Dato
19 oktober 1877

I dag skriver Ludvig Alver dette i dagboken:

"Småbilleder:

I dag ved middagsbordet; 2 unge lieutnanter og lieutnant Olsen. I fjor påskeaften spiste Olsen og jeg sammen vor aftensmat på ”Oplandenes hotell” i Hamar; det var ensomt og trist at sidde der alene med ham – det var den gang der var skarlagensfeber hos Fliflets – og i Skien – hvor sørgelig var det ikke at spise middag sammen med de ungkarle, som jeg ikke kunde sympathisere med, og i hvis samtale det var mig så vanskelig at blande mig. Nu går det ligesom lettere; det falder ikke så vanskelig at deltage i samtalen. Selv Olsens ømheder mod opvartningspigens generer mig ikke meget; i Skien kunde jeg oprøres, når en af spisegjæsterne klappede pigen på kinden eller tog hende om livet.

I dag bragte pigen Olsen en pære og en klase druer, som var bleven sendt ham anonymt; han greb hendes hånd, omfavnede hende fast; jeg oprørtes slet ikke; jeg spiste. Vi talte om det katholske kirke, som i dag indviedes, og hva præsten havde sagt i sin tale. ”Nu bliver blir det så fælt at jeg ved ikke, hva jeg skal tro”, sagde Olsen, ”jeg tror, fordi jeg er kongelig embedsmand, jeg, ellers skulde jeg helst være Muhammedaner; den Mahomed (*?*) var en ærlig karl.” ”De bedste er, slæt ikke at tænke på det hele”, mente en mager, bleg lieutenant (Fabricius), hvis væsentligste fornøielse åbenbart er at uttale navnet: Bolette (opvartningspigen); han anbringer det så ofte han kan, og hver gang han gjør det, slår han en krøl på sin lidt røde næse og de tynde læber kruses af et dødt smil.

Jeg har engang spurgt i min første dagbog: hvor er livet, menneskelivet i glæde og smerte, i kjærlighed og modsigelse? Den gang vilde jeg gjøre oprør; nu oprøres jeg ikke, ja, men nu ved jeg, hvor livet er, i den stille, bramfrie, hæderlige virksomhed, i det kjærlige trofaste familieliv; under varme kvindeøine og mellem glade børn, sådan som jeg så det sprudle hos Alhed. Jeg har læst i Goldschmidts ”Hjemløs”, at “såmangen mand med evner og spirer i sit indre aldrig fik dem udfoldede, fordi aldrig et varmt, kjærligt kvineøie hvilede på ham.” på mig har Alheds øine hvilt, også et par andre øine har lyst og varmet mig gjennem sjælen, og hva har de indrettet? Kan kjærlighedens stråler ramme som lyn, der nedslår? Jeg blev rammet og faldt.

Jeg er ligesom ikke menneske fuldt ud. Hva der gyder ild og kraft i andres årer, det hensatte mig i ørkesløs betragtning, sænker mig ned i skamfølelsens elendighed. Jeg troede engagang halvt, at hvis man med sandhed kunde sige om sig selv, at man følte sig som den største synder, så var man sikkelig en kristen eller ialfald ligde derved; det forekom mig svært at skulle sige om sig selv, at man var den største synder. Nu falder det mig ikke svært. Dog den største synder, nei, det tror jeg ikke, jeg er!

Paulus sagde det med rette; thi han rasede mod Herrens menighed med ild og sværd; jeg er en orm, ussel og lav; jeg hører, -- Gud frelse mig – til de lunkne, de intetværende (*?*), der påkommer mig af og til en fornærmelse, som jeg nærmest må kalde væmmelse over mig selv; jeg væmmes over alt det, jeg har skrevet i denne og den tidligere dagbog; jeg vilde om jeg kunde, føle medlidenhed; men ikke engang det kan jeg ligeoverfor en pjalt (*?*), som har optaget det små og fyldt sit indre dermed, som har hængt sine tanker ved det forbigagne blot som forbigangent, som ikke har nået frem til nogen fast bestemt forestilling end sige idé, men i vammel følsomhed lader sit hjerte  hensmelte ved erindringen om det forsvundne, og får tårer i øinene, ved at tænke på, at det er forbi, forbi; Livet! Livet! Giv mig en dråbe af menneskelig liv; giv mig en gnist af menneskelig livsild! Jeg vemmes over mig selv, og er dog min egen eneste kammerat; jeg sidder over et lig!

Korrekturlest?
Nei
Kilde

Alver, J. L. Dagbok. Nasjonalbiblioteket, Oslo, Håndskriftsamlingen.

https://amalieskraminfo.wordpress.com/ludvig-alvers-dagbok/