede mit blikk gjennem dem, kom jeg til at tænke på Søren Kjerkegård, som vandrede ensom gjenneom sine værelser, tænkende og grublende. Hvoraf dette vemod i sindet? Hvorfor så trist at kaste et blikk gjennem mine pene, rummelige værelser? Dette blev altså mit hjem! 

-- Hvor man tumler i verden! Her i byen har jeg truffet fr. Nissen, som jeg i sommeren 1869 var sammen med oppe i Stangviken; nu er hun fru Schøtt, gift med min kollega adj Schøtt; den dag, jeg var oppe hos dem, fandt jeg på hendes bord Erik Bøghs 100 viser, tekst og musikk, og inden i bogen stod et par vers af mig.

Så mindedes jeg så grant den dag, jeg reiste fra Stangviken i sommeren 1869, da var just frk. Nissen i besøg hos præsten Parelius, og jeg som just havde fået viserne smukt indbunden fra Kristiansund, tog dem med mig om bord og leverede dem til Jacob Parelius, som fulgte mig om bord, og bad ham give dem til Frk. Nissen, som sammen med præstegårdens damer sad nede ved stranden.

Fra dampskibet kunde jeg tydelig se, hvorledes Jacob gikk hen til Frk. Nissen med bøgerne, at hun tog dem ud af papiret, så på dem og begyndte at vifte medf lommetørkledet. Det var sidst jeg så hende; og nu sidder hun som hustru og moder her oppe i Kleven.

Mine kjære venner på Hamar har ikke forglemt mig; jeg har allerede fået et par breve fra Alhed; i et af dem underrettede hun mig om at den datter, som hun fik i vår, Kristine, var død. – jeg har læst i min gamle dagbog i aften; hvor underlig nu at gjennenlæse disse optegnelser; det er med atskillig selvironi at jeg har gjort det. (*Disse siste linjene har Amalie eller en annen streket under*).

Sådan har nu jeg været! Tænk, at gjøre sådanne historier over min ungdoms fald, min utroskab, hvilken sygelighed at ruge og gruble derover, i stedet for at bryde igjennem til opreisning og virksomhet! Alle disse ord, som er nedskrevne, alle disse gjentagelser, disse vemodige udråb, disse sørgelige jeremiader, de er for intet at regne mod alle mine ørkesløse tanker, mod mit elendige, dådløse, rugende ungdomsliv! Hvilken usseldom! Men hvilken dom (*?*)! Hvilken usling jeg har været, at jeg skulde gjennemleve hint forhold til Hilda for at få mine øine åbnede? (*Dette siste har Amalie eller en annen understreket*)

Hvor dyrt var det ikke! Vil ikke hun træde mig imøde med fordring, med klage, med dom? Og så dette stædse tilbagevendende spørgsmål: var det ikke Guds vilje, at du skulde holde ud i dette forhold, at du hellere skulde dø end svige dit ord?

Nu er jeg bleven adjunkt, nu skulde jeg begynde på livet, men hvorledes er jeg stilt til at begynde? Jeg har en så dybt befæstet følelse af min usselhed, af min umandighed og jammerlighed i mit tidligere liv, at jeg ikke føler mod til at begynde på noget. Og dog bønhørte Gud min bøn i Skien i vinter, dog er Gud endnu min Gud; han kan ikke svige; jeg har erfaret hans trofasthed. Måtte jeg kun ret lære at bede, så mit syn kunde klarnes, og jeg måtte få sikkerhed i mit hjerte og klarhed over mit liv.

På dampskibet hid traf jeg Hærem og hans frue. Hvor længtes jeg ikke efter ham oppe på Hamar i fjor, og hvor gjerne vilde jeg ikke nu talt helt ud med ham; men der på dampskibet var der liden eller ingen anledning, det gjorde mig mod, at mærke at han og fruen var ligesom kolde mod mig; og hvor kunde de være andet? Han var dog så venlig at han talte til mig om Hilda og spurgte mig, hvorledes jeg havde det med vor Herre; hva skulde jeg svare? Jeg fik dog takket ham for den tid, jeg boede hos ham i studenterhjemmet, og bedet ham være forvisse om at jeg bavarede ham og hans søster i den kjærligste erindring fra den tid, og ved afskeden var han som før, han tog mig om livet, som han før havde gjort og ønskede, at vor Herre måtte være med mig. –

(*Her skriver han så videre om Danmarksturen forrige sommer. Han nevner at han leste Ingemans romaner som barn. Bildene fra dem glir gjennom hukommelsen mens han ligger i gresset utenfor byen Ribe.*)

”Nu var jeg på det minderige sted; og så mindedes jeg så grant det lille kammer, jeg lå i ved siden af lavestuen (*?*) i vort hus i Kortpilsmuget i Bergen; der havde jeg ligget mangen aftens aftens og nattestund og læst om Valdemar Leier og dronning Dagmar, om hvorledes Riberhus blev indtagen under dans og folkeleg, og om Dagmars død på Riberhus slot, hvorledes Valdemar red så at alle hans svende lå agterud og alligevel kom for sent; men alle slottets fruer og terner bad med ham, og dronningen vågnede op af dødens søvn; hendes renhed, at hun klagede over at hun ikke fik fred efter døden, fordi hun hadde snørt sine silkeærmer for meget om søndagen, havde grebet mig så dybt, medens jeg var barn; hvor dybt nede syntes jeg ikke at jeg endogså den gang stod – og nu, hvor havde jeg været siden?  -- Vi gik et stykke nedover landeveien mod Slessvig (*?*) og mødte en preussisk postvogn med ørnen på vognen; det var næsten ubehagelig at føle sig så nær Preussen; det var en ligesom ængstelig fornemmelse af en overveldende magt lige ved.

(*Så reiser han videre til Fanø, han får se Vesterhavet.* )

”Jeg gikk forbi et hus, hvori stod en stor redningsbåd og da jeg kom du til de første klitter hørte jeg havets brusen; min første tanke var, at Bernhard dog skulde ha været med, her vilde han havde likt sig godt. Det var Ebbe og stranden lå hvid og flad, så langt øiet kunde nå; jeg morede mig med at spadsere på stranden helt ud til havet der hvor det kom i de lange, brusende bølger og så måtte jeg mangen gang springe tilbage for havbølgen; sådant havde jeg aldrig før seet. Hvor ensomt, hvor øde! Dog der står et hus op mellom klitterne; det var kabelhuset; jeg gikk derind, der var just en mand, som holdt prøve med kabelen over til Frankrig – engang hver måned blev sådan prøve anstillet; udenfor hytten gikk en kone med maske for ansigtet for at beskytte det mod det skarpe vestenveir og sådde græsfrø på klitterne; det var et slags stivt, grovt græs , som man fik til at slå rod i sandet og på denne måde holde det sammen og hindredes i at af stormen føres rundt hele øen; jeg plukkede et græstrå til Alhed, sendte et langt blikk udover havet – engang bærer det vel udover det også! Hvor jeg længtes! – og vendte tilbage til Nordby.

(*Så reiser han tilbake til København, der han er forlover i sin barndomsvenn Støre (*?*) som gifter seg med Marie Bock. Bryllupet skulle være på Den kgl skydebane og i Fredriksberg kirke. Alt er så vakkert. Han tenker på Amalie og Wilhelm som har opplevd sine brylluper. Vennen er nervøs, han klør seg på øret og er nervøs for talen sin, akkurat som da han var skoelgutt. Han retter på Ludvigs hvite slips, Ludvig føler en voldsom kjærlighet, i kirken synges den sammen sammen som Alhed og Fliflet har sunget på Hamar. Det gjør ham lykkelig. Og han tenker på Øhelsläger, som kanskje også ble gift i denne kriken. Sangen han har diktet blir sunget og gjør stor lykke. *)

”Og vi spadserede om aftenen i måneskin ude i haven og tog os en svingom inde i salen; og så fordvant brud og brudgom, og vi andre kjørte hver til sit; men jeg vandrede ud igjen i gaderne, kl var endnu ikke mer end 10 a 11; jeg var omtumlet i hovedet og kunde ikke holde mig rolig; du måtte jeg! Atter kom denne lyst, denne urene higen, hvilken afgrund og usselhed i mit hjerte!

End ikke tanken på Alhed kunde berolige mig; jeg drev og drev, uden mål og med, jeg var inde på en dansebod og forsøgte at tale til et fruentimmer; men det vilde ikke gå; ud igjen; ned i de mørke, trange gader, hvor kvinder med nøgent bryst og nøgne armer sad i rad indenfor vinduerne og råbte og vinkede; og hvergang jeg fornam dette råb, kom det en angst over mig, og jeg jog ilsomt videre; men jeg gikk andetsteds hen, og det samme gjentog sig, og på denne måde drev jeg gjennem gaderne til kl var over 2; da gikk jeg endelig træt, angerfuld og elendig hjem; men Gud være lovet, som bevarede mig hin nat! Hjertet var bleven besmittet, det er sandt og det er jo for Gud en vedestyggelighed ligesåvel som gjerningen; men det var dog den gode hellige ånd, som gød i mit hjerte denne angst, der drev mig bort fra de urene steder. Og Alhed, hva vilde hun havde sagt, hvis hun havde set mig? Denne natlige færd kunde jeg dog ikke fortælle hende om; Gud give, at der ikke senere i mit liv, måtte komme det, som jeg ikke kan fortelle hende! Således endte den dag. – den følgende dag var jeg med de nygifte og præsten og flere af de øvrige bryllupsgjæster på en kjøretur henad Strandveien og gjennem dyrehaven; vi spiste til aftens på Fortunen, og jeg fuglte med de nygifte hjem i deres hotell, og vi pratede endnu en stund udover natten; dagen derefter aflagde jeg endnu et besøg i Thorvaldsens museum samt på garnisonskirkegården, hvor jeg og Bernhard var blevne så bevegede Istderdagen (*?*)

(*Dette foregikk 9,10, og 11 august 1876*)

Og så stod jeg den følgende formiddag om bord på ”Kristianias” dæk igjen for at reise tilbage til Norge; jeg så ud over det deilige land, hvor jeg i så kort tid havde modtaget så mange indtryk og oplevet så meget, og ensomhedens og forladthedens følelser holdt på atter at bemægtige sig mit sind, medens mine øine blev våde; da fløi tanken til mit skjønne, blide hjem på Hamar; men i Kristiania vilde Hilda tage imod mig, og den tanke knugede atter min sjæl. Jo, hun stod på bryggen, da jeg kom til Kristiania, og moder og Bernhard var der også, og vi kjørte sammen til Briskeby til Bugges, og jeg boede hos Hildas moder en uges tid, førend jeg reiste til Hamar.

Jeg var nedsunken i en slapehdens tilstand; hvergang den tanke slog ned i mit hjærte, at forholdet mellom os burde eller kunde brydes, tabtes den i mørket, jeg magtede ikke at bære den frem; den tid var jo gåen forbi, da det skulde have været gjort; hvorledes kunde det nu gjøres?

I et brev, som jeg allerede ved Pintsetid havde fået fra hende, havde hun spurgt mig om jeg angrede på forlovelsen, hun havde sagt, at hun vidste at jeg hellere vilde dø end opheve forbindelsen, men at, hvis jeg vilde skrive, at jeg anså det for rettest, eller at jeg anså det for Guds vilje, at vi skulde skilles, så vilde hun hæve vor forlovelse; den gang havde jeg  svaret at jeg forlængst havde indsæt, at på det standpunkt, som jeg stod den gang, jeg blev forlovet med hende og med de tanker, som jeg den gang havde, var det ganske urigtig af mig at forlove mig; men at jeg ikke annerledes angrede derpå; jeg henviste hende til mit frierbrev, (som jeg nu skammede mig over) og påviste, hvorledes der intet var at spore af en mands ædle beden til en kvindes hånd, intet af den kjærlighed, som binder mand og kvindes hjerter sammen og som af alt jordisk og menneskelig må være den skjønneste og ædleste; men jeg tilføiede, at sådan, som jeg den gang var, var jeg – jeg burde hellere have sagt; vilde jeg være – fremdeles mod hende, og så fik jeg et varmt brev fra hende, hvori hun med stor kjærlighed takker mig for min trofasthed; hun  siger, at hun har læst mit frierbrev op igjen og fundet trøst deri!

Hun siger at jeg skal blive lykkelig og må blive lykkelig, når jeg engang tager hendes gamle breve fremskal jeg sande, at hun talte sandt, jeg havde ingen fast bestemmelse truffet, gjorde intet skridt; jeg lå under for denne byrde, og så blev jeg ikke klog på hende heller! I den uges tid, jeg var hos hende på Briskeby lod hun engang falde den ytring, at det dengang hun skrev hine ord, at jeg måtte og skulde blive lykkelig, var hendes mening at hæve forlovelsen. Endnu mindre kunde jeg skjønne hende! Hun havde jo så mange gange tidligere sagt, at hun vilde gjøre det, eller opfordret mig så godt som til at gjøre det, når den gamle disharmonien kom op mellem os, og jeg havde sat mig mod – hvis det kunde kaldes så ligeoverfor så svage antydninger – og søgt at trøste hende; dette seneste var jo kun en gjentagelse af det tidligere under en anden, kanske mer spændt form – men det er sandt, - den store forskel var det mellem mig før og nu, at jeg før efter fattig leilighed kjæmpede for at opretholde forholdet, fordi jeg ikke havde turdet se dybt i sagen og klargjort for mig selv mit store feiltrin, medens jeg nu var overbevist om, at jeg havde handlet høist urigtigt ved at knytte sammen denne forbindelse uden at jeg dog havde klarhed nok over, hva jeg skulde gjøre, før var der udholdenhed og standhafitghed i uklarheden, nu var der svaghed og slaphed i klarheden.

Hvorledes lysnede det ikke inde i mit hjerte når hun i denne uge antydede, at vort forhold snart var til ende; men atter slukkedes lyset; hvorledes var det mulig at det kunde blive en ende på dette? En aften, der havde været nogle studenter hos Thorvald, tog jeg hende i hånden og vilde drage hende til mig; men hun vægrede sig, og så den sidste aften, da hun havde ordnet mit reisetøi, kom hun hen til mig, der jeg sad i gyngestolen og sagde: ”nu vil jeg tale, siden du ikke vil tale” og så kom spørgsmålet frem… ---